Tekster

FORLAGET ORDFATTER

 

Finn Wilkens

 

1

 

Martin sparkede til sneen, da han var nået over på den anden side af gaden. Vinden var skarp denne efter-middag, lige imod, nøjagtig som krisen, der ikke ville forlade dette land. Den ville åbenbart heller ikke nogen¬sinde forlade én personligt. Han fik lidt ondt af sig selv.

Det var ikke, fordi det var så koldt igen. Harmen og vreden sad i ham, og han trængte til luftforandring.

Strucksallé viste sig fra sin barske side med østenvinden på langs lige imod. En udmærket parallel til hans sindsstemning og udmær¬ket til afkøling.

Åh, ham viceinspektøren med sit ”du har jo kun været her to år”, som om det betød, at man skulle have rosset hver gang. Den stud! Så kunne de gamle fra stenalderen sidde på flæsket og have de gode klasser.

Det var ikke sådan, seminariets undervisning havde lydt.

Viceren ville på en skala fra 1 til 10 næppe komme meget højere end 2, hvis det stod til Martin.

Han følte sig selv lige nu som en ældre herre trods sine kun 30 år. Uvilkårligt bøjede han nakken lidt forover og gik med slæbende skridt.

 

 

Han skråede over jernbanen og åbnede døren til Tønders ældste bodega.

-Porter? Spurgte tjeneren.

Han nikkede. En af fordelene ved at være kendt herinde var, at man ikke behøvede mange ord.

Han drak grådigt. Det flimrede for ham, og vicerens messende stemme gentog ustandselig betydningen af, at netop den klasse fik ham næste skoleår. Åh, der var dejligt varmt herinde.

Det var tredje år i træk, at han skulle have skolens suverænt dårligste skema. For tredje gang forstod han intet af det. Det første år jo. Som ny får man altid det dårligste.

Mens han drak, tænkte han lidt sørgmodigt på, om han i det hele taget skulle have været skolelærer. Nu sad han andet år på en stor folkeskole med en uheldig klasse med udsigt til et endnu dårligere skema næste år.

Boede i en lille, kold og fugtig lejlighed. Ugift, uden kæreste, uden lys forude i tunnellen.

Skolelærer! Det var en drøm! Som skolelærer ville de stirre beundrende på én, når man gik ind på skolen. Forældrene ville hilse ærbødigt, måske ta hatten af. Børnene ville stå tavse og tænke: Bare han ikke hører mig! Respekt ville man få.

Det ord stod langt nede på listen. Man kunne godt komme i tanker om nogle andre ord, der passede bedre. Lærling. Underholder. Skidespræller. Hvis man ikke føjede eleverne engang imellem, kunne de finde på at lave ballade. Råbe op, så de kunne høres inde ved siden af.

 

 

Pladsen overfor blev optaget. Åh nej, ikke hende. Kunstige, fabriksfremstillede bryster.

-Hvad så, skat? Trænger du til selskab? Hendes affarvede stemme lød indladende.

De gule nikotinfingre slog asken af cigaretten, mens hendes alt for røde læber vibrerede:

-Vi kunne lige smutte hjem og…

Hun vibrerede med saltvandsposerne og hældede dem ind over bordet med den rødternede dug. Så lå de der som to poser hvide ris.

Han undslog sig høfligt. Det der saltvand var en slags stopklods. Det lå nok inde i en plasticpose. En i hver.

Hun lagde sin ulækre hånd oven på hans.

-Jeg synes, det er ærgerligt, hvis det kun skulle være den ene gang!

Hun strøg hans hånd. Det føltes, som om hun skrællede huden af.

Hans tindinger begyndte at banke hurtigere. Luften var fuld af flimmer og kvælende cigaretrøg. Det steg op i ham. Hånden med glasset løftede sig selv af egen fri vilje og kørte i en bue gennem luften, drejede sig og afleverede indholdet i kavalergangen. Ned til de andre væskebeholdere.

Hun skreg op, stolen væltede bag hende, og der opstod en farlig ballade. Tjeneren kom farende og undskyldte og tørrede op, han vidste ikke, hvad der var sket, og hun skældte Martin ud og samlede sin frakke op og skred, idet hun smak ham en lussing.

-20 dages fængsel, mumlede han, mens han tog sig til kinden og hævede skulderen og øjenbrynene til tjeneren.

Han rystede på hovedet og kom med en ren dug. Martin selv var blevet våd på det ene ærme. Han flyttede op til baren og bestilte en ny. Der faldt igen ro over det hele. Harmen og vreden fra før kom lidt mere på afstand.

Det mørknede udenfor. De mange lys fra gaden, posthuset og forretningerne kunne dog ikke skjule mismodet. Den sorte brandvæske varmede, men det var en stakket frist.

-Dårlig dag?

Tjeneren tørrede disken af.

Den halvanden porter var lige tilpas til ikke at holde sig tilbage og på den anden side ikke være snøvlende dum. Han var alligevel noget usikker på, om det gjorde nogen forskel.

-Tja, det kan man vel godt sige! Tak for nu.

Han rejste sig og luntede ud i vintermørket.

Vinden var drejet om i syd, så nu fik man den igen skråt forfra. Typisk at få modvind både ud og hjem. Typisk for ens liv. Studentereksamen. Soldat i Haderslev. Småjobs. Seminarium. Ansættelse. Hvis man døde i aften, var der ikke en kæft, der ville savne én. Burde man skyde sig en kugle for panden med Berettaen? Så var det hele overstået.

Farten aftog, det var lige før, han standsede helt.

Åh, man syntes altid, det var synd for én efter to portere. Gør noget ved det, mand! Få styr på din tilværelse, find et bedre job, find en dejlig dame, bliv borgerlig! Ekkoet fra en seminariekammerat kunne man stadig huske. Henrik var en irriterende stodder, der sådan set allerede der var blevet gift, havde fået job længe før alle andre og gik med planer om at købe hus. Man følte sig stadig som en skoleelev, der ventede på at blive voksen. Det var det mærkelige. Man følte sig altid yngre end de andre.

I den første tid på skolen havde man følt sig som ældste elev. Nu var man yngste lærer, selv om der var to, der var endnu yngre.

 

Næste morgen bankede han på ind til viceren og spurgte, om der slet ikke var anden mulighed til næste år end den der sammenbragte 7. klasse med alle problemerne og ellers tysk, tysk og atter TYSK.

Viceren med de mange skæl i håret kiggede bare på én med sine fiskeøjne. Han samlede nogle ark i begge hænder og stødte kanten ned mod bordet, som studieværterne gjorde, når de var færdige med at speake.

-Jeg tror, du skal belave dig på, at du står bagerst i rækken. Længst ansat, først tilgodeset. Sådan vil du nok også gerne selv have det om nogle år! Hvis du bliver her længe nok!

Martin vendte på en tallerken og gik ind på det kæmpestore lærerværelse. Frederik hilste muntert godmorgen og bemærkede, at det var en skam, Martin ikke skulle med i indskolingsgruppen, som han ellers havde ønsket sig.

-Jeg har ikke gjort mig fortjent endnu, fløj det ud mellem tænderne. -Man skal være mellem 50 og skindød, hvis man skal gøre sig nogle forhåbninger!

-Nå, nå. Frederik havde hævet panden og øjenbrynene:

-Har man fået det forkerte ben ud af sengen i dag?

-Er det ikke snarere den forkerte vicer på skolen?

Martin trak på skulderen og satte sig hen i en sofa. Der var endnu et par minutter til time. Det var et fucking lorteudtryk. Forkerte ben! Betød det, at hvis man svingede ud til højre, så skulle venstre ben først ud? Så ville man trimle om på maven og rejse sig baglæns op. Hvorfor i alverden skulle man det?

Han tog det nyeste nummer af ”Folkeskolen” og kiggede ledige stillinger. Hvis man nu skulle søge et job så langt væk som muligt, hvor mon det så skulle være?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

01

Den gamle mand hos lægen. Der er noget galt

 

– Nå, du klager over manglende humør, manglende madglæde, manglende energi, i det hele taget manglende livsglæde?

– Ja. De sidste par år er det bare gået ned ad bakke. Jeg vågner tit om natten og har triste tanker. Det handler slet ikke om at bo i Thy.

– Vores ellers så aktive sexliv er totalt forsvundet. Jeg kigger ikke efter andre kvinder længere. Ved heller ikke, hvorfor jeg skulle. Hvad er der med de kvinder? Ikke en skid. Jeg gider ingenting. Sidder bare der i en stol dagen lang. Engang skrev jeg bøger, men ingen gad læse dem. Jeg holdt foredrag, som ingen gad høre. Jeg spillede golf, men de andre spurgte, om ikke jeg hellere ville spille bridge. Jeg købte en el–cykel, men batteriet virkede ikke. Mit fjernsyn kan ikke tage TV2. Min Toyota har ikke automatgear. Min ismaskine kan ikke fryse. I det hele taget er det noget værre lort. Jeg kunne lige så godt lægge mig til at dø. En pensionist er kun til ulejlighed i vores samfund. Jeg får heller ikke skrevet noget. Plejer ellers altid at være optaget af den næste roman, men jeg har ikke lyst og kan ikke se formålet med det.

– Men du fejler altså ikke noget fysisk. Det kan i hvert fald ikke måles. Hvordan er det, dyrker du motion?

– Jeg spiller da lidt golf. Du ved, gammelmandsgolf. Lidt i den ene side, lidt i den anden.

– Hvor tit?

– Åh, en gang om ugen eller sådan.

– Det er ikke meget. Ellers sidder du bare hjemme og glor ud ad vinduet?

– Nej. Somme tider rejser jeg mig og henter et nyt glas rødvin.

– Hvad spiser du?

– Så meget som muligt så tit som muligt. Nej. Pjat. Rødt kød, stegt flæsk med persillesovs, medister, frikadeller og bagefter dessert med is eller pandekager og om aftenen en kage til kaffen. Napoleon eller Sarah Bernard eller Othello. Nogen gange deler vi bare en pakke flødeboller eller to. Af og til får jeg dejlig mad på efterskolen, selv om der er for mange grønsager. Dem piller jeg fra.

– Ja, men er du ikke gået på pension?

– Jo, det er flere år siden. Men jeg er altså blevet valgt ind i bestyrelsen for skolen.

– Hvor du nu er formand?

– Jeps. Der skal være fordele for formanden, siger køkkenlederen, så derfor skal jeg somme tider tage kage med hjem til konen, siger hun. Her forleden fik jeg en hel borgmesterstang.

– Jeg tror, du skal til at leve sundere.

– Sundere? Rødvin er da sundt for ældre, ikke?

– Det er vist kraftigt overdrevet. Næh, du skal bevæge dig noget mere. Jeg kan forstå, at du spiser mere end rigeligt, drikker en hel del vin og bevæger dig alt for lidt. Det betyder altsammen, at du gradvist graver din egen grav.

– Hvad? Graver min egen grav? En pensionist har vel allerede fat i skovlen …

– Jep. Men du kan nu godt vente lidt med at grave. Du skal til at spise grønsager, fisk, groft brød, havregryn og gå mindst en lang tur hver dag. Og drikke vin i mere begrænsede mængder. Vand er bedre og billigere.

– Hold da kæft.

 

Jeg kigger ud ad vinduet og kan se vandet lige udenfor.

– Sikke en fin udsigt du har her fra konsultationen. Spiser du aldrig godt og drikker dejlig vin?

– Nu snakker vi ikke om mig.

– Jeg er jo bare gammel og skal snart dø. Sidder du somme tider og nyder udsigten?

– Den er jeg glad for. Nu skal du høre. Om en måned vil jeg se dig igen, og i mellemtiden omlægger du din kost og dine motionsvaner til det bedre. Og lad så være med alle de overspringshandlinger. Her er opskriften.

– Javel.

 

Han giver mig en folder fra kommunen. Den er i fine farver og fortæller det sædvanlige om sund mad og sund motion. Sund, sund, sund. Det er til at blive syg af at læse.

"I tilfælde af at du ikke lever sundt, kan du risikere indlæggelse på Thisted Sygehus". Står der. Så ved man, hvad klokken er slået.

 

Lægen studerer sin skærm. Har han i det hele taget set på mig under hele konsultationen? Jo, da jeg trådte ind.

Jeg rømmer mig:

– Kan jeg ikke få noget medicin, der kan hjælpe mig?

– Du fejler ikke noget, Finn. Så skal man ikke have medicin. Du er simpelthen blevet for doven. Det har ikke været godt for dig at blive pensionist. Men selvfølgelig … jeg har da et forslag, hvis …

– Jo, for pokker. Hvis du vidste, hvad jeg har måttet undvære af sure forældre, gnavne elever og besværlige kolleger, der aldrig var tilfredse, så ville du vide, hvor godt jeg burde have det.

– Ja, men du har det jo ikke godt. Ellers ville du vel ikke sidde her?

 

Jeg synker hen i logikkens indre cirkler. Manden har jo ret. Hvorfor sover jeg så dårligt, når jeg ingen spekulationer har med mit arbejde. Nu spekulerer jeg som en sindssyg på, hvorfor jeg spekulerer sådan.

 

Jeg siger farvel. I døren spørger lægen mig med lav stemme:

– Du nævnte noget om din manglende sexlyst?

 

Jeg kigger mig rundt. Der sidder et par ældgamle og formentlig tunghøre damer i venteværelset. De ligner ikke nogen, der øde-lægger sengen med hidsig lagengymnastik.

– Sex interesserer mig ikke en døjt. Den ene gang om året kan lige gå an. Sidste gang med konen var nytårsaften. Eller. Nej, vent lidt. Det var vist forrige år …

– Ja, det er jo helt unormalt for en frisk ældre herre som dig.

– Frisk?

 

Jeg bøjer overarmen og klemmer om musklerne, selv om jeg er meget i tvivl om, hvor de er. Hvis der er nogen. Det er der ikke.

– Vil jeg genvinde tidligere tiders sexlyst, bare hvis jeg dyrker lidt motion? Gå en tur og blive vanvittig liderlig?

– … OG ændrer på dine kostvaner. Det vil jeg tro. Men der er ingen garanti.

– Altså gå en tur og spis en gulerod og derefter: Soveværelset!

– Lidt i den retning. Nok ikke så dramatisk, som du ironiserer.

– Men sex er sgu så vildt overdrevet. Dyrker man det mere i vore dage? Har alle mennesker ikke alt for travlt til det der latterlige krop mod krop med underlige stønnelyde og udtømning af lugtende safter? Når man er ung, kan det forstås, for så laver man børn. Men i vores alder? Komplet nytteløst.

– Lad os nu se. Hjem med dig og løb en tur. Det vil garanteret hjælpe dig.

– Jeg er skeptisk. Det tror jeg også, min kone vil være. Måske kan der også Sct. Hansaften blive lyst til en tur i kanen. Det er da helt vildt med to gange om året. Men, – hov, jeg har jo slidgigt i knæet, så jeg kan ikke løbe.

– Så gå. Eller svøm.

– Vesterhavet er ret koldt. Har du selv prøvet?

– Det er dit liv, Finn. Ikke mit. Vi ses om en måned. Så er det nok ændret en del. Nu skal du se. Et øjeblik. Jeg får en ide.

 

Lægen smutter ind i konsultationen og vender tilbage efter et par minutter.

– Her er en recept.

– Hvad er det?

– Det er ikke som sådan medicin. Alligevel kan det godt hjælpe dig med at komme i bedre humør.

 

Han ser på mig og giver mig recepten. Jeg takker høfligt og forlader konsultationen og tager straks over på apoteket, hvor jeg holder døren for en dame, der bare går ind. Ja, ja, moster, jeg forventer skam ikke tak. Tør endelig fødder i mig, hvis du får lyst.

– God dag. Jeg har en recept. Forhåbentlig kan det give mig godt humør? Jeg har svært ved at sove om natten, og lægen har kun dette forslag. Han siger, at jeg intet fejler.

 

Den unge pige udleverer en æske Gajoler. Den er ret stor.

– Hjælper de virkelig.

 

Der er 67 års skepsis i min stemme. Jeg er så vant til, at medicin kun er godt i begrænsede tilfælde og altid med en hulens masse bivirkninger.

– Der skulle være nogle muligheder i dem, hævder hun. – Disse Megajoler hjælper med kontakten til andre mennesker. Du vil have en behagelig og frisk ånde, og det gør, at du ikke støder andre mennesker fra dig. Når først der er etableret kontakt, vil du opleve en stigende glæde og lyst til samvær med andre. Det vil igen påvirke din livslyst og glæde over tilværelsen.

– Ja, men kan man ikke bare købe dem i Brugsen?

– Nej, ikke Megajoler. Kun standard.

– Jeg tror, jeg tager en med det samme.

– Gør det, svarer hun.

 

Jeg napper en på fastende hjerte. Det er godt nok nogle store nogen, de der Megajoler, men skal det hjælpe, så må der power til.

"Apotekets Megajoler" står der på den sorte æske. Foran mig hænger en reklameplakat med en gul æske "Minijoler".

Føler, at nu bliver jeg nok dopet som en anden Bjarne Riis og kører hjemad.

 

Trafikken glider fint, som den plejer, og jeg sutter løs på Gajolen. Vi ældre kører besindigt og dygtigt, når vi selv skal sige det, og der er absolut ingen grund til at overskride hastighedsgrænserne og risikere store bøder.

Gammel er et mærkeligt tillægsord. Det bøjes gammel, ældre, ældst, men alligevel er det bedre at være ældre end gammel. Og i en flok kan det ofte være bedst at være ældst. Det er logisk, at det hedder Ældre Sagen, ikke Gammel Sagen. Den ville ikke gå.

Når vi nærmer os en rundkørsel, sænker vi farten. Standser helt op og ser os godt for. Først til venstre, så til højre, selv om der egentlig ikke burde komme nogen fra højre.

Når jeg nu alligevel venter, kan jeg lige så godt nappe en Megajol mere og holde munden frisk, så jeg ikke støder folk fra mig.

 

Gamle vaner er ikke sådan at komme af med. Så kigger vi igen til venstre, om der da ikke snart kommer en. Nå, det ser der ikke ud til. Så kan man godt køre frem lige så forsigtigt. Og så er det bare med at slå blinkeren til, når man skal ud igen. Endelig ikke før. Det er forvirrende, hvis folk slår blinkeren til længe før, de skal dreje. Så er det bedre at gøre det, mens man drejer. Der er ingen i tvivl om noget som helst. Hvad fik min genbo ud af at blinke for tidligt? En bøde! Hvorfor? Fordi hans trailer kun kunne blinke til højre, og han skulle altså til venstre. Så det der blinkepåbud er noget overdrevet.

 

Vi er flere ældre, der har det på den måde. Vi tager den med ro, og det er ikke altid, at de unge snøbler har tid til det. Så overhaler de med hornet i bund og en finger ud af vinduet.

Farvel, bedstefar, hører man dem råbe. Jeg skal altså hjem inden jul.

Jo, tak. Du kan komme i kachotten, kan du. Og holde jul der sammen med narkobaroner og lommetyve.

 

 

 

 

 

 

 

Fra 67 til 17 på 7 sekunder

1 Den store gevinst

 

Jeg vågner ved højrøstede stemmer nedenunder og strækker hele kroppen, har sovet så dejligt.

 

Hvorfor er der larm og støj nedenunder sådan en morgen? Stemmerne er på en måde ikke de sædvanlige, godt nok er der ikke noget at tage fejl af, det er mors og fars stemmer. Men de lyder for en gangs skyld glade og anderledes. Et eller andet må der være sket.

De plejer ikke at rutte med det gode humør.

 

Jeg får lidt tøj på og lunter ned ad trappen. Inde i køkkenet ser jeg straks, at noget forrykt er i gang. Far er helt oppe at køre, øjnene ruller, og mors kinder blusser, som de også gjorde dengang, jeg hos morfar kom til at åbne døren ind til gæsteværelset og så dem begge uden tøj. Det var så pinligt, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle stille op andet end så hurtigt som muligt at forsvinde igen. Indtrykket af at de lavede et eller andet uden at snakke, var så stærkt, at jeg aldrig mere ville tænke på det. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg syntes, det var pinligt. Jeg er ret sikker på, at de lavede det.

Siden er jeg blevet overbevist, selv om jeg ikke helt forstår, hvad de har gang i og egentlig heller ikke er særligt interesseret. Somme tider kigger jeg ind gennem nøglehullet til soveværelset, men kan ikke se ret meget. Jeg har heller ikke rigtig nogen, jeg kan spørge. Karsten tør jeg ikke spørge, for han kan finde på at sladre til sine forældre, og så vanker der, for de vil uden tvivl fortælle det videre til mine forældre. Især hans mor, Karen, er slem til at fortælle alt til min mor, og min fornemmelse siger mig, at det, de laver, vil de helst holde for sig selv.

 

Jeg husker endnu, at Karstens far talte om en voldtægt, der var beskrevet i avisen.

-Er pigen så gravid?

-Nahaj, hæ, hæ.

Som om man ikke kunne blive gravid efter en voldtægt.

Det varede ikke længe, så vidste de det også derhjemme.

-Hans Theodor, hvordan kunne du dog spørge så fjollet?

-Ja, men jeg troede jo bare, at …

-Du troede! Gå ud og leg.

Der er også så meget andet, der er mere interessant.

 

-Vi har vundet!

Fars stemme skærer igennem marv og ben, mens han vifter med en seddel om næsen på mig.

-Vundet? Hvad?

Jeg er stadig søvnig.

-Ja, vi har vundet mange penge, Hans Theodor. Nu kan vi købe os en bil.

Mor er helt med:

-Og måske kan vi få både køleskab og et Arena fjernsyn!

Far ser hastigt på hende og så over til mig.

-Nu skal du høre, Hans Theodor.

Han kigger igen og igen på den lotteriseddel, han sidder med og siger nummeret, mens han atter engang læser annoncen i den tyske avis med de rigtige udtrukne numre. Hans højre pegefinger bevæger sig højere og højere op ad listen og ender på det næsthøjeste. Samtidig er hans venstre pegefinger som klistret til sedlens tal. Han læser alle numrene op med stadig højere stemme.

-Se, siger han. -Det er det samme tal.

Og jeg ser og nikker ivrigt og bliver glad på deres vegne. Måske kan det bringe fred og ro ind i huset. Jeg kan mærke, at glæden nu også rammer mig. Tænk, hvis de nu altid fremover vil være søde mod hinanden og mod mig. Tænk, hvis alt det andet var forbi. En varm bølge strømmer over mig, og jeg slår armene om skulderen på mor.

 

Far lægger forsigtigt lodsedlen ind i sin skrivebordsskuffe og gemmer nøglen meget sigende til mor under vasen på bordet. Så gør han et lille hop.

-Gå ud og leg lidt, Hans Theodor. Mor og jeg skal lige snakke lidt sammen.

Mor ser på ham. Det vil hun gerne. Så forsvinder de nok op i soveværelset. Når de skal snakke sammen på den måde, er det som regel der, det foregår.

-Af sted, siger han til hende og klapper hende bagi, så hun giver et lille hvin fra sig, mens jeg går udenfor i solen og finder min fodbold. Jeg går om på plænen og begynder at holde bolden i luften ved at sparke til den skiftevis med venstre og højre fod. Jeg tæller det antal gange, det lykkes og forsøger hele tiden at slå min egen rekord på 54. Jeg vil være lige så dygtig som John Hansen og Knud Lundberg, hvis bøger jeg har slidt i laser. Det gælder om at ramme bolden med vristen, som Knud Lundberg fortæller om, og kun lige så meget, at bolden hæver sig 10 centimeter op.

I dag vil det ikke rigtig lykkes mig, selv om jeg gør flere forsøg. Jeg driver lidt om og tænker, om de ikke snart er færdige med at snakke, så jeg kan få lidt morgenmad.

-Farvel, råber far og vinker. Nu skal han på arbejde og starter lidt efter knallerten og kører med sin lille taske, hvori mor har lagt madpakken og termokanden.

 

Jeg går ind og finder havregryn og mælk fra rummet i køkkengulvet. Mor nynner, mens hun vasker op. Når hun og far snakker sammen og ikke skændes, er der altid en lok hår foran, der vil ned i panden på hende. Også nu har hun røde kinder. Det har nok været en god snak.

-Mor, har I spillet flere gange med sådan en lodseddel?

-Ja, vi spiller i et nordtysk lotterifirma og har aldrig vundet før. Det er også derfor, det er så fantastisk.

Hun stryger mig over håret.

-Måske får vi nu råd til lidt nyt tøj til dig. Du trænger vist.

-Må jeg så holde Skipper Skræk og Anders And?

-Nu må vi se, hvad far siger.

Han er måske i godt humør, og så kan jeg pludselig læse to ugeblade hver uge. Nu har vi sjældent råd til bare at købe et. Jeg synes, det er dejligt at have vundet i lotteriet. Selv om det er tysk.

 

Bagefter løber jeg over i skoven på den anden side Klara. Herfra kan jeg overvåge dem og spionere og fortælle Super-Per, hvad jeg ser. Jeg øver mig i at være god til at lægge mærke til stort og småt på min vej, for man ved aldrig, hvornår man pludselig får brug for det. Hvis to biler støder sammen, vil politiet have meget brug for, at man kan fortælle dem præcis, hvordan det er foregået.

Der er ikke så mange biler herude, men så kan jeg jo holde øje med andre ting. Hvis en mærkelig mand dukker op, skal jeg være i stand til at indprente mig hans ansigt, tøj, måde at gå på, og hvad der ellers er af særlige kendetegn.

Amerikaneren, der bor længere ude i den noget større skov, har haft ildebrand to gange i sit hus, og hver gang siger de, at han selv har antændt den. Karen og mor snakker sammen på en særlig dæmpet måde, for her er der vigtige og mistænkelige sager. Hvis jeg ser ham komme med en dunk benzin, vil jeg kunne fortælle det til politiet. Så bliver jeg nok lidt af en helt.

-Er det dig, der har set en mand herude?

-Ja, jeg lagde mærke til ham, fordi jeg er spejder.

-Altså ikke medlem af spejderkopset. Bare sådan spejder.

-Du er godt nok en kvik lille fyr.

-Mnn. Han bar sorte bukser, en grøn trøje og havde træsko på fødderne. Benzindunken var sådan en sort én. Han var ret gammel og havde skægstubbe.

-Det var godt, min dreng. Her er to kroner i belønning.

Så kunne jeg styrte hen og købe 8 is, hvis jeg ville.

 

Jeg sniger mig rundt i skoven og ser mig tilbage. Mine fodspor kan næsten ikke anes i den bløde skovbund; man skal i hvert fald se godt efter for at vide, om grannålene er trådt mere ned lige der.

Jeg tager min bue ud af det hemmelige sted og spænder den. Den er meget stram, og jeg beslutter mig for lige at fyre tre pile af sted. Jeg sigter altid efter det samme punkt for at blive bedre. Helst vil jeg være så god, at Robin Hood kunne kalde mig for en af sine svende.

Pilene farer af sted hen mod den lille tue af græs og halm, som jeg har ordnet, og de to rammer den minsandten, mens den tredje farer forbi. Det tager lidt tid, inden jeg finder den igen.

 

 

Om aftenen snakker de, som om de begge er blevet døve af den lotteriseddel.

-De lo alle sammen og klappede mig på skulderen og ønskede os til lykke.

Fars stemme er en tand over det normale, mens han beskriver kollegernes reaktioner.

Hans kinder blusser anderledes, og man behøver ikke at kende ham for at vide, at han er glad i dag.

-Men jeg kunne godt se, at nogen af dem blev misundelige.

Mor ser hele tiden på ham. Det er vigtigt, at han ved, at vi lytter til ham.

Vi sidder i stuen, og far fortæller om dengang, tyskerne havde besat Danmark.

Det er næsten kun ham, der snakker. Mor sidder helt stille. Jeg sætter mig op til ham i lænestolen og putter mig ind til ham. Han gør plads til mig og lægger armen om min skulder.

-Vi stod omme bag bagerbutikken, da de kom kørende. Pelle var enormt nervøs, for det kunne være meget farligt dengang at blive grebet i at have et våben.

-Det var jo en dolk på den her længde, som vi fandt i et buskads.

Han holder hænderne langt fra hinanden. Hvis jeg fandt sådan en fyr, ville jeg tro, det var et sværd.

-Måske tabt af en tysk soldat.

-Pludselig holdt den forreste bil, og vi hørte smækken af en bildør.

Far laver en pause, så det bliver rigtigt spændende.

-Trampen af støvler…

Han hakker den ene fod i gulvet og laver lyden. Det er ligesom radioteater på den måde.

-Men så sagde de et eller andet på tysk, bildøren smækkede igen, og de kørte videre. Pyh ha, vi slap!

 

-Det er spændende, når du fortæller, far. Hvor gammel var du dengang?

-14-15 vil jeg tro. Ja, det var en meget spændende tid.

Han har stadig sin arm om min skulder.

Mor rejser sig og går ud og laver frikadeller.

 

De falder i god jord.

-De smager godt. Du er altså god til frikadeller, mener han.

Det er fint, når far kan lide maden. Så går det godt helt til sengetid, måske endda længere. Maden er hverken for varm eller kold, og sovsen skiller ikke, så det er helt perfekt.

 

 

Mandfolk (1 af 3)

 

Dragemand (2 af 3)

3 Nytårsløjer og langkål

 

Nytårsaften et fremmed sted er jeg dog ikke så meget for. Hjemme plejer jeg at få lov til at gå ud i byen lige efter aftensmad sammen med Karsten og de andre. Men her kender jeg næsten ingen.

Alligevel er det dejligt at være hos morfar. Det er, som om det derhjemme slet ikke eksisterer og er fra et helt andet liv. Noget, der ikke har med mig at gøre.

- Hans Theodor, jeg har spurgt, om du må gå sammen med Arne ovre fra herregården. Han vil godt, og du skal gå derom, lige så snart du er færdig med at spise.

 

Det var da helt i orden. Jeg kender Arne en lille smule fra i sommer, da jeg var på ferie hos morfar.

Vi badede nede fra stranden, og han lader til at være god nok, selv om han er et par år ældre end mig. Han snakkede alligevel bare til mig:

- Er du på sommerferie hos Peter?

- Ja, det er min morfar.

- Det ved jeg godt. Bliver du her hele ferien?

- Ja. Er vandet koldt?

- Nej, nej, det er skide varmt. Kom.

Vi løb ud i det iskolde vand fra sandstranden, selv om jeg har lidt vandskræk og ikke så godt kan svømme. Det kan Arne. Han hopper bagefter i fra badebroen, og det siger plump, når han rammer vandet. Jeg har gjort det en enkelt gang. Da sagde det plask, og vandet sprøjtede ud over andre, der blev sure. Men Arne glider bare ned i vandet som en torpedo. I en af de somme tider spændende timer spurgte vores historielærer, Rustent Søm, os, hvorfor en bombe så ud, som den gjorde. Han tegnede en fisk på tavlen.

- Sådan. Her er en torpedo. Nu ved I det. Så falder den kontrolleret.

En bombe skal falde kontrolleret, så man ved, hvor den havner. Derfor springer Arne som en torpedo.

 

Jeg skynder mig at blive færdig med torsken, og morfar nikker smilende til mig, da jeg rejser mig.

- Nu tror jeg, at jeg går om til Arne.

- Pas nu godt på, siger mor. Hun er blevet noget bekymret for mig.

- Skal du ikke have regntøj på?

Hendes ord når mig ikke helt, beslutter jeg. Arne skal ikke se mig i regntøj, det ser ikke godt ud.

 

 

Jeg går om til Arne med min hundeproppistol og 50 farlige skud. Det er næsten bedre end Fantomet. Der er 25 skud i hver æske, 5 rækker med 5 styks i hver. Når jeg letter låget, skal jeg skubbe den lyserøde tvist lidt til side og bare proppe pistolen ned over en af kuglerne, der er limet fast, og endelig ikke for langt ned, for så kan spidsen inde i pistolen prikke hul til krudtet, og så går pistolen af. Når den sådan er godt og vel trekvart inde, vrikker jeg forsigtigt pistolen, så kuglen går løs, og lidt papir følger somme tider med op. Hvis kuglen sidder lidt for langt ude, skal den lige forsigtigt lidt længere ind i løbet, og det sker bedst ved at trykke den ind i en husmur.

 

Ved indkørslen til Arnes forældres herregård er der et par store sten med nogle bogstaver og tal hugget ind. Det er forbogstaverne på Arnes forfædre helt tilbage i 1700-tallet.

Den lange indkørsel er skrumplet med gamle, høje træer og halvmure af store sten i begge sider. Hvis man kører i bil, kan man høre, når skruerne og møtrikkerne falder af, sådan ryster det hele. Dem, der bliver siddende, får deres at se til, når man når gårdspladsen.

For den er nemlig også brostensbelagt. Svinger man rundt, kan de sidste skruer falde af, og så sidder man der uden hjul.

Her stod der i gamle dage en træhest. Arnes far har fortalt mig om den. Hvis en karl havde forsømt sit arbejde eller stjålet træ i skoven eller var krybskytte, kunne herremanden sætte ham op på den. Hans hænder var bagbundet, og i begge ben fastgjorde man en tung genstand, en sten eller sådan noget. Så kunne han sidde der på en smal planke, der har gjort av. Det har nok gjort mere ondt end spanskrøret.

Træhesten blev da heldigvis forbudt for 200 år siden. Ellers ville der nok stå én i hvert klasseværelse i dag. Eller bare én i skolegården, det ville række. Der kunne Martin fint sidde. Eller Ole. KP ville aldrig komme til at sidde der.

 

- Hvad er det, jeg hører? Har du drillet HT? Så må du en tur på hesten.

Læreren ville slæbe Martin ud i skolegården og spænde ham fast på hesten og hænge en tung sten på hans fødder. Når jeg så fik frikvarter, ville jeg sætte mig på stenen, så den ordentligt trak nedad.

- Ha, nu driller du nok ikke mig mere, hvad?

 

 

Jeg lader spændt min pistol og sniger mig om på plænen og ser, at hele familien sidder derinde i stuen. Så løfter jeg min pistol og fyrer den af op i luften. Arnold har vist mig hvordan. Det ser ud, som om de bliver forskrækkede, for de farer op og kommer hen til vinduet. Jeg blev selv lidt forskrækket, for det lød ret højt. Imens løber jeg om i gården og ringer på.

- Nå, det er dig, Hans Theodor. Du kan tro, vi blev forskrækkede.

Det er også meningen. Det var noget af et knald.

Jeg ved godt, det bare er noget, hun siger, men bliver alligevel glad.

- Vi er lige blevet færdige med grønlangkålen, siger Arnes mor.

Ikke helt, for der sidder lidt endnu på hendes underlæbe.

Arne har ikke noget grønlangkål siddende, for det er ikke noget, han spiser.

- Tror du, jeg er en ko, siger han, da jeg spørger ham, om han også er færdig med grønlangkålen.

Men pølserne kan han godt lide. Skindet ligger tilbage på hans tallerken i kanten hele vejen rundt.

 

Efter lidt småsnak frem og tilbage går vi. Arne har en masse skyts med, det buler ud af hans lommer, og han bærer en fyldt pose; noget af det stammer fra Tyskland, hvor man kan få enorme kanonslag, som han siger, der stammer fra 2. verdenskrig.

Den tror jeg nu ikke rigtig på, men jeg føler på en af dem med ærefrygt. Tyske kanonslag! Hvis nogen har forstand på sådan noget, må det da være tyskerne.

Vi går først ind til købmanden på vej ned til Per, der også skal med. Arne sætter et af tyskerkanonerne fast i nærheden af deres stuevindue og tænder det.

- Købmanden er tysker, så han har rigtig godt af at få sin egen medicin.

- Hvad mener du?

- Ja, altså selv blive ramt af kanonslag, hvad ellers?

Så løber vi i dækning.

Der lyder et brag, som er så højt som hele 1. og 2. verdenskrig tilsammen.

- Hvad sagde jeg? griner Arne, mens vi begge forsøger at genvinde hørelsen ved at hule hænderne om ørerne og åbne og lukke dem.

Købmanden kommer nu ud i døren, bag ham hans kone og deres lyshårede datter.

- Godt nytår, brøler Arne og jeg gentager lidt lavere.

De giver os slik og appelsiner, og vi siger mange tak og går videre. Arne smider straks sin appelsin ind over hækken til deres have og koncentrerer sig om slikket.

- Hvis han er tysker, skulle vi så ikke være gået derind?

- Nej, vi andre må holde sammen. Men så du ikke datteren?

- Jo?

- Hun ser fanme godt ud.

- Mnnn.

- Nu skal vi ned til Gasence, siger han.

- Hvem er det?

- Det er en gammel, døv mand, der bor helt alene. Han har ikke toilet, kun et das i gården.

Nå. Det er ligesom hos Karsten. De har også et lille skur i gården.

Arne siger syssh, og vi sniger os nærmere. I grunden skulle det jo ikke være nødvendigt, hvis manden er døv. Pludselig tændes lys i entreen, og vi springer i skjul bag en busk.

En meget gammel mand kommer ud med en cigar i munden og en stok i hånden og stavrer ind i det lille hus, hvor han omhyggeligt lukker døren efter sig. Han har en lygte med, og lyset farer ud af sprækkerne i dasset.

- Hæ, hæ, griner Arne. - Nu skal han fanme få kanonprut.

Han tager en tyskerkanon frem. Jeg bliver lidt betænkelig.

- Er det ikke farligt, Arne?

- Jo, for fanden. Det er skide farligt. Men nu kan han jo ikke høre noget, vel?

Arne griner ad alting og er mægtig skæg at være sammen med. Men jeg bliver nervøs over det, der kan ske med den gamle. Jeg har lidt til overs for gamle mænd, mest morfar selvfølgelig. Gasence kunne også være morfar.

Inde fra dasset kommer der lyde.

- Er han morfar til nogen, spørger jeg Arne.

- Hvad? Hold nu kæft.

Arne sætter kanonslaget fast lige i døren og tænder det. Vi styrter af sted.

Da kanonen går af, kommer der et kæmpebrag, og flammer og eksplosionsild står ud alle steder omkring døren, som Gasence åbner præcis i samme øjeblik.

Gasence går bare ud midt i det hele med sin stok og sin tændte cigar i munden. Han stavrer snakkende med sig selv ind i sit hus igen, lukker døren efter sig og slukker lyset i gangen.

 

I mørket står vi først helt stumme.

- Han hørte det sgu ikke, siger Arne og kan ikke tro det. Han har lige spildt en hel tyskerkanon.

I dette øjeblik føler jeg med Arne og en sær vrede mod Gasence, der slet ikke blev bange. Han kunne i det mindste have hoppet af forskrækkelse eller noget i den retning.

- Her, siger han. Jeg vil have hævn.

Ud fra en lomme i sin frakke trækker han noget tyndt plastik. Inde i dasset sætter han det forsigtigt på kummekanten og lægger brættet ned igen.

- Sådan. Nu er der lukket. Det var egentlig til Jonas´ far længere nede ad gaden. Han er sgu så dum.

 

Nede hos Per bliver vi inviteret med indenfor, efter at vi har affyret skytset. Vi får nogle dejlige marcipankugler med chokolade, og før jeg når at få taget en, har Arne allerede proppet to styks i munden på en gang. Hans mund tygger og går pludselig lidt i stå. Så styrter han ud af døren og brækker sig ude i gården.

Imens griner Pers familie, så tårerne triller.

- Kan du ikke lide mel, Arne? Brøler de ud til ham. Jeg står med en af marcipankuglerne i hånden, og da jeg brækker den i stykker, ser jeg alt det mel, der er indeni. Der er ikke meget marcipan over den kugle.

Det er ikke så pænt af dem, men Arne kommer til sig selv, og vi får noget andet slik, de ikke har lavet med mel, og Arne skiller dem alle ad først og spiser så en hel del og bliver i godt humør igen.

Per skal med, og vi tre fortsætter ned ad gaden. Arne går tilbage:

- Lige et øjeblik.

Det varer lidt, inden han kommer. Per og jeg står lidt og venter.

- Nå, du skal holde nytår hos din morfar.

- Ja, det skal vi.

Så begynder vi langsomt at gå. Vender os om. Står lidt igen.

- Fik I kogt torsk?

- Ja. Hvad fik I?

- Også.

- Hos Arne får de altid grønlangkål, fordi Arne godt kan lide kålpølserne.

- Ja, det så jeg godt.

Arne vender tilbage og er meget fornøjet. Vi kan ikke få at vide, hvad han har lavet, og vi skynder os videre. Per har også nogle gevaldige kanonslag med, og min hundeproppistol, som jeg egentlig var så glad for, er bare en lille bitte barnlig hønsekineser.

Vi arbejder meget resten af tiden med at hejse barnevogne op i flagstænger, binde håndtag til med snore, spænde snore ud over stier og hælde vand i de støvler, der står i entreen.

 

Da vi et par timer senere går hjemad, passerer vi Gasence. Netop der går døren op, og den gamle mand kommer ud igen og bevæger sig ind på dasset med sin lygte.

- Så, for fanden. Han har sgu nok tynd mave. Lort i plastik.

Vi står bomstille og lytter. Han stønner noget derinde.

- Ahhh, lyder det.

Så følger en ordentlig prut. Vi prøver at lade være med at grine, men det er svært. Vi sprutter af fnis og kan næsten ikke holde det tilbage. Det er også lige meget, han kan ikke høre noget alligevel.

Der kommer et støn og en prut mere. Arne eksploderer i et grin, jeg følger efter. Vi stikker af.

Henne om hjørnet kigger vi os tilbage. Døren går op, og Gasence kommer ud, bandende og strygende sig ned ad bukserne.

Fornøjede går vi hjem til Arne, inden jeg skal hjem til morfar.

 

Arne fortæller om alt det, vi har lavet hele aftenen igennem, og hans far og mor ler ad alt, hvad han siger, næsten som små børn. Der er meget, der er omvendt hos Arne.

- Åh ja, Gasence. Han er noget for sig selv.

Han var i hvert fald ikke meget for os. Ingen slik der. Men vi gik jo heller ikke hen til ham og sagde godt nytår. Jeg er ikke vred på ham længere og forstår næsten ikke, hvorfor jeg blev det.

- Pers mor havde lavet snydeslik med mel i.

- Ja, ha, ha, blev I så snydt?

- Ikke rigtigt, siger Arne.

Arne bliver aldrig rød i hovedet, heller ikke når han lyver.

- Men jeg fik min hævn.

- Nåå, hvad gjorde du?

- Jeg samlede en kolort op inde fra deres stald og pakkede den ind i det plastik, jeg har med, bankede den godt flad og lagde den ind under sædet i deres bil. Det varer længe, inden de finder ud af, hvor lugten kommer fra.

- Ha, ha, Arne, den var god!

Hans forældre griner rigtigt højt.

 

 

Slået hjem (3 af 3)

1

 

- HT! Kom nu ned!

Eva er lige ved at græde.

Jeg er kravlet op på den allerhøjeste bjælke i laden. Det var ikke let. Først op på skråstagerne fra den kalkede væg og siden længere op. Et søm i væggen gjorde, at jeg kunne få fat der og så videre op til de tværgående spær, der fylder hele loftsrummet, men ikke er øverst. Herfra var det ingen sag at klatre helt op på de øverste. Der er langt ned. Cementgulvet er mindst 10 meter nedenunder.

Eva står i midten dernede sammen med Sigfred og Elna. Herfra ligner de tegneseriefigurer.

 

Jeg ved, man skal lade være med at kigge ned. Gulvet suger en til sig, og man må slippe og lade sig falde. Det tager højst et sekund at falde 10 meter, nok til at råbe: farvel. Eller: jeg vil ikke. Eller: Eva skat.

- Vi ved godt, at det er frygteligt for dig, HT. Men vi har jo sagt, at du må besøge os så tit, du vil.

Jeg kan se Sigfreds ansigt lyse opad, mens han siger det. Alle ansigter vender herop.

Det vil være næsten umuligt for dem at nå mig. Ingen af dem kan klatre herop. Og hvad ville de så gøre, selv hvis de kom op?

 

Både Sigfred og Elna prøver at overtale mig.

- Søde, lille Hans Theodor. Kom nu ned til os. Du kan jo ikke sidde der, det er alt for farligt.

Elna græd lige før. Hendes stemme knækker over.

- Arnold og din mor kommer lige straks og henter dig. Det har vi jo aftalt for længst.

Solen varmer dejligt heroppe lige under taget.

Men de kan ikke nå mig.

 

Jeg kan høre en bil komme op ad indkørslen til gården. Det må være dem. Den standser ude i gården, og en dør smækker. Én dør. Det må være Arnold. Så er mor ikke med. Måske sidder hun bare og venter.

Sigfred går hen til porten og vinker ham ind.

- Kom nu ned, HT, kalder Eva.

Hvis jeg falder ned herfra, bliver jeg smadret mod cementgulvet. Går det så hurtigt med at dø, at man intet mærker? Eller når man at mærke, at det gør ondt, når man klasker hovedet ned i det hårde gulv? Jeg ville nok lande på hovedet. Så er det overstået. Som at springe ud fra tre-meteren. I vandet siger det plop.

 

 

- Ja, Hans Theodor, min lille dreng, kom nu ned.

Det er Elna, der kalder igen.

- Jeg må jo ikke længere være ”din lille dreng”. Det har I jo sørget for, støder jeg tilbage ned til hende.

- Det kan vi jo ikke bestemme. Din mor synes altså, at du skal hjem til hende og bo. Du gør det ikke nemmere på denne måde.

- Nej, fortsætter Sigfred. Men hun er jo din mor, og det er hende, der bestemmer.

- Min mor!

Min stemme gjalder det ud i laden.

- Min mor! Min mor! Min mor!

Jeg råber det så højt, jeg kan. Jeg bliver ved med at skrige det.

Så holder jeg en pause. Det gør lidt ondt i halsen.

- Nu er jeg her, HT. Mor venter derhjemme på dig og har glædet sig sådan.

Det er Arnolds stemme. Han står ved siden af Sigfred. Nu er der fire tegneserieansigter, der vender op mod mig.

- Vi må gøre noget, hører jeg Elna sige. Hendes stemme er ny eller anderledes.

- Har I et tæppe, spørger Arnold. Så kunne vi i det mindste forsøge at fange ham, hvis han skulle miste balancen og falde.

- Ja, jeg henter, siger Elna og skynder sig ud af døren dernede.

Jeg samler mig sammen og kommer op at sidde igen. Sveden drypper ned i mine øjne.

 

Elna kommer tilbage med et stort tæppe, og Sigfred og Arnold tager hver sin side af det og holder det under mig.

Langsomt kravler jeg tilbage, mens jeg prøver at holde balancen på bjælken over mod den anden væg. Nedenunder følger tæppet mig. Ligesom et dukketeater. Jeg styrer dem dernede med usynlige snore.

Når over til væggen og vender mig, og i samme nu skrider min fod, og jeg når lige at gribe med begge hænder om bjælken, inden jeg ville miste balancen og styrte ned. Der lyder gisp dernedefra og et enkelt åh.

Jeg vakler lidt, mens jeg vrider mig op igen. Den ene hånd er rød indeni. Det må være den, jeg brugte til at gribe mest med for ikke at styrte ned.

 

- Hans Theodor, du er min dreng og vil altid være det, græder Elna.

 

- Kom nu ned, min skat, lyder det meget lavt fra Eva.

Men jeg hørte det godt.

Jeg rejser mig op, og der kommer lyde dernede fra. Balancerer tilbage igen mod den modsatte væg. Herfra rækker jeg med min højre fod ned ad væggen for at finde det sted, hvorfra jeg klatrede op.

De er helt stille, dernede. Men tæppet følger med.

 

Da jeg lidt senere tager det sidste spring ned på gulvet, omfavner Elna mig og klemmer sig så hårdt ind til sig, at jeg næsten ikke kan få luft. Hun siger mærkelige lyde og er helt våd på kinden, som hun bliver ved med at holde tæt ind til mit ansigt. Sigfred klapper mig på skulderen, og vi går alle ind i huset.

- Det var godt, du klatrede ned, hvisker Elna. Det er besværligt at gå sådan tæt sammen med hende. Inde i køkkenet slipper hun mig, og Eva tager over. Hun er også våd i øjnene og omfavner mig.

 

- Der har da ellers ikke været noget, vel? siger Arnold til Sigfred, der ryster på hovedet.

- Nej, det kommer lidt bag på os. Godt nok vidste vi, at HT ikke er meget for det her, men ikke, at det ville tage så hårdt på ham.

- Hvorfor er mor ikke med? spørger jeg.

- Hun har kage og chokolade parat til dig derhjemme, og så mangler vi lige de sidste ting til dit værelse. Det ville hun sørge for.

 

Jeg sidder i sofaen helt tæt mellem Eva og Elna. De slås om at holde om mig, og de har fået hver sin arm. Eva fletter fingre med mig og snøfter hele tiden. Vi har fået en sodavand og de voksne en øl.

 

- Nå, vi må af sted, siger Arnold og ser på sit armbåndsur.

 

 

Pink Floyd i Fryseren

1. Mandag 20. November, morgen

 

Tom sad alene i personalestuen på hotellet og indtog morgenmaden. Et par gæster, formentlig turister og i hvert fald ikke handelsrejsende, pakkede deres biler. Weekenden havde igen været en sløv omgang, og hans 3 måneder på hotellet som natportier havde lært ham, at ingen gæster var lig med ingen penge. Det statelige gamle hotel kørte rigtig skidt for at sige det mildt. Det var da også grunden til, at han først fra nytår, hvis det gik bedre, kunne få den ønskede læreplads som tjener eller kok. Tom ville gerne være hoteldirektør. Intet mindre. Han havde sat sig for at vise faderen, at han kunne meget mere, end han troede. Han gad bare ikke være autoforhandler som ham.

Næh, hoteldirektør. Det stod for ham som det bedste af alt. Selvfølgelig kunne han ikke blive direktør på et år, men bare han var på vej. Han havde så godt som sikkert allerede vundet det væddemål, som han tidligere på året havde indgået med faderen.

Med en blanding af stolthed og lidt trods (jeg skal fanme vise dem) og sårethed (de tror måske ikke på mig) havde han fundet jobbet her og yttet til Brundlev. Hotelverdenen lød spændende, selv om den var totalt fremmed for ham. Hoteldirektør Tom Poulsen. Det lød bare skide godt. Hovedsigtet var at klare sig selv, og foreløbig var han godt på vej.

At hans gamle amme Margit arbejdede på samme hotel, havde været den største overraskelse indtil nu. Straks hamrede hjertet af sted, for nu opstod en ny chance. Måske.

Fynbokokken stak hovedet ind:

- Nå, ny ́er du morgenmaden? Åh, je le ́er etter de der ærter. Je ve ́, Niels har lagt dem på frys, men de er altså ikke i det nye. Så må je jo prøve det gamle!

Han forsvandt i sin for ham så karakteristiske gangart, hvor hele kroppen bevægede sig undtaget hovedet, der ligesom en kompasnål holdt sig snorlige mod nord på sin halsstang.

- Du går sjovt, kok.
- Hvordan?
- Dit hoved bevæger sig ikke.
Tom sjoskede ud i køkkenet, inden han skulle hjem til sin lille

førstesalslejlighed og sove ud som normalt efter nattevagten. Han snusede lidt rundt for at nde noget ost, mens han losoferede over, hvor mange ærter der mon var i en et-kilos-pose.

Pludselig råbte kokken helt usædvanligt højt med stemmen næsten i falset, så Tom k et chok:

- For fan ́en! Hallo? Tom?

Og kom løbende hen mod ham. Løbende? Tom havde aldrig set den sindige fynbo løbe før. Han var helt ude af den, mens han gestikulerede og fægtede med armene. Tom nåede at opfange, at hovedet stadig ikke bevægede sig. Farven havde ændret sig fra det sædvanligt kinesergule til det nærmest rødlige.

- Hold kæft, der ligger en mand, en dø ́ mand i fryseren, og han er bundet...

Tom stirrede vantro på ham. Hørte han rigtigt? Var kokken fuld? - Han er dø ́, siger je jo.
- Er du sikker?
Tom vendte sig sporenstregs om og skyndte sig efter ham ned til

det gamle fryserum, der efter byggeriet af det nye kun blev brugt til langtidsholdbare frostvarer og rummede grønsager og den slags.

Den tunge og massive dør stod stadig åben, og den var god nok. Inde bagerst lå en mand bagbundet.
- Han har hundehalsbånd på. Har du set det? Kraftedme

bagbundet for satan.
Han var godt iset til, så han havde ligget der i en hel del timer. Han

lå helt inde i det hjørne, der var længst væk fra køkkenet og nærmest gården.

- Kan du se, hvem det er? Det er kraftstejlme borgmesteren, du. Brundlevs borgmester. Nu bliver der kraftstejlme ballade.

Caj Clerksen, medlem af Folkepartiet og dermed medejer af hotellet.

Tom blev stående med en masse tanker myldrende rundt i hovedet, mens kokken allerede var i gang med alarmcentralen på sin mobil.

- Han er helt hvid af frost. Skide uhyggeligt.
Tom gloede på liget.
- Gå ud og luk porten op, men ́ske! fægtede kokken med

telefonen for øret.
Tom gik straks ud og åbnede porten, så ambulance og politibiler

kunne køre ind i gården.

Han havde aldrig før set en død mand og slet ikke en frossen død mand. På en måde lidt ligesom en frossen kylling bare med tøj på. Og altså hundehalsbånd. Hvorfor nu det? Det var lige før, han var mere optaget af det halsbånd end af liget.

 

Vi sidder pænt ved bordene, der er stillet op til gruppearbejde. Vi ser artige ud. Når der er forældremøde, gælder det om at opføre sig pænt. Selv Møf ser sådan ud.

Døren går op, og et par damer kommer ind. Sådan helt almindelige mødre. Jeg tror, den ene er Meks mor.

Efter dem kommer en fin dame med pels og højhælede sko.

Hun står et øjeblik i døråbningen. Der bliver helt stille.

- Hej mor, siger Mathilde og vinker.

 

Damen smiler og vinker tilbage. Hun klaprer på gulvet ka-klank ka-klank og sætter sig hen til sin datter. Vi er nogle stykker, der har drejet hovedet den vej.

Hun slår pelsen til side. Den røde bluse, der er besat med noget glimmer og en nederdel, er ret stram. Benene sætter hun sådan parallelt og på skrå inde under stolen. Det ser pænt ud, og hænderne lægger hun i skødet. Om halsen hænger en hvid perlekæde. Foran sidder et skinnende smykke. Jeg tænker på, at hun nok aldrig gør en forkert bevægelse. Hun sidder som en skuespillerinde.

 

Hun gik lige forbi Møf, der nu sidder sjovt og snuser.

- Hold kæft. Kunne du lugte det? Hendes parfume, hvisker han og smiler.

 

Jeg nikker. Klassen lugter ellers af sokker, ubestemmelige madpakker og sure opstød. Lige nu er den omdannet til frisørsalon. Med alt i hårvand og duftevand og vellugtende cremer til ansigt og hænder. Bare fordi Mathildes mor kom.

Mek smiler også:

- Sådan skulle det eddermame lugte hver dag!

 

Døren går igen op, og mor kommer ind. Hendes frakke er knappet skævt. Hun er ved at vælte en stol, der ellers stod et godt stykke fra døren.

- Hov, sa, for helv …

 

Jeg holder vejret.

- God dag, kommer det fra hende. Hun kigger rundt og får øje på mig og kommer herover.

 

Jeg bliver rød i hovedet og knuger mit penalhus. En blyant knækker.

- Er det din mor, spørger Møf, selv om han udmærket ved det.

 

Jeg svarer ikke, men lader, som om jeg skal finde noget nede i min taske.

Nu håber jeg bare, at der er helt stille ved vores bord.

 

- Så kommer der vist ikke flere …

 

Susanne og Miriam byder velkommen og fortæller. Vi har mange muligheder for at komme videre i systemet. Susanne smiler: Jo bedre karakterer vi får herfra, jo bedre vil vi klare os senere.

Mens hun snakker, lyder der af og til en rømmen fra mor. Jeg kender den rømmen kun alt for godt.

- Så det gælder om at hænge i, afslutter hun.

- Det gør Ludvig altså også, siger mor. - Han hjælper osse de andre.

 

Mor, for fanden. For fanden. For fanden. Nu griner hun dumt. Der er helt og fuldkomment stille i klassen. Jeg ser bare ned i bordpladen og er kokrød i ansigtet.

- Nå, det vidste - aschhh - I ikke, jeg jeg sysses ikke, I siger noget?

- Vi mener, det er godt, når man hjælper hinanden, siger Miriam.

 

Mor fortsætter. Nej, nej.

- Åh, jeg skal vist …

 

Hun rejser sig op, står og svajer en anelse. Alles øjne er på hende. Hun vakler noget usikkert op mod døren. Hun får fat i dørhåndtaget og vil presse døren udad. Den skal for fanden denne vej, indad. Det går op for hende, og hun er lige ved at få den i hovedet. Endelig lykkes det hende at komme ud, men - efterlader døren på vid gab.

 

Åh, snak nu, Susanne. Sig noget. Mads rejser sig og smækker døren i. Vi sidder i det lydtætte rum. Ingen siger noget.

 

Der kommer dog gang i snakken igen, men ingen siger noget til mig. Ingen ser på mig. Jeg er blevet usynlig.

Der er en underlig stemning. Jeg kan mærke det.

 

Da jeg kommer hjem lidt senere, sover hun. Hun snorker. Jeg knytter hånden og går ind til mig selv. Det varer længe, inden jeg sover.

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelser og omtale af "Danutas Hævn"

 

Søren W:

 

Danutas Hævn begynder med en flugtscene. En tysk familie er på flugt fra de fremrykkende russiske tropper, i de sidste måneder af 2. Verdenskrig. Flugten foregår om vinteren, og de flygtende udmattes af kulde, og af strabadserne på landevejen. Vi følger flugten, set gennem hovedpersonen Danutas øjne. Hun er 11 år, og hun kender ikke sin polske far. Hun følges med sin mor, og hendes nærmeste familie.

Fortællingen om den lille families flugt, og beskrivelsen af den udmattende og farefulde rejse, gjorde et stort indtryk på denne læser. Måske fordi det hele er meget realistisk beskrevet: den grusomme og meningsløse slutfase af 2. Verdenskrig, og de civile flygtninges barske skæbne.

Danuta kommer til Danmark i foråret 1945, og hun bliver anbragt i en lejr, sammen med sin familie, og mange andre tyske flygtninge. Senere i bogen, følger vi Danutas opvækst og ungdom i Tyskland. Da Danuta er blevet voksen, og uddannet som skolelærer, rejser hun tilbage til Danmark.

Bogen er skrevet i et godt sprog, med tydelige billeder, og interessante scener. Bogens styrke, er især fremstillingen af den unge kvindes plagede og urolige sind, på baggrund af hendes dybt traumatiserende oplevelser, under krigen.

Jeg havde svært ved at genrebestemme bogen. Romanen indeholder både: historiske fakta, tidsbilleder fra Danmark i 1960’erne, et psykologisk portræt, uhygge, spænding, drama, realisme, kærlighed, og et krimi-plot.

Jeg vil gerne anbefale bogen til andre læsere, på grund af den gode, og meget realistiske, beskrivelse af de tyske flygtninges skæbne under 2. Verdenskrig, og det interessante psykologiske portræt af den martrede kvinde Danuta. Bogens plot er godt lavet.

 

 

Helga (dansksindet sydslesviger):

Bogen fanger mig med det samme, da jeg kunne genkende historien. Den ligner meget det, som min mor gang på gang har fortalt om hendes flugt fra Stolp i Pommern. Jeg bliver i romanens forløb nærmest chokeret over, at hævnen kunne fylde så meget i Danutas liv. Dette til trods al forståelse for hendes skæbne. Men hævn er i mine øjne ikke andet end det, der var sket Danutas familie.

 

Jeg blev meget chokeret over at læse, at læger i Danmark handlede imod deres egen hippokratiske ed. Det gik ud over børn, unge og deres mødre, som intet havde med krigen at gøre. Både Danutas skæbne og lægernes handling har beskæftiget mig meget.

 

Det viser bare, hvad en krig kan gøre ved mennesker og der var Danmark nok ikke bedere end resten af verdenen. Derfor er det vigtigt, at historien bliver fortalt uden at placere skyld ved den ene eller den anden. Kun når man kender til historien, kan man være med til at præge fremtiden.

 

Du fik fortalt handlingen og det historiske forløb på en god og spændende måde. Det gjorde hele romanen til en bog med rigtig meget indhold til eftertanke.

 

"... Jeg læste Danutas hævn færdig i går aftes. Det er meget længe siden, jeg har læst en bog på kun to aftener ..."

ME, lærer

"... Psykologisk spændingsroman om en følelsesmæssigt skadet kvinde. Generelt er bogen lettilgængelig med mange korte kapitler og tydelig typografi, men plottet står ikke helt skarpt i sidste halvdel ..."

CC, bibliotekslektør

Anm.: For en gangs skyld må der indskydes en kommentar. Det er netop meningen, at plottet skal stå uskarpt. Så CC har desværre ikke helt fanget ideen.

"... bogen er spændende og svær at lægge fra sig ... folkehad der vokser frem af begivenheder udenfor det enkelte individs indflydelse, men som rammer hårdt mod uskyldige mennesker. En klar parallel til de problemer vi står midt i idag, tænker jeg ..."

ES, professor

"... Den en vældig spændende, meget mere end man kan forstå ud fra handlings-referatet og hen mod slutningen også rørende. Hun er spaltet, men heles. Jeg skulle til julefrokost midt i bogen og var lige på nippet til at melde afbud, for jeg skulle lige læse mere. Alt sammen i et smukt, klassisk sprog, der bærer indholdet uden at gøre sig bemærket ..."

JO, cand. phil.

Fra Thisted Dagblad, Villy Dall:

"... Lad os straks slå fast, at den ikke er for børn ..."

"... romanen diskuterer kollektiv skyld over for personligt ansvar, og da Danuta for første gang i sit liv bliver forelsket, kommer tvivlen (om hævn) også frem. Eller gør den? ..."

"... Er lige blevet færdig med at læse, kunne ikke lægge den fra mig, da jeg først fik begyndt.

Forfatteren gør det utrolig godt. Det fremgår klart, at Danuta er mærket af de rædselsfulde oplevelser i sin tidlige pubertet, men selv i hendes sorteste vanvidsøjeblikke, mister hun aldrig sin feminine side. Afsnittene hvor hun bevidst spiller på sin sensuelle udstråling, klares også med bravour. Hendes følelsesmæssige handicap og hævnlyst tager heller ikke den kvindelige side fra hende.

Jeg var nærmest grædefærdig og helt grå indeni, da jeg havde læst den sidste side i bogen ..."

B S-J, Lærer

 

Bagsidetekst:

I besættelsens sidste tid i foråret 1945 stiger danskernes had mod tyskerne, og situationen spidser til med sabotage, henrettelser af frihedskæmpere og schalburgtage og clearingmord og et tilfældigt drab på fire læger i Odense. Den danske Lægeforening føler sig forståeligt nok ikke ansvarlig for behandlingen af de tusindvis af tyske flygtninge, der strømmer til landet.

 

I en flygtningelejr befinder sig den 11-årige Danuta, hvis lillebror og mor nægtes lægehjælp og dør. I de følgende år vokser hadet i hende mod den pågældende læge, så hun træffer en afgørende beslutning.

 

Danuta vil have hævn.

Hun udarbejder en plan. Lægen skal lide lige så meget. Og på samme måde.

Nemlig ved at miste dem, han holder af. Her 22 år efter.

 

Vi flygter fra russerne til Danmark.

Februar 1945

 

Jeg fryser. Selv om jeg har masser af tøj på og en hue om hovedet og luffer på hænderne, fryser jeg. Jeg holder min mor i hånden, mens vi trasker af sted på vejen, der er fuld af is og sne.

Vi går bagerst i en lang flok af mennesker.

Jeg vender mig om mod Oma og Opa, der også går med hinanden i hånden. Vanterne er tykke og stive af frosten og ligner en stor tøjklump. Mine bedsteforældre har altid været gamle, men nu virker de ekstra gamle og går også langsomt. De har besvær med at følge med.

Opa standser og bøjer det ene ben. Der er et hul i den ene træsko. Jeg kan se den røde hud indenunder. Han ryster på hovedet.

 

Pludselig hører vi i det fjerne lyden af flyvemaskiner.

- Pas på, flyvere…

- Ned i grøften. Hurtigt.

Vi skynder os ned i grøften bag et vejtræ, og Opa hiver mor og min lillebror med sig.

- Dæk jer. Pas på.

Vi skriger alle sammen, mens larmen fra flyvemaskinen kommer nærmere og nærmere. Jeg holder mig for ørerne og lukker øjnene. Så er det, som om jeg slet ikke er her.

Jeg kan alligevel høre det der ra-ta-ta fra maskingeværet deroppefra. Vi kender det. Mor siger, at russerne skyder på alt, der bevæger sig. Derfor ligger vi helt stille.

Støjen fra flyet forsvinder, og vi rejser os og kæmper med at komme tilbage til vejen op af den sneglatte grøft.

 

Oma ligger stadig på maven halvvejs nede i grøften.

- Han er væk igen, Gretchen. Du kan godt rejse dig.

Opa rører hende let på skulderen. Men Oma rejser sig ikke.

Opa kaster sig ned over hende og vender hende og ser blodplet-ten.

- Neeeej, skriger han.

 

Jeg bliver bange, når Opa skriger sådan. Det plejer han ikke. De andre i kolonnen går bare langsomt videre igen.

Vi står tilbage og lægger ikke mærke til kulden, sneen og den hårde blæst.

- Gretchen, græder Opa. Mor græder også og tørrer øjnene hele tiden, mens de bliver ved med at røre Oma.

- Nu har jeg ikke mere at leve for, hulker Opa.

- Du har stadig os, hvisker mor.

Jeg stiller mig helt tæt ind til mor og holder om hende.

Opa tager begge hænder op for ansigtet og bøjer sig forover.

- Åh, min elskede, det her er blot et mareridt. Om lidt vågner jeg sikkert.

 

Opa hulker nu højt, hvad jeg aldrig har hørt eller set ham gøre før, og jeg begynder at græde. Jeg forstår, at Oma er død. Hun ligger og stirrer på os, men ser ingenting.

Opa lukker hendes øjne og ser sig om.

Mine tårer vælter frem. Skal jeg virkelig aldrig mere se og høre Oma? Hun var så god at snakke med, og jeg tænker slet ikke på de gange, hvor hun har skældt mig ud for at gå i jordbærrene eller drille hønsene.

Jeg synker sammen i grøftekanten og stryger Omas hår. Jeg har set døde før, for på vores lange vej har der tit ligget nogen i vejkanten, der var døde. Måske frosset ihjel. Det mente mor i hvert fald.

Men her ligger Oma og siger ingenting, ser ingenting, hører ingenting og skal aldrig mere sige noget til os, til mig. Det er noget helt andet, og jeg græder meget højt nu.

Mor trækker mig op til sig og siger:

- Sååå, såå.

Hun slipper mig og bøjer sig ned og tager fat i Omas ene arm.

- Skal vi? spørger hun Opa og nikker ned mod grøften. Hun begynder at trække min døde Oma ned i grøften, og jeg forstår det ikke helt.

- Neeejj, neej, råber jeg, mens jeg springer op og holder fast i mors ærme. - Det må I ikke.

 

Opa tager sin gamle, rynkede hånd op til min kind og ser på mig:

- Jo, lille Danuta, vi bliver nødt til at begrave hende.

Jeg forstår det ikke, men når Opa siger sådan, passer det.

 

Han og mor skraber den smule løs jord, de kan finde under sneen over Oma. Jeg bliver ved med at græde, for det er forkert at smide jord på hende. Selv over hendes ansigt selv om der lagt et lommetørklæde over.

Som om hun slet ikke ...

 

Mor og Opa står og kigger, da Oma er dækket helt til.

 

- Gå I tre bare, græder han igen. - Det er lige meget med mig. Jeg er kun en gammel mand, der skulle have været død for længe siden. Jeg har ikke mere noget at leve for.

- Nej, Opa. Jeg vil aldrig forlade min papa. Vi har brug for dig, papa.

Mor er lige ved at græde også, kan jeg se, og jeg tager Opa i hånden.

- Du skal med, Opa. Kom nu!

Han står længe, men til sidst børster han jord og sne af sig.

- Lad os gå, siger han og stryger bagsiden af hånden over ansigtet.

 

 

Kolonnen med alle de andre fra landsbyen er så langt foran, at vi ikke kan se den længere. Jeg holder stadig Opa i hånden og knuger den, så hårdt jeg kan. Jeg tror ikke, han lægger mærke til det. Jeg har så mange spørgsmål, men tør ikke stille dem. Ikke endnu. Hvor er Oma nu? Selv om jeg synes, at jeg lige har set hende dø, ved jeg ikke meget om det.

Hvad er det at være død, Opa, jeg kan alligevel ikke forstå det? Savner du hende ikke forfærdeligt?

Jeg er klar over, at jeg aldrig mere skal se Oma. Aldrig mere.

 

 

 

 

Bagsidetekst:

Den 74-årige Peter Christian har lige mistet sin kone i en færdselsulykke og har ikke lyst til at leve mere.

Han siger passivt og opgivende pænt ja tak til at tage med på småture og til gadefest og almindelig chikane mod en nyetableret efterskole i gaden, men indser, at det ikke afhjælper sorgen og ensomheden.

Han bliver nødt til at være mere aktiv, mens det langsomt går op for ham, at der er et eller andet uldent ved den ulykke.

Hans kamp for at genvinde en normal og fri tilværelse falder parallelt sammen med sammenbruddet i DDR og murens fald.

 

Fra Bogvaegten.dk, Birte Strandby:

"... I roligt tempo får PC afsløret, hvem der sad bag rattet i ulykkesbilen, og hvem der forårsagede ulykken. Stilen i romanen er stilfærdig og jævnligt ledsaget af komik: Da de gamle herrer på Fælleslykkevej skal til fest på efterskolen, er de meget bekymrede over tilstedeværelsen af et par lærere, der er homoseksuelle. Det er derfor skuffende, at de to lærere kun danser med kvinderne, og der bliver hverken brug for vold eller den peberspray, der skulle have været i anvendelse, om en af lærerne havde budt PC eller hans nabo op til dans. ..."

 

HS, læser:

"... Det blev lysende klart hvorfor bogens titel ”skabet” er skrevet med lille ”s”.

Historien er god og har et budskab til eftertænksomhed til min generation, men også til den yngre.

Der er mange parcelhuskvarterer rundt i landet, der vil nikke genkendende til historien om ”fællesskab”,

holdninger, fordomme etc.

Jeg læste bogen med en følelse af ”hvad sker der nu”! Jeg blev holdt fast som læser.

Hvordan mon afsluttes Peter Christians sorg? ..."

 

HWO, bibliotekar:

"... ændringen fra en sjoskende, småforvirret, lidt naiv mand, som helst holder mund, til en mand der TØR være og tro på sig selv. Hans sorg og usikkerhed og ikke mindst selvforståelse får en helt anden glød i de nære møder med andre mennesker. Forholdet til Laila K styrker ham, han er omsorgsfuld over for unge Jonas og sine børnebørn og han tør sige fra over for de andre ved det sidste møde i vejforeningen. Og jo, der er klart et par dråber Hans Theodor i ham, med oprørstrangen og det retfærdighedssøgende lurende bag det stille, undselige væsen. En antihelt på godt og ondt, og sådan en kan danskerne godt li’. ..."

 

JB, læser:

"... Jeg er ikke meget for bøger med alvidende fortæller. Men jeg synes det virker fint her. Og jeg synes, forfatteren giver os et fint indblik i PC og i hykleriet omkring ham. Efterskoletingene fungerer fint, og LK er rigtig interessant at læse om. Der er meget mere godt i bogen, fx. udviklingen mellem PC og Jonas; den virker troværdig og viser, hvordan der kan ske en ændring af fordomme. Der er en tristhed over bogen, men den får forfatteren ændret til, at der også er en vej ud af tristheden ved at tage kampen op.

Og jeg morede mig meget over frontlæsseren/rendegraveren og de 925 kroner uden kvittering.

 

Det er en god bog ..." " ... "

 

"Finn Wilkens er utrolig god til at finde på plots, man ikke kan lægge fra sig, og de væves sammen, så man hele tiden bliver fastholdt. Det overordnede plot om færdselsulykken går langsomt op for en, og det er super godt udtænkt. Og analogien mellem frigørelsen i DDR og PCs frigørelse, er fin. Muren falder, også for LK.

" ... "

"... Forfatteren er en mester i plots. ..."

 

Lektørudtalelse, uddrag:

"... Generelt er bogen velskrevet og tankevækkende. Mange kapitler og god typografi. Fin og bittersød fortælling om alderdommen og om at søge lykken, før det er for sent ..."

 

IR:

"... Fik læst 56 sider af "skabet" på vej hjem i bussen. Indtil nu er det det bedste, jeg har læst af Finn Wilkens ..."

"... Jamen så er bogen slugt.

Og ca. 20 sider før slutningen sad jeg som på nåle. ”Hvordan vil irreligiøse Finn Wilkens rede sig ud af det her, happy ending, forsoning, eller?”

Og det blev da gjort elegant, lys i tunnelen, møde med dem der gik forud osv. Jo det kan bogen godt bære.

Og forfatteren er behagelig neddæmpet, mestrer mere antydningens kunst, end han plejer.

Måske er han bare god til at beskrive en ældre mands følelser, og så sad jeg tit og småsmilede, når jeg opdager efterskoledrengene, det med tyskerhadet, homofobien og krammekulturen og så er der mad i bogen. Jamen, jeg synes som sagt, den bog hænger sammen fra ende til anden. Jeg blev bare nødt til at lade støvsugeren stå, til den var læst færdig. Der bygges en spænding op på flere fronter, og de udløses også, det er en rigtig dejlig læseoplevelse.

Der er så mange gode dialoger, vendinger som morer, og der siver livsklogskab ud af siderne.

Jeg synes det med at banke søm i konens kjole er et genialt påfund.

Og så har forfatteren meget dejligt ladet parrene have navne, som gør, at man husker, hvem der er gift med hvem ..."

 

 

Læseprøve:

 

1

- Du tror, det hele drejer sig om dig, hvad?

Hendes stemmer skærer gennem stuen. Peter Christian er rød i hovedet og står med hænderne i siden:

- Mens du er englen i vort ægteskab, ikke sandt?

- Det kan ikke passe, at jeg dag efter dag skal lave mad, gøre rent, holde hus og hjem, mens du bare skal spille fandango og ligge på sofaen med den øl, du forventer, jeg henter til dig, eller besøge dine venner.

Det sidste bliver hvæset ud med fordrejet stemme, og hendes øjne er smalle og læberne sammenpressede.

- Vi har altid levet sådan, at jeg arbejdede og skaffede føden, mens du gik herhjemme og passede det.

 

Der er ikke noget med at kalde hende mormor, når de skændes, hvilket de har gjort en del gange på det sidste.

- Men du arbejder jo ikke længere…

- Derfor har jeg også overtaget en del. Jeg støvsugede i går, gjorde jeg ikke?

- Du støvsugede i går! Ha. Tror du, du kan slippe med en gang ugentlig pjat-støvsugning her op til jul?

- Pjatstøvsugning? Det er vel lige så godt som dit stegte flæsk med persillesovs, der ikke smager af en skid og aldrig har gjort det.

 

Det skulle han naturligvis ikke have sagt. Det var lige over grænsen. Et skænderi holder sig inden for bestemte rammer, som man bare overholder. Det ved begge. Derfor er det fuldstændig logisk, at hun tager sin frakke og hue, åbner yderdøren og forsvinder, mens døren smækker i så højt, at væggens puds truer med at falde ned indenfor og sneen af taget udenfor.

Peter Christian skæver til blodtryksmåleren, der vist ikke skal bruges lige nu, og han læner sig tilbage og trækker vejret dybt. Det forhøjede åndedræt er længe om at lægge sig, og han tænder for fjernsynet. Det stikker i højre side af maven.

Da pulsen omsider er faldet til ro, kigger han på klokken og undrer sig lidt over, hvorfor hun ikke er kommet tilbage endnu. Godt nok var hun sørme oppe at køre, da hun gik, men så meget burde det ikke betyde. Sådan ligefrem at blive væk i mere end en time er da at overdrive.

 

I det fjerne høres noget ambulancetuden. Han ser en nyhedsudsendelse om østtyskere, der søger sammen i kirkerne for på den måde at protestere over levevilkårene og indespærringen i et helt land. Peter Christian hylder frihed, og derfor er han på folkets side, men har svært ved at koncentrere sig. Han synes, at det er lidt ærgerligt, at de ikke ser det sammen. For mormor er helt på bølgelængde. Hvad kan det ikke ende med i den kommunistiske verden. Jo. Russerne kommer. Selvfølgelig. Sådan har det altid været. 1953, 1956, 1968. Peter Christian kan sin Øst-Europa¬historie.

 

Lige efter følger en udsendelse om gode alkoholvaner. Denne fredag den 16. december byder på brugbare tips til deltagerne i de julefrokoster, der hærger landet just denne dag, dermed forhøjet risiko for trafikulykker, der i forvejen har været heftig her i firserne og ikke mindst om tømmermænd og disses behandling.

 

Senere under den efterfølgende udsendelse banker det på yderdøren. Han rejser sig besværligt og lukker op. Udenfor står en politimand eller rettere to, men den bagerste, der står ude i sneen, er en ung dame, og selv om hun også er i uniform, kan hun da ikke være politimand med den hue rundt om hele ansigtet, så hun ligner en bankrøver. Koldt er det rigtignok. Det er faktisk kun de brede hofter under frakkebæltet, der afslører, at der er tale om en dame. Kvindelige politibetjente! Latterligt.

Han opfatter ikke de to betjente som nogen, der har specielt med ham at gøre.

Den forreste rigtige betjent spørger til hans navn, og da han nikker bekræftende, siger han:

- Det gør mig ondt, men din kone er blevet ramt af en bil og er død. Vi vil gerne køre dig til sygehuset.

Han hører ikke, hvad der ellers bliver sagt. Kraftløs bliver han bugseret ud i politibilen og kørt ind på hospitalet.

 

Nede i kælderen ligger hun. Fredfyldt. Vreden fra skænderiet, fra det ligegyldige skænderi om ingenting, er et tyndt tæppe, der er trukket til side for at afsløre et sort, uendeligt helvede.

 

Han får senere frakken, huen og det øvrige tøj med hjem, omhyggeligt foldet sammen og anbragt i et par brune papirsposer med hospitalets navn og logo udenpå med ordene: ”Service for dig”.

 

 

 

2

I ugen efter begravelsen sidder Peter Christian og kigger ud ad vinduet. Der kan komme nogen forbi, der har lyst til en sludder.

 

Han rejser sig og går ind i soveværelset og åbner det store træklædeskab. Det er tømt for tøj bortset fra kjolen. Den smukke mørkeblå selskabs- og dansekjole, som hun bar så flot. Han har spredt den ud og banket den fast til endevæggen i skabet med søm. Det ser i grunden godt ud, men der er ingen, der får lov at se det. Sømkassen og hammeren er anbragt oven på skabet, det er det nemmeste. Han tæller dagene siden den aften, og det passer med det antal søm, han har banket i. Nu tager han et, der skal gælde for denne dag. Han bestræber sig på, at ibankningen sker klokken tyve, for det var der, mormor døde. Det sker ikke altid, men det er lidt ligegyldigt. Meget er blevet ligegyldigt.

 

Sømmet i dag anbringer han helt forneden ud for hendes smalben. Det er lidt besværligt at knæle ned, og det stikker i maven, men det skal gøres ordentligt. Det er efterhånden lige så besværligt at få sokker på. Somme tider hjalp hun ham, og nu skal han klare det selv. Også det. Hammeren giver genlyd inde i skabet og i soveværelset. En slags dobbeltlyd. Den lægger han igen oven på skabet, klar til i morgen.

Tilbage i stuen tænder han for fjernsynet. De viser en genudsendelse med madopskrifter. Han hører hendes trin ude i køkkenet og holder vejret, selv om han godt ved, at det er intetheden, han hører.

Så slukker han fjernsynet. Traver lidt frem og tilbage. Han kan selvfølgelig også gå sig en tur op og ned ad Fælleslykkegade. Der kunne sidde nogen og sige: Hallo, der går Peter Christian, skulle vi ikke invitere ham indenfor til en kop kaffe? Men manden svarer formentlig nej, for helvede, jeg gider ikke det der lige nu. Jeg er træt. Man bliver sgu så ked af det, og nu har jeg lige fået mit humør op efter fyraften.

Egon har så travlt, så travlt. Det nytter heller ikke noget, arbejdet kommer trods alt i første række.

Han traver langsomt frem og tilbage. Ud i entreen. Spejlet hænger stadig lidt lavere af hensyn til hende. Han kunne godt hænge det en smule højere op. Hendes navn på navneskiltet ved døren burde måske væk. Han orker det ikke. Ved siden af spejlet hænger afrivningskalenderen. Fredag den 16. december 1988. Der standsede tiden.

Egon mente, at han skulle i gang igen, at den dato selvfølgelig var nagelfast, men at svigerfar måtte videre med sit liv og derfor også skifte dato. Men det vil Peter Christian ikke. Der er så uendelig meget, der er ligegyldigt.

Ser på klokken. Det er nu, at mormor ville have foreslået, at de skulle drikke aftenkaffe. Hun ville komme ind med bakken, og på bakken var der en overraskelse. Det kunne være en kage, hun havde købt eller bagt, en bolle med smør og stærk ost, et par kiks med hendes hjemmelavede brombærsyltetøj, eller hvis det kom helt op under loftet: En snaps til ham og en Grand Marnier til hende.

Men hendes syltetøj er spist, snapseflasken er tom, og med hjemmebageriet er det slut. Han går en runde ud i køkkenet. Tomme hylder, en smule mad i køleskabet, hvis låge piber. I bryggerset står kassen med bajerne, så der altid er noget at byde gæster på. Og det er ikke de billige fra Otto Duborg, men rigtige menneskeøl henne fra købmanden. Når han køber sådan en kasse, spørger han altid Henrik, om ikke en af lærlingene kan bringe den hen til ham, for den er ret tung. På samme tid kan Henrik forstå, at han her har en kunde, der ikke falder for de tyske supermarkeders lavpristilbud.

Han går tilbage til stuen og tænder for fjernsynet og synker ned i lænestolen og mærker igen på højre side af maven. Somme tider kan han slet ikke føle den lille smerte. Nu er der nyheder, men selv dem har han på fornemmelsen er genudsendelser. De samme indslag med de samme politikere, der siger det samme om den spændte stemning i DDR.

Han må være faldet i søvn, for da han vågner, er de i gang med en gammel film, han har set nogle gange før. De skriver aldrig, når det er en genudsendelse, hvilket i og for sig heller ikke er nødvendigt. Han har på fornemmelsen, at der kun er ansat tre i Danmarks Radio, og to af de tre bestiller ikke andet end at sætte gamle bånd på og vise dem. Den tredje er chef og sidder derfor på sit kontor og smider seernes vrede breve om alle genudsendelserne i papirkurven. At TV2 nu er begyndt, har været et frisk pust, men det er for tidligt at vurdere.

 

Det er, som om alle tror, at når man er gammel, sørger man ikke så meget, for man har jo levet mange år sammen. Ingen synes, at det er synd for ældre mennesker. I hvert fald slet ikke på samme måde som med yngre.

Han kan bare ikke bruge den tid, der er gået, de mange år, til noget som helst. Det er her og nu. En eller anden trykker på kontakten, og så er det liv slukket.

Det er mørkt udenfor. Han står længe bag gardinet i håb om, at noget vil ske. Himlen er fuld af mørke skyer, der driver af sted.

 

Mon mormor sidder deroppe nu og kigger ned til ham? Han er lige ved fjollet at vinke. Han går ind igen og går i seng med tung mave. Alene i dobbeltsengen. Aldrig mere skal han høre hendes dybe åndedrag. Aldrig mere vågne om natten og vide, at hun ligger der, og at de er to, der holder af hinanden. Han står op igen og finder med besvær pillerne frem og tager et par stykker. Lægen synes, han skulle have dem i den første, svære tid.

Men de bringer jo ikke mormor tilbage.

 

 

 

3

Midt under overhalingen af den grå Peugeot kommer Flemming med et udbrud, og da Peter Christian vender sig om mod ham, misser han synet af chaufføren.

- Så du hende? Spørger Flemming med store øjne.

- Hold da op. Så smuk med langt, lyst hår.

 

Peter Christian sidder ved siden af Flemming og ved godt, at han med sine 74 år ikke længere får smil fra unge damer og slet ikke her fire måneder efter konens død, hvor han stadig kan se noget traurig ud. Det er ikke noget, han gør med vilje, han kan bare ikke lade være.

Det gælder ikke Flemming, der kun er 28. Han er en flot fyr med sit sorte, bølgende hår og flotte tænder samt lille, tykke kyssemund. Men nogen Elvis er han nu ikke, selv om han vist gerne vil se sådan ud. Dertil er næsen lidt for stor, øjnene for tætsiddende og panden for lav. Men håret har den der spytkrølle, der var moderne engang for mange år siden, og som vistnok igen tiltrækker kvinder.

 

- Jeg er glad for, at du vil have mig gamle oldsag med på golfbanen. Det kunne da være sjovt at se, hvordan det foregår.

- Ja, der er efterhånden en hel del i din alder, der spiller. Det er faktisk noget af en gammelmandssport. Men det er da også, fordi du ikke skal blive ved med at sidde og kukkelure helt alene.

- Jeg troede, det kun var for rige mennesker.

- Nej, det er en myte.

 

Han ser på sit ur. Det er skrækkelig varmt. Hedt.

- Men vi er sent på den.

 

Peter Christian strammer læberne og vrænger ansigtet. Han har dog taget imod Flemmings tilbud om at komme med, fordi det er et afbræk i tristheden. Han har gættet, at Flemming synes, det er lidt synd for ham, men det varmer ham. Flemming er god nok.

 

Faktisk bedre end Egon om end yngre. Han kunne godt ønske sig en anden svigersøn, for alt i alt er skæbnen noget hård ved ham, hvis han bliver spurgt. Det er der nu ikke nogen, der gør.

 

Det lugter harskere end noget offentligt toilet! Tropesommer så tidligt på året gør sit til, at den sønderjyske odør er værre end slem.

Markerne på begge sider af vejen er fyldt med ajle og gylle. Fordampningen af ammoniakken er næsten ikke til at bære, og på trods af de lukkede friskluftventiler er kabinen fyldt med overgemt grisetis og 32 hæslige, stillestående grader.

- Tænk dig. Nu er det over fire måneder siden, hun døde, og jeg savner hende stadig.

Flemming kigger stift ud på vejen. Mon han hører det?

- Det er, som om noget af en selv er borte. Man lever kun halvt.

 

Flemming lader Audien strække ud igen. 120. 125. 130.

- Øsen er fannerme helt på toppen, men larmer værre end nogen teglværksovn.

- Ja, og føles tilsvarende, mener Peter Christian. Han ruller vinduet ned, men får det hurtigt op igen. Stanken fra markerne er ikke til at holde ud, så er det bedre med sved ud af alle porer. Han væder læberne og mærker den salte smag.

Tilfældigt kaster Flemming et blik i bakspejlet. Han brummer overrasket, at Peugeoten minsandten er lige i hælene på ham med den smukke blondine bag rattet. Hvad fanden? Kan hun virkelig køre så stærkt? Han tørrer sveden væk fra øjnene.

- En skam, vi snart skal dreje væk, hvad? Hende der kunne jeg da godt tænke mig at hilse nærmere på.

 

To kilometer længere fremme drejer Flemming væk fra markernes toiletlugte og fortsætter ad en snoet sidevej ned mod golfbanen.

Audien ryster og hvæser.

 

Peugeoten er bagude. Hvor fanden kommer den fra?

- Nå ja. Hun har selvfølgelig set mig under overhalingen, lagt mærke til mit mørke hår og er blevet uimodståeligt interesseret i at lære mig bedre at kende.

 

- Nu blinker blondinen minsandten med forlygterne. Hun vil i kontakt med mig.

 

Han bremser og kører ind på rastepladsen og holder. Køleren bliver ved at køre. Audien, det store dyr, pruster ud. Det gør Flemming også. Pulsen har overtaget den sekscylindrede motors banken.

Peter Christian er spændt på, hvad der kommer til at ske. Det er ikke så tit, at han får lov til at se på nærmeste hold, når unge mennesker mødes og sød musik opstår. En lille snært af misundelse gnaver i ham.

 

Peugeoten holder lige bagved. Flemming tørrer igen sved af panden og lader en hånd glide gennem håret og ser i spejlet, at hun stiger ud.

- Hold da kæft, hvilken kvinde!

Peter Christian vender sig om. Stram mørk nederdel, højhælede sko, en lyseblå, kortærmet skjorte, der bare er limet om en lækker overkrop med smukke forlygter, og så ansigtet og det lange, lyse hår! Flemming mumler og er helt væk i sidespejlets konkave gengivelse og spidser læberne prøvende.

Han skal lige til at åbne døren, da hun tapper på ruden. Han ruller det ned og smiler sit mest forførende smil op til gudinden i himlen. Peter Christian kan desværre ikke rigtigt se hende.

Hun vipper sit etui ned foran Flemming.

- God dag Hr.! Det er færdselspolitiet! Må jeg ha´ lov at se kørekortet?

 

 

4

Peter Christian kommer hjem efter den ret anstrengende tur på golfbanen. Allerede på fjerde hul indser han, at det ikke er noget for ham. Han falder ikke lige for golfsporten denne gang. Hvad der får voksne mænd til at rende rundt i naturen og slå til en lille, hvid bold, der tit bliver væk, forstår han stadig ikke.

Der må være nogle muligheder i den sport, det er han sandelig ikke blind for. Flemming prøver at overtale ham til at gøre et nyt forsøg en anden gang, siger, at det nok er varmen, men han undviger, udsætter, søger at tale om noget andet. Flemming gør det af et godt hjerte. Han synes ikke, at han bare skal sidde der i sit hus og kukkelure i al sin ensomhed.

- Du trænger sgu til at komme ud, Peter Christian.

- Jooo. Men forstår du, uanset hvor jeg bevæger mig hen, følger det jo med.

- Hvad? Nå, det med din kone?

 

Det var ellers noget af en dukkert, Flemming fik af den kvindelige politibetjent. Sjovt nok talte han ikke om hende mere, præcis fra det øjeblik han fik bøden bortset fra det ene:

- Hun lignede sgu en af dem, der kom den aften der med din kone.

- Du mener på Skolevej?

- Ja. Der kom ret hurtigt to betjente, og den ene kunne godt være hende der. Men hende gider jeg ikke snakke om mere.

- Nej, det forstår jeg godt.

 

Peter Christian sidder lidt. Kornmarkerne kører forbi dem nu i en lidt mere besindig fart. Flemming skal nok ikke nyde mere af damer i små, grå biler.

- Øh, den aften der, du ved med min kone, du kom åbenbart forbi der?

- Ja, Ida Marie og jeg havde været til julefrokost i Tønder og fulgtes ad hjemad med nogle venner. Det var taxaen foran, der kørte hende ned.

- Så du det?

- Nej, ikke direkte. Det var foran en bakketop, og taxaen var på den anden side. Jeg havde nok fået rigeligt at drikke.

- Det er rigtig nok. Det var en taxa, der påkørte hende. Nå. Du var der. Det vidste jeg ikke.

- Det er ikke noget, man går og snakker om. Vi ved alle, hvor svært det må være for dig, og så skal vi jo ikke trampe rundt i glasbutikken.

 

Peter Christian ved ikke, om han skal takke for denne hensyntagen, eller om han skal sige, at han trænger til at snakke med nogen om ulykken.

Der bliver ikke sagt mere, indtil de er hjemme. Peter Christian takker for turen, lukker bildøren forsigtigt i og går ind i huset.

 

 

Han ser lige posten igennem. Der er en avis og et par breve.

Det ene brev er fra Erik S. Lambertsen, som han skylder mange penge, en gæld han ikke er specielt glad for. Han ærgrer sig over, da huset skulle renoveres, at han lånte penge af ham i stedet for af banken, men renterne var altså lavere.

Han læser og læser og må starte forfra flere gange.

Essensen af brevet er jo bare, at når han ikke kan betale, må han aflevere huset. Det har han vidst hele tiden. Peter Christian ved godt, at han ikke har fået betalt sine afdrag og renter. Der har været så meget, og han har glemt det indimellem for at være ærlig.

 

Han har ikke pengene og ved ikke, hvad han skal gøre. Havde hun levet, var denne situation aldrig opstået. Meningsløsheden i hendes død vælder atter engang ind over ham. Hvorfor skulle de også havne i det skænderi? Han husker alt for tydeligt dørens smækken, da hun forlod huset for aldrig at vende tilbage.

Med pludselig klarsyn må han erkende, at hvis de ikke havde skændtes, ville hun have været i live i dag. Han må sætte sig og tage hænderne op om hovedet.

Han er blevet følsom over for uventede lyde ikke alene af smækkende døre, men også vinduer, der klapper i eller en bog, der falder på gulvet eller en kost, der vælter. At slå et søm i skabet er på en måde at vænne sig til høje lyde. De er mere acceptable, når man selv fremkalder dem.

 

Er der noget, Peter Christian holder for sig selv, er det skænderiet. Dette sidste skænderi, der betændt som en byld ligger ned over ham. Det sidste, han oplever med den kvinde, med hvem han har været gift så mange år, og som han har elsket så ufatteligt højt, er uenighed og et skænderi. Han kan ikke engang huske, hvad de var uenige om.

Peter Christian tager sin hammer og et søm fra æsken og åbner det store træklædeskab og placerer det omkring taljen på kjolen. Den lange, fine kjole, som hun så pragtfuld ud i. Med et hårdt slag får han banket sømmet i og ser de mange, der allerede sidder der. En for hver dag der er gået siden. Samtidig ømmer han sig over smerten fra det lille punkt i højre side af maven. Måske burde han få det undersøgt, har dog hidtil udskudt det. Det kan vel næsten ikke betale sig, når livet ikke har mere at byde på.

 

Han tænker tilbage på, at han godt hørte ambulancelyd i det fjerne, men forestillede sig aldrig, at det var noget, der angik ham. Den forfærdelige banken på døren senere, da politiet stod derude og meddelte, at hans kone var død. Dræbt af en taxa oppe på Skolevej, sagde de nærmest forretningsmæssigt, uden chance for chaufføren. I det øjeblik slukkede Gud for kontakten.

Der er bare noget, han ikke forstår. Mormor ville aldrig gå sådan, altså midt på vejen og heller ikke på Skolevej, der er bred og bakket. Han er sikker på, at hun har gået helt ude i rabatten. Hvordan kunne den taxa så dræbe hende? En skam, at Flemming ikke kunne fortælle lidt mere om det. Men er man hønefuld, kan man som regel intet huske.

Peter Christian laver sig en stærk kop kaffe og smører køleskabskoldt smør på et stykke franskbrød. Oven på lægger han et tykt lag puddersukker. Den brune karamelagtige smag dulmer lidt akkurat som i barndommen. Når mor havde bagt franskbrød, kunne de være heldige med sådan en sukkermad, dog med margarine.

Åh, farin.

 

 

 

 

5

Noget tid efter kan Peter Christian se, at de nye går ovre i lejligheden på bagsiden af det store kompleks, hvis forside rummer Mettes Grill. Fra sit køkkenvindue har han et glimrende overblik. De er ikke flyttet ind endnu, men Mette har hårdt brug for udlejningen og har nok fået en god ordning med dem, for de går selv og maler, så snart de har fri. Hun kan sikkert ikke overleve, hvis hun bare skulle leve af de par fyldebøtter, der hænger ud i hendes ellers ret hyggelige grill.

Han har ikke set så meget til de nye, ved bare at det er unge mennesker. Det sker ikke ret tit, at der flytter nye mennesker ind på gaden.

 

Så nu kommer den unge mand ud, stiger på sin motorcykel og kører, mens hun står i døren og vinker efter ham. Hun har sit lyse hår bundet op i en knude med et tørklæde om og er plettet af hvid maling.

Hun går frem og tilbage og rydder op. Så forsvinder hun et øjeblik og kommer ud med en flaske rødvin. Nå, nå. Hvad skal der nu ske? Hun står lidt og kigger sig om. Hun ser gravid ud.

Hun går over til Ruben og Ragna. Peter Christian får da lyst til at finde ud af, hvad det skal til for og rejser sig. Så meget sker der heller ikke på gaden, og Ruben og Ragna er vist ikke de store rødvinsdrikkere. Hvis hun vil give en lille en, vil han da gerne være med. Han bor jo sådan set også på gaden.

 

- Jeg går lige over til genboen, meddeler han sin svigersøn, der læser i hans avis.

Det siger smæld i hedebølgen, og han bliver stående lidt og nyder varmen med lukkede øjne. Det er lige før, det er for meget af det gode.

Den fremmede dame står i døren og siger et eller andet og peger på sin flaske.

Ragnas blik går fra omkring fødderne og opefter til maveregionen. Så nikker hun til Peter Christian, der også hilser på den unge dame, og vender sig ind mod stuen.

- Ruben, det er angiveligt den nye nabo, hvad sagde du, du hed?

- Sussi.

- Javel. Hun hedder Sussi, Ruben. Har vi en proptrækker?

 

Han ser alvorlig ud, som han kommer frem i døren i hvid undertrøje med en avis i hånden. Han nikker til Peter Christian og hilser på hende og ser hende an på samme måde som Ragna, dog kun på maven, der faktisk er lidt for stor og rund i det om end slet ikke så stor som Rubens egen.

- Nej! Forstår du, vi drikker ikke.

 

Peter Christian står lige bagved og nikker indforstået.

Ruben peger på Jesus, der hænger på væggen - en smule nedtrykt og helt tør i munden.

- Nå, nej, siger Sussi fåret. - Klart nok.

 

Under Jesus er et skilt slået op. Der står De rigtige Kristne.

 

Hun tager rødvinen om bag ryggen, hvorved den tynde bluse strammes foran. Rubens øjne kører langsomt, men ganske solidt i deres kuglelejer kan han tydeligt se. Sådan en rigtig kristen har måske også menneskelige træk?

- Men Peter Christian har garanteret én, siger Ragna og kigger på ham.

Garanteret fordi han er en forkert kristen. Sådan nogle drikker som svin.

Hun fortsætter dæmpet til Sussi, for at han ikke skal høre det. Men det, han vil høre, det hører han.

- Men sig ikke noget om motorcykler og blod, han hader fart og vold! Og en ting mere, men den kan jeg ikke huske.

- Uh, og vi som har en Suzuki GSXR-400 R.

- Du kan nok hele navnet, hvad?

- Jeg er jo vant til det med tal og bogstaver.

- Har du en proptrækker, Peter Christian? råber Ragna.

 

Hun peger på flasken.

- Jo tak, siger Peter Christian. - Kom endelig med! Jeg har besøg af min svigersøn og mine tre børnebørn.

 

Det sidste til ære for Sussi. Så er der både barnepiger og legekammerater inden for rækkevidde her på gaden. En lille sidegevinst er, at nu tror de ikke, at han sidder helt alene.

- Ja, jeg mistede jo min kone her kort før jul.

- Det var synd. Er du så kommet over det?

- Sådan noget kommer man aldrig over. Hvad skal du bruge rødvinen til?

 

Han undrer sig lidt over Sussi, der drikker rødvin sådan en hed dag.

- Jeg har malet flere timer, og så ville jeg bare have en pause, og jeg har hverken hvidvin eller øl, kun denne rødvin, og ingen proptrækker, og Leo er taget ud for at spille golf, så derfor …, forklarer Sussi ham.

 

Hun ser forlegen ud, og måske er der ikke køleskab i lejligheden, og så har de slet ikke tænkt på at købe drikkevarer.

Peter Christian synes med ét, at der er noget bekendt over hende.

- Ruben skriver i ugeavisen og har også en lille spalte, der hedder Skarphede-Nyt, oplyser Ragna.

- Ja, den har jeg set. Den hedder Toftlund Ugeavis, ikke? Den er god til at lægge på gulvet, når vi maler.

- Jo. Se, her nabo til os bor Flemming og Ida Marie. Han er noget af en pralhals, men de er jo så unge. Hun er vist ikke meget bedre.

 

Peter Christian er ikke overrasket. Flere gange har Flemming talt noget nedsættende om Ruben og Ragna, som han kalder religiøse galninge.

 

De nærmer sig hans hus ad den brede indkørsel og går ind i stuen. Egon og pigerne hilser.

- Er du med barn, spørger Egon. Sussi nikker.

 

Ja, tænkte man det ikke nok.

- Peter Christian hører dårligt, men du skal bare tale højt, siger Ragna meget lavt til Sussi.

 

Det hører han også til sin store tilfredshed. Alt i alt har han faktisk haft meget stort udbytte af, at de tror, han er døv.

Han går ud i køkkenet og kommer lidt efter tilbage med fire vinglas.

- Nej, Peter Christian, proptrækker! Proptrækker! Ragna råber ind i øret på ham.

- Ja, ja, du behøver ikke at råbe sådan, jeg er jo ikke helt døv.

 

 

Peter Christian har det svært med Ragna. Han forstår aldrig helt, hvad hun siger. Somme tider mumler hun og ser på ham, mens hun taler til en af de andre. Somme tider råber hun sådan, at han næsten får ondt i ørerne. Hvis mormor havde været sådan, så…

Og hertil kommer, at hun og Ruben er for meget af det gode, når talen er om religion. De er begge så skinhellige, det kan han fint blive enig med sin gode ven Aleksander om.

 

 

 

6

Trods hedebølgen eller måske netop derfor sidder hans tre børnebørn indenfor i stuens kølighed. Ved spisebordet spiller de terningspil, mens svigersønnen, Egon, nyder en kold øl. Selskabet står og kigger lidt på børnene.

- Kast nu, siger Astrid til Lea.

 

Lea kaster terningen over i væggen.

- Nej, griner Maja og samler den op.

- Du skal gøre sådan:

 

Maja triller terningen hen ad bordpladen. Lea nikker.

Maja giver hende terningen, mens Astrid står parat. Hun forventer, at Lea ikke helt forstår det der.

Lea ser med sine tre-årige øjne listigt op på Maja, trækker langsomt højre hånd tilbage over skulderen og fræser terningen over i bogreolen med Lademanns Leksikon og biblen og efterskoletrilogien, som svigersønnen har foræret ham i julegave. Bare fordi han selv engang har gået på efterskole.

De to piger griner, og Astrid samler terningen op.

- Lea, når man skal kaste med terning, gør man altså sådan her.

 

Astrid viser Lea, hvordan man griber den sag an, når man er fem år. Hun triller terningen ganske forsigtigt 10 centimeter og siger:

- Se! Det er slet ikke svært!

- Her, Lea, kast din terning.

 

Astrid holder hænderne op foran Lea, så hun stort set kun har muligheden for at gøre det rigtigt. Pling! Lea svinger armen og rammer Ruben lige i panden med terningen.

Egon undskylder, mens begge de store piger bukker under af grin.

- Ja, men Lea, du fatter jo ikke en brik af det hele.

 

Ruben tager sig til panden og ømmer sig. Peter Christian er ikke meget for at blande sig. Det må være Egons ansvar.

- Mig kun tre år! Forsvarer den lille pige sig med.

 

Da hun har sagt det, bliver hun ganske stor i hovedet. Hun letter lidt fra stolen, trykker den virkelig af, og en duft af kostald breder sig i stuen. Så sætter hun sig igen.

- Nej, Lea, for fanden. Har du nu skidt i bukserne igen?

 

Lea ser anklagende op på Maja.

- Mig ikke skidt, mig lave puba!

 

Maja er med sine 13 år en slags mor for de to piger og går på badeværelset med Lea, der tager ret brede skridt, mens Ruben vifter avisen frem og tilbage foran ansigtet. Det er måske meget godt, at han har taget den med.

Egon bliver bare siddende.

Sådan. Nu ved Sussi lidt om, hvad der venter hende som mor.

 

Peter Christian går ud i køkkenet og leder efter en proptrækker. Ærgerligt, den var her lige før. Han bøjer sig ned til skufferne og mærker igen et stik i maven. Ingen proptrækker. Hvad så med soveværelset? Han kunne godt finde på at lukke en flaske vin op, inden han skal sove. Somme tider er det nødvendigt.

Han åbner det store klædeskab og kommer i tanker om, at han også i dag skal slå et søm i. Han vælger at slå det i lige i midten af kjolen.

 

Han går ind igen og hæver beklagende skulderen. Vin er ikke det, han drikker mest, forsvarer han sig med, for han gider ikke sidde alene med en hel flaske. Så hellere en øl.

Sussi trækker sig baglæns ud af stuen.

- Jeg tror, jeg går hjem igen lige så stille… Leo må også snart være færdig med at spille golf.

 

Ragna vil ikke opgive og går foran og hiver Sussi med udenfor igen.

- Vi går ned til Laila Kathrine. Hun er lidt til en side. Hun er faktisk tysker, ved du. Om det er derfor, at hun kan være direkte skør, ved jeg ikke, men normalt har vi ikke meget med hende at gøre.

 

Mens hun siger det, kaster hun et noget unødvendigt blik efter Peter Christian. Han hører ganske udmærket.

- Det skal du nok vænne dig til! Hvornår flytter I ind?

 

Peter Christian har et godt øje til Laila Kathrine, ikke bare fordi hun er tre år yngre end ham og alene, men også fordi hun ser godt ud, og derfor har han for ikke så forfærdelig længe siden snakket med hende om ”Soldaterkammerater på øvelse” og fortalte, at han kommer til at tænke på sin soldatertid.

- Den kunne jeg godt tænke mig at se igen, mener han, mens han skæver til Laila Kathrine. Det er ikke en invitation; på den anden side kan det med lidt god velvilje opfattes sådan.

- Den går faktisk lige nu i Tønder Kino.

Hun svarer blot:

- DU SKRABER SOM EN HØNE OG DEN, DER AGER MED STUDE KOMMER OGSÅ FREM…

Dybt nedbøjet var han gået igen, mens han havde rystet på hovedet: Hun ku´ selv være en stud! Måske er det rigtigt, at hun blot er en kold tysker. Han har ikke modet til at gå mere til hende.

 

Men han var blevet ked af det. Da han kom hjem, ville han åbne en øl til trøst og fik fingeren en smule i klemme mellem ølåbner og flaske. Det var i og for sig ikke nogen stor ulykke, men alligevel gjorde det nas. Længe sad han i skumringen og pustede på fingeren og havde ondt og kom også til at græde lidt. Heldigvis opdagede han, at klokken nærmede sig 20, og han ville gerne se TV- programmet om det politiske spil på Christiansborg, selv om det var en genudsendelse. Lige før den startede, var der et indslag om trafikulykker, hvor fodgængere var involveret. Igen slog det ned i ham, at der var noget mystisk ved mormors død, uden at han helt kunne forklare det.

 

Han har dog ikke opgivet håbet om at erobre en plads i Lailas hjerte, men ved ikke, hvordan han skal gribe det an. Det bedste ville være, om hun selv viste, at hun var interesseret.

Han føler sig forfærdelig ensom og håber bare, at nogen vil gribe ind i hans liv og gøre det tåleligt.

Den med at flytte i ældrebolig er dog nok den sidste, synes han.

Laila Kathrine lukker op og ser noget stor ud i øjnene over dette selskab. Det kan Peter Christian godt forstå. Her står en fremmed dame med en flaske rødvin i heden, Peter Christian med fire glas og ægteparret Ruben og Ragna Rock, han iført hvid netundertrøje med Kristelig Dagblad under armen og et sår i panden under sit sorte hår.

Peter Christian kommer til at le ad ham:

- Du ligner en såret pingvin.

 

Ruben synes ikke, det er morsomt.

Laila Kathrine har heller ingen proptrækker, og selskabet er tæt på at opgive. Peter Christian går lidt foran, og ud for det næste hus står færingerne. Han hilser på dem, men de ser tværs igennem ham og over på Ragna.

Hun er naturligvis også mere interessant at være sammen med. Han er bare en gammel mand. En gammel, usynlig mand, der egentlig lige så godt kunne være død.

 

Findur i Frit Fald

01

 

I Fynshav mod øst på øen Als i det sønderjyske fik et par herrer af anden etnisk baggrund, de var født i Åbenrå, deres livs chok, da de kom ud fra metrostationen ved nedgangen til tunnellen til Fyn. Hylde-Per havde hentet Luske-Kaj og budt velkommen, og de gik netop rundt om hjørnet.

Luske var endda ved at få en grangren i hovedet, fordi blæsten og regnen fejede juledekorationerne i store svingninger. På motorvejen lidt derfra var der ingen trafik ned i tunnellen eller den anden vej fra Fyn. Vinden overdøvede alt og alle denne mørke og kedelige aften.

- Man kommer sgu helt i julestemning af sådan noget gran, mente han. - Selv om det fanme er lovlig tidligt, de begynder. Har vi i det hele taget overstået efterårsferien?

- Pas på døren der, advarede Hylde og tørrede sig over ansigtet med sit ærme. Luske standsede foran en en varevogn, der højst ejendommeligt holdt lige på hjørnet.

- Halløjsa, hvad har vi her? Manden har sgu efterladt en bil med åben bagdør. Det kan vi ikke ha´.

 

Som sædvanligt løb deres gode hjerter af med dem; de ville hjælpe den glemsomme bilist med at lukke bagdørene. Så unansvarligt. De sikrede sig dog først, at der ikke var personer inde i lastrummet, men der var altså noget andet. Der stod fire tøjsække, der grangiveligt lignede pengesække. Sådan nogen fra Anders And og Bjørnebanden. Luske så sig til alle sider, inden han snittede den ene med sin store foldekniv.

Indholdet fik de gode hjerter til næsten at standse med at slå. Bundtede pengesedler til randen. Dem kunne der nok købes en hel del øl for …

 

Hylde og Luske kæmpede sig derefter vej op ad skråningen mod det ejendomskompleks, der rummede Hyldes lille bitte lejlighed, hver slæbende på to tunge sække. Aldrig før havde de arbejdet så hårdt, og de var enige om, at det var noget regulært svineri sådan at efterlade så mange penge uden at sikre sig lidt bedre mod tyveknægte. Hylde-Per rev sine bukser og erklærede, at det ikke gjorde så meget. Der var også en revne i det andet bukseben, og lige nu var der en sag, der betød mere end et par bukser.

 

Hverken stormen eller regnen kunne ødelægge det gode humør, de så pludselig var havnet i. Det gik så vidt, at Hylde-Per fløjtede en stump af ” Bjældeklang, bjældeklang, sød og let musik

fylder vores kanetur med yndig romantik”. Han vidste godt, at andre havde svært ved at høre, at han fløjtede, da hans mellemrum mellem de nederste tænder var for stort til at fløjte, for lille til at pifte, men lige akkurat passede til en ølåbning. Mellemrummet var opstået, da han, som han plejede, bed en ølkapsel af i mangel af optrækker og derved mistede -1 og 1- i nederste række.

Herefter mente han, at en samfundshjælper var et godt stykke værktøj, man kunne have megen glæde af.

 

- Skal vi ta et lille bundt og gå ned på ”Havkatten” og få os en julebajer? Luske-Kaj antydede, at det, der gik godt, ikke kom skidt tilbage, og han mumlede, at det ikke ville vare så længe, inden nogen fandt dem og tog deres penge igen. Det var nu hans erfaring.

Han søgte at lokke Hylde med et tilbud om en paryk. Den kunne han få straks, mente han, mens han kærligt strøg Hylde hen over den skaldede våde isse.

Hylde-Per standsede op, tog hænderne i siden og sagde bestemt nej. For første gang i sit liv rådede han over en formue, og så skulle den ikke ødes på øl og parykker. Ikke tale om, selv om drømmene holdt i kø:

Hylde kunne købe sig et hus med ølkælder i Åbenrå, så han slap for de der forbaskede unger i Fynshav, og Luske kunne endelig købe 10 aktier i Als-øl, som han havde drømt om siden barndommen og fablet om i tide og især utide. Udelukkende fordi Als Bryghus havde den længste og vådeste generalforsamling i hele Danmark, som man kun kunne deltage i, hvis man havde en aktie. Luske påstod, at hver deltager fik 50 øl imens. Hylde-Per mente dog, at bestyrelsen havde sat det ned til 40, men det nænnede han ikke at fortælle Kaj.

Hans højre hånd standsede Luske:

- Nej, Luske, vi venter.

 

Det havde han engang hørt i en amerikansk film eller også var det i en reportage fra en landskamp med Michael Laudrup, og det var en flot bemærkning.

I mørket og blæsten afgjorde Hylde, der som ældst havde mest at skulle have sagt, og som for øvrigt desuden var intellektuel, han ville jo have været bibliotekar med forstand på litteratur:

- Luske, vi ta´r dem med hjem til mig. I morgen henter jeg et par øl hos købmanden.

 

De slæbte de fire tunge sække hjem til hans bette hummer, det var nok det bedste sted. Der kom aldrig en kæft hos Hylde, hvor alle møbler var lavet af ølkasser. Lejligheden var faktisk kun et værelse med te-køkken og bad i det store kompleks.

Han var sagt op til den første januar. Lige nu var han ret ligeglad med den besked.

- Jeg flytter op til dig i Åbenrå, betroede han Luske. - Nu har jeg sgu råd! Men først …

 

Han tog en sæk, skar den op og tømte den ud på gulvet. I en sand rus hældte de alt ud på gulvet, og de mange sedler fyldte stort set det hele.

- Hold kæft, Luske. Kan vi tælle så mange?

 

Det mente Luske godt kunne lade sig gøre. Han lå på knæ og sammen talte og talte de; bunkerne blev sirligt lagt for sig, mens gulvet langsomt ændrede udseende.

Efter næsten en times arbejde pustede de ud og satte sig udmattede i de to eneste stole. I mellemtiden var deres tøj blevet nogenlunde tørt.

- Vi bliver altså nødt til at tælle dem igen, mente Luske.

- Ja, vi skal lige drikke først.

 

Bunden blev vendt i vejret, slubren og væskeindtag fyldte stuen, og nogle sekunder senere bøvsede de begge om kap.

- Lad os så tælle. Vi tæller hver for sig, deler med to og så må det være resultatet.

 

Endnu en halv time gik. Luske talte halvhøjt, som han havde for vane. Begge skrev ned, talte sammen, konfererede sammen og endte nogenlunde enige:

- Der er i hvert fald mindst 6 millioner, konstaterede Hylde.

- 6 millioner!

 

De sad lidt med våde øjne ved tanken. Så rømmede Luske sig:

- Det holder ikke, Hylde. Det holder ikke.

- Hvad? Hvad mener du?

- En eller anden vil før eller senere komme forbi og negle hele bundtet. Hvordan skal vi nogensinde få glæde af dem?

Hylde lagde panderynkerne i dobbelte folder. Længe sad de med hver sin øl. Så bøvsede Hylde:

- Ved du hvad? Vi graver dem ned, gør vi. Sgu! Der er ikke andet for. Vi graver dem ned …

- … og venter, til alt er faldet til ro!

- Måske helt til næste år, Luske?

- Ja, men var der ikke noget med, at du er sagt op? Hvor skal vi så grave dem ned?

- Du har ret. Hvor fanden finder vi det sted, hvor ingen vil lede?

- Under min seng. Der kommer der sgu aldrig nogen.

- Dur ikke, Hylde. Dur ikke!

 

De hensank igen i dybe tanker, mens Hylde knappede de næste to øl op.

- Ja, men vi kan da stille dem ud i rummet.

- Rummet?

- Ja, for fanden. Det der depotrum. Vi har alle et rum derude, der er aflåst. Mit er næsten helt tomt.

- Dur det?

- Ja, sgu. Vi skal bare have dem pakket over i sorte affaldssække. Så vil ingen nogensinde tænke på, hvad de indeholder.

- Har vi sorte affaldssække?

- Masser. Det er stort set det eneste, vi får af udlejeren. Kom!

 

De begyndte at pakke stofsækkene om, men indså, at det var alt for besværligt.

- Kan vi ikke bare stoppe pengene ned i de sorte, sådan her?

 

Luske var praktikeren, og Hylde indså det fornuftige.

- Du går først. Se, om der kommer nogen …

 

Luske stak hovedet ud af yderdøren, men der var øde og stille overalt.

- Kom, vinkede han. - Der er ikke en skid herude.

 

De bar de fire sække over i depotrummet, og Hylde fik låst op ind til sit lille aflukke, der som de andres var sikret med trådgitter helt op til loftet. Herfra kunne intet stjæles.

I hans lille rum stod et gammelt skrivebord og en gammel stol.

- Det er sgu ikke meget, du har herude, hvad?

- Til gengæld er mit rum herefter nok det, der er mest værd, tror du ikke? Måske burde man gå ned i Multi-Brugsen og købe al hans lortewhisky. Kan du huske, jeg fortalte om den dag, uddeleren sparkede mig?

- Ja, og ham læreren der kom og hjalp dig …

- Hvad fanden hed han nu?

 

De placerede de fire sække bag skrivebordet, så det lignede alt det andet skrammel, der var anbragt her. Hvert eneste rum indeholdt ting og sager, ejeren forlængst burde have smidt ud, men ikke nænnede.

Det var jo snart jul.

- Efter jul, når jeg skal flytte, er der såmænd ingen, der længere kan huske noget om pengene der …

 

Tilflytter