Forside

FORLAGET ORDFATTER

Finn Wilkens

"HJERNESVINDLER"

Bogen tager fat i det alvorlige emne demens, men på en lidt anderledes måde, for her fortæller 70-årige Tommy selv om det.

Vejledende udsalgspris er kroner 200,-, men bestiller du den her, er det inkl. forsendelse og dedikation kun kr. 100, klik her!

Modtagere af nyhedsbreve får ekstra rabat, klik her!

Lektøranmeldelse (10%) af "HJERNESVINDLER"

Michael Linde Larsen, DBC:

Den 70-årige forhenværende dansklærer Tommy er vant til at have kontrol over alting. Han mener for eksempel ikke, at der er noget i vejen med ham, selv om andre siger, at han har en begyndende demens, at hjernen svinder ind. Det vil han modbevise ved at skrive om sin pensionisthverdag og på den måde tale direkte til læseren.

Han er utilfreds med, at andre vil bestemme, hvad der er virkelighed.

Hans to voksne børn, Stein og Mai, prøver at hjælpe ham med at komme på plejehjem, hvilket han absolut ikke skal have noget af.

Naboen, Frede, mener, han skal fylde sin tilværelse med noget frivilligt arbejde og ellers hygge sig på værestedet "Æ Kuk".

Tommy synes, at ægteskabet med Signe er det bedste, der er sket for ham i sit liv, men på det seneste er noget gået helt skævt, vurderer han.

Så mens han med sarkasme, ironi, sort humor og en del god rødvin desperat prøver at fastholde og kontrollere sit liv, som han plejer, løber samme liv ud mellem fingrene på ham.

Læserreaktioner:

"… Med stor fornøjelse og masser af latter er jeg færdig med at læse "Hjernesvindler" lige nu.

Mener, at den er spot on og har en masser god humor, som løfter den ellers sørgelige situation med demens .…"

B.S.

 

 

Uddrag fra bogens 210 sider, her 1. kapitel og nedenunder andre uddrag:

 

 

01

 

Vi sidder over for hinanden ved spisebordet. Har lige tygget af munden, og Signe fumler med sin serviet og siger:

– Jeg har bestilt tid hos lægen i morgen.

– Øh, tid?

– Ja.

– Ja, men lille skat, er der noget galt?

 

Hun tager min hånd og ser ned. Det er ikke godt, det her. Der er så meget, kvinder kan have. Mystiske knuder her og der, sår eller rifter, der ikke vil hele. Pludselige, ukendte smerter. Ømhed, man ikke har haft før. Jeg bliver så nervøs, at jeg ryster.

– Nej, Tommy, ikke mig. Jeg vil gerne have lægen til at undersøge dig.

– Mig?

 

Jeg har åbnet munden:

– Ja, men hvorfor i alverden vil du det?

– Fordi jeg er bange, Tommy. Jeg er så bange for, at der er noget galt med dig.

 

Jeg rejser mig og sparker til stolen og begynder at råbe:

– Galt med mig? Galt? Hvad fanden bilder du dig ind? Hvem tror du, du er? Hvordan i alverden finder du på at bestille tid hos lægen for mig … uden at spørge mig på forhånd?

 

Jeg hamrer hånden ned i bordet og går frem og tilbage mellem køkkenbordet og spisebordet. Signe har lænet sig frem med begge hænder foran ansigtet.

– Tommy, sæt dig nu herhen, så vi kan snakke. Jeg vil forklare …

– Der er ikke noget at forklare.

– Vi har snakket om det før, skat. Jeg har prøvet at få dig til selv at bestille en tid, men du vil ikke forstå, eller også vil du ikke høre. Jeg ved ikke helt, hvad …

– Jeg forstår ikke en skid af det, du siger.

– Jeg tror, du er syg, Tommy. Jeg vil dig det bedste, og hvis …

– Hvad fanden mener du med syg? Syg? Jeg er sgu ikke en skid syg.

– Jeg har ventet længe, for i begyndelsen troede jeg, at det bare var noget tilfældigt, når du for eksempel fortalte den samme historie flere gange under det samme måltid, eller når du pludselig uden varsel forlod huset og bagefter ikke kunne fortælle mig, hvorfor du gik, eller hvor du skulle hen eller …

– Og hvad skulle jeg fejle, om jeg må be?

– Måske er du på vej til at blive dement, Tommy, og så skal der sættes ind. Jo tidligere, jo bedre, for man kan udsætte …

– Dement? Det mener du da ikke? Signe, se på mig. Skulle jeg være dement? Du må sgu da have andre eksempler end de to fjollede. Hvorfor tror du, jeg er ved at blive dement?

– Også fordi du på så mange måder har forandret dig.

– Hvad? Det forstår jeg ikke et muk af. Forandret mig?

– Vores sommerferie. Du plejer at komme med forslag længe før ferien. Jeg har intet hørt. Mors dag? Intet hørt eller set. Ingen blomster her. Vores bryllupsdag? Ingenting. Og det plejer du. Du har altid husket …

– Ja, men, ja, men jeg …

– Til at begynde med troede jeg, at du var blevet ligeglad med mig og vort ægteskab.

 

Signes øjne er blevet fugtige.

– Nej, for søren, ja, men jeg forstår slet ikke, hvad du mener, Sig-ne. Jeg er da ikke ligeglad med hverken …

– Det er, som om jeg ikke længere betyder noget for dig. En veninde fortalte mig, at hendes far var blevet dement og beskrev symptomerne. De lignede altså dine til forveksling.

– Hvad?? Nej, nu må du holde …

 

Jeg har rejst mig halvt op og sætter mig igen. Jeg stirrer på hende og ryster på hovedet og synker og synker og kan ikke finde ord:

– Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Det er ikke mig, der er inde i dit univers.

– Og jeg er ikke inde i dit, tilsyneladende.

– Nå. Så fri mig for dine underlige vurderinger af mig.

 

Jeg ryster på hovedet og forlader huset efter at have slammet yderdøren i, så karmen er tæt på at gå i stykker. Jeg hiver min diktafon frem og overvejer, om jeg skal slette det, den lige har optaget. Det var godt, jeg købte den. Det anede mig, at de er ude efter mig. Men jeg skal vise dem.

 

 

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

 

Små uddrag:

 

– Så, siger en dame og peger. – Nu besøger hun ham igen.

Nede på gangen forsvinder en dame ind i en af lejlighederne.

– Det er hende ovre fra Hus 2.

– Hun besøger Waldemar.

– Hi, hi.

– Så går der en time.

– Hvad skal det forestille, spørger jeg.

– Hi, hi, siger den første dame. – Det må du selv regne ud.

– Tja, ler damen over for mig og ser på mig og bevæger tommelfingeren gennem de bøjede pege- og langefingre i små bevægelser.

Tja. Tja. Det kan jeg da også gøre, og jeg efterligner hende. Hun smiler til mig.

Lidt senere går døren op henne på gangen, og ud kommer damen. Hendes hår er i uorden, og hun går tilbage til Hus 2.

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

 

Nu rejser borgmesteren sig op og giver hånd. Vi siger farvel.

– Farvel og tak for rødvinen, siger hun.

– Den er da ikke til dig, protesterer jeg. – Det er min.

 

Jeg tager flasken ud af hånden på hende.

– Åh, jeg troede, den var til mig, siger borgmesteren med et smil.

 

Lidt efter står vi alle tre ude på gangen.

– Så I borgmesteren, spørger jeg. – Hun tog min vin! Så I det?

– Det fik vi sgunte meget ud af, siger Henry, der påstår, han hedder Harry.

– Så har man da prøvet det, mener jeg. – Hun tog min vin!

……………………………………………………………………………………………………………………………………………

 

 

 

En anden dame sidder lidt for sig selv og synger noget. Hende ved siden af mig siger, at det er fra Den glade Enke. Hun synger hele tiden. Man vænner sig til det. Jeg kender godt melodien.

Pludselig rejser en stor mand sig så voldsomt, at hans stol vælter:

– Nu er jeg fannerme snart træt af at høre om den skide enke. Kan du for helvede ikke finde en anden sang?

 

Hun holder kæft. Der bliver helt stille i stuen. Ingen siger noget.

Manden sparker til en anden stol og går ned ad gangen, mens han råber op og fægter med arme og ben. Vi, der sidder på den ene side af bordet, ser efter ham og hælder lidt til højre, for der står en stor vase med blomster på spisebordet.

Jeg kan ikke forstå, hvad han råber, bortset fra navnet Mona. Hende bliver han ved med at kalde på, mens et par assistenter kommer farende og tager sig af ham.