Bøgerne

Mine bøger skildrer med få undtagelser mest den ikke alt for succesfyldte mand, hvad enten han kun er en dreng på 10 år eller en ældre herre på 74. Lidt genert og dog frembrusende. Tilbageholdende og dog ihærdig. Kedelig og indimellem morsom. Dummer sig gang på gang, har andre gange lidt mere vind i sejlene. Er han lige så sjov derhjemme, spurgte en dame min kone efter et af de mere vellykkede indlæg til en sammen-komst. Nej, det ved gud, han ikke er, svarede hun med en gaben. Ikke sandt?

Paradisets dør åbner ind til helvede, og vi står på dørtrinnet

 

Udfyld KONTAKT, hvis du vil forhøre dig om bøgerne eller blot bestille en bog, fordi glæden ved at eje en bog trumfer så meget andet.

Du kan betale forud og få fri forsendelse. Alle kan lånes på biblioteket.

Herunder finder du nogle af mine udgivelser.

POLITI-KRIMI

Lyn fra klar Himmel:

Kr. 130 som p-bog, 40 som e-bog

 

SNAPSEMOR

Syg i hodet:

Kr. 130 som p-bog, 34,95 som e-bog

 

HAD OG HÆVN

Danutas Hævn:

Kr. 130 som p-bog, 34,95 som e-bog

 

DEN GAMLE MAND OG SKABET

skabet:

Udsolgt som p-bog, 34,95 som e-bog

 

DRENGEN, DER BLEV MOBBET

Mandfolk, Dragemand, Slået hjem:

Kr. 130,- (alle 3 kr. 300), 34,95 som e-bog

 

EN VOKSEN FLYTTER VÆK

Tilflytter:

Kr. 130, 55 som e-bog

 

Udfyld KONTAKT med din bestilling af p-bøger,

hvis du ønsker personlig signatur.

Priserne er inklusive forsendelse for p-bøger.

DET VILDE EFTERSKOLELIV

Forstanderen har altid ret,

Forstanderinden har magten,

Ned med forstanderinden:

Kr. 150, 65 som e-bog

 

TESTOSTERONKRIMIOGSPÆNDINGS-

HUMORISTROMANER

Pink Floyd i Fryseren

(e-bog): Kr. 30

 

Fra 67 til 17 på 7 sekunder

(e-bog): Kr. 30

 

Findur i frit fald

(e-bog): Kr. 30

 

 

Hvad skriver andre om bøgerne? Klik og læs:

xanadues-imagination.blogspot.dk

bogvaegten.dk

bibliotek.dk

EN HURTIG FRA KASSEN

Hvad sker der dog for en 67-årig mand, der uheldigt får pumpet testosteron ind i stedet for en almindelig Gajol?

En god bog foran pejsen

Findur får sin sag for, da han flytter til Als. Hans lærer-gerning er blot den mindste sten på vejen.

Ungdoms-testosteron-krimiroman

Tom, 20 år, er blevet natportier på et gammelt, fint byhotel.

Humoristisk krimi for 20-årige i sind og skind.

 

MOR DRIKKER

Den 14-årige Ludvig har en mor, der drikker. Det skal jo give problemer. Især når man er forelsket i købmandens datter, og denne datter kommer på besøg …

EN UDFORDRET DRENG

HISTORISK ROMAN

Den 11-årige Danuta flygter for russerne med sin familie til Danmark i foråret 1945. Her mister hun sin bror og mor, og denne sorg udvikler sig til had og hævn mod den læge, der nægtede dem hjælp.

 

I 1967 er hun 33 år og parat til at føre hævnen ud i livet.

Fra Tønder til Thy

Det er farligt at lave hjemmelavet fyrværkeri.

Det er også farligt at kysse præstens kone henne hos købmanden. Især, hvis han har overvågningsvideo.

Specielt farligt, hvis man ikke er gift med hende.

Dette er historien om 74-årige Peter Christian, der pludselig mister sin kone.

Han opdager, at ikke alt er, som det burde være med hendes død.

 

P-bogen er udsolgt fra forlaget, men den fås som E-bog.

KLIK på pilen her & bestil dine yndlingsbøger

Udfyld derefter kontaktformularen med dine ønsker

BØGERNE & Priser

Fusk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

01

Den gamle mand hos lægen. Der er noget galt

 

– Nå, du klager over manglende humør, manglende madglæde, manglende energi, i det hele taget manglende livsglæde?

– Ja. De sidste par år er det bare gået ned ad bakke. Jeg vågner tit om natten og har triste tanker. Det handler slet ikke om at bo i Thy.

– Vores ellers så aktive sexliv er totalt forsvundet. Jeg kigger ikke efter andre kvinder længere. Ved heller ikke, hvorfor jeg skulle. Hvad er der med de kvinder? Ikke en skid. Jeg gider ingenting. Sidder bare der i en stol dagen lang. Engang skrev jeg bøger, men ingen gad læse dem. Jeg holdt foredrag, som ingen gad høre. Jeg spillede golf, men de andre spurgte, om ikke jeg hellere ville spille bridge. Jeg købte en el–cykel, men batteriet virkede ikke. Mit fjernsyn kan ikke tage TV2. Min Toyota har ikke automatgear. Min ismaskine kan ikke fryse. I det hele taget er det noget værre lort. Jeg kunne lige så godt lægge mig til at dø. En pensionist er kun til ulejlighed i vores samfund. Jeg får heller ikke skrevet noget. Plejer ellers altid at være optaget af den næste roman, men jeg har ikke lyst og kan ikke se formålet med det.

– Men du fejler altså ikke noget fysisk. Det kan i hvert fald ikke måles. Hvordan er det, dyrker du motion?

– Jeg spiller da lidt golf. Du ved, gammelmandsgolf. Lidt i den ene side, lidt i den anden.

– Hvor tit?

– Åh, en gang om ugen eller sådan.

– Det er ikke meget. Ellers sidder du bare hjemme og glor ud ad vinduet?

– Nej. Somme tider rejser jeg mig og henter et nyt glas rødvin.

– Hvad spiser du?

– Så meget som muligt så tit som muligt. Nej. Pjat. Rødt kød, stegt flæsk med persillesovs, medister, frikadeller og bagefter dessert med is eller pandekager og om aftenen en kage til kaffen. Napoleon eller Sarah Bernard eller Othello. Nogen gange deler vi bare en pakke flødeboller eller to. Af og til får jeg dejlig mad på efterskolen, selv om der er for mange grønsager. Dem piller jeg fra.

– Ja, men er du ikke gået på pension?

– Jo, det er flere år siden. Men jeg er altså blevet valgt ind i bestyrelsen for skolen.

– Hvor du nu er formand?

– Jeps. Der skal være fordele for formanden, siger køkkenlederen, så derfor skal jeg somme tider tage kage med hjem til konen, siger hun. Her forleden fik jeg en hel borgmesterstang.

– Jeg tror, du skal til at leve sundere.

– Sundere? Rødvin er da sundt for ældre, ikke?

– Det er vist kraftigt overdrevet. Næh, du skal bevæge dig noget mere. Jeg kan forstå, at du spiser mere end rigeligt, drikker en hel del vin og bevæger dig alt for lidt. Det betyder altsammen, at du gradvist graver din egen grav.

– Hvad? Graver min egen grav? En pensionist har vel allerede fat i skovlen …

– Jep. Men du kan nu godt vente lidt med at grave. Du skal til at spise grønsager, fisk, groft brød, havregryn og gå mindst en lang tur hver dag. Og drikke vin i mere begrænsede mængder. Vand er bedre og billigere.

– Hold da kæft.

 

Jeg kigger ud ad vinduet og kan se vandet lige udenfor.

– Sikke en fin udsigt du har her fra konsultationen. Spiser du aldrig godt og drikker dejlig vin?

– Nu snakker vi ikke om mig.

– Jeg er jo bare gammel og skal snart dø. Sidder du somme tider og nyder udsigten?

– Den er jeg glad for. Nu skal du høre. Om en måned vil jeg se dig igen, og i mellemtiden omlægger du din kost og dine motionsvaner til det bedre. Og lad så være med alle de overspringshandlinger. Her er opskriften.

– Javel.

 

Han giver mig en folder fra kommunen. Den er i fine farver og fortæller det sædvanlige om sund mad og sund motion. Sund, sund, sund. Det er til at blive syg af at læse.

"I tilfælde af at du ikke lever sundt, kan du risikere indlæggelse på Thisted Sygehus". Står der. Så ved man, hvad klokken er slået.

 

Lægen studerer sin skærm. Har han i det hele taget set på mig under hele konsultationen? Jo, da jeg trådte ind.

Jeg rømmer mig:

– Kan jeg ikke få noget medicin, der kan hjælpe mig?

– Du fejler ikke noget, Finn. Så skal man ikke have medicin. Du er simpelthen blevet for doven. Det har ikke været godt for dig at blive pensionist. Men selvfølgelig … jeg har da et forslag, hvis …

– Jo, for pokker. Hvis du vidste, hvad jeg har måttet undvære af sure forældre, gnavne elever og besværlige kolleger, der aldrig var tilfredse, så ville du vide, hvor godt jeg burde have det.

– Ja, men du har det jo ikke godt. Ellers ville du vel ikke sidde her?

 

Jeg synker hen i logikkens indre cirkler. Manden har jo ret. Hvorfor sover jeg så dårligt, når jeg ingen spekulationer har med mit arbejde. Nu spekulerer jeg som en sindssyg på, hvorfor jeg spekulerer sådan.

 

Jeg siger farvel. I døren spørger lægen mig med lav stemme:

– Du nævnte noget om din manglende sexlyst?

 

Jeg kigger mig rundt. Der sidder et par ældgamle og formentlig tunghøre damer i venteværelset. De ligner ikke nogen, der øde-lægger sengen med hidsig lagengymnastik.

– Sex interesserer mig ikke en døjt. Den ene gang om året kan lige gå an. Sidste gang med konen var nytårsaften. Eller. Nej, vent lidt. Det var vist forrige år …

– Ja, det er jo helt unormalt for en frisk ældre herre som dig.

– Frisk?

 

Jeg bøjer overarmen og klemmer om musklerne, selv om jeg er meget i tvivl om, hvor de er. Hvis der er nogen. Det er der ikke.

– Vil jeg genvinde tidligere tiders sexlyst, bare hvis jeg dyrker lidt motion? Gå en tur og blive vanvittig liderlig?

– … OG ændrer på dine kostvaner. Det vil jeg tro. Men der er ingen garanti.

– Altså gå en tur og spis en gulerod og derefter: Soveværelset!

– Lidt i den retning. Nok ikke så dramatisk, som du ironiserer.

– Men sex er sgu så vildt overdrevet. Dyrker man det mere i vore dage? Har alle mennesker ikke alt for travlt til det der latterlige krop mod krop med underlige stønnelyde og udtømning af lugtende safter? Når man er ung, kan det forstås, for så laver man børn. Men i vores alder? Komplet nytteløst.

– Lad os nu se. Hjem med dig og løb en tur. Det vil garanteret hjælpe dig.

– Jeg er skeptisk. Det tror jeg også, min kone vil være. Måske kan der også Sct. Hansaften blive lyst til en tur i kanen. Det er da helt vildt med to gange om året. Men, – hov, jeg har jo slidgigt i knæet, så jeg kan ikke løbe.

– Så gå. Eller svøm.

– Vesterhavet er ret koldt. Har du selv prøvet?

– Det er dit liv, Finn. Ikke mit. Vi ses om en måned. Så er det nok ændret en del. Nu skal du se. Et øjeblik. Jeg får en ide.

 

Lægen smutter ind i konsultationen og vender tilbage efter et par minutter.

– Her er en recept.

– Hvad er det?

– Det er ikke som sådan medicin. Alligevel kan det godt hjælpe dig med at komme i bedre humør.

 

Han ser på mig og giver mig recepten. Jeg takker høfligt og forlader konsultationen og tager straks over på apoteket, hvor jeg holder døren for en dame, der bare går ind. Ja, ja, moster, jeg forventer skam ikke tak. Tør endelig fødder i mig, hvis du får lyst.

– God dag. Jeg har en recept. Forhåbentlig kan det give mig godt humør? Jeg har svært ved at sove om natten, og lægen har kun dette forslag. Han siger, at jeg intet fejler.

 

Den unge pige udleverer en æske Gajoler. Den er ret stor.

– Hjælper de virkelig.

 

Der er 67 års skepsis i min stemme. Jeg er så vant til, at medicin kun er godt i begrænsede tilfælde og altid med en hulens masse bivirkninger.

– Der skulle være nogle muligheder i dem, hævder hun. – Disse Megajoler hjælper med kontakten til andre mennesker. Du vil have en behagelig og frisk ånde, og det gør, at du ikke støder andre mennesker fra dig. Når først der er etableret kontakt, vil du opleve en stigende glæde og lyst til samvær med andre. Det vil igen påvirke din livslyst og glæde over tilværelsen.

– Ja, men kan man ikke bare købe dem i Brugsen?

– Nej, ikke Megajoler. Kun standard.

– Jeg tror, jeg tager en med det samme.

– Gør det, svarer hun.

 

Jeg napper en på fastende hjerte. Det er godt nok nogle store nogen, de der Megajoler, men skal det hjælpe, så må der power til.

"Apotekets Megajoler" står der på den sorte æske. Foran mig hænger en reklameplakat med en gul æske "Minijoler".

Føler, at nu bliver jeg nok dopet som en anden Bjarne Riis og kører hjemad.

 

Trafikken glider fint, som den plejer, og jeg sutter løs på Gajolen. Vi ældre kører besindigt og dygtigt, når vi selv skal sige det, og der er absolut ingen grund til at overskride hastighedsgrænserne og risikere store bøder.

Gammel er et mærkeligt tillægsord. Det bøjes gammel, ældre, ældst, men alligevel er det bedre at være ældre end gammel. Og i en flok kan det ofte være bedst at være ældst. Det er logisk, at det hedder Ældre Sagen, ikke Gammel Sagen. Den ville ikke gå.

Når vi nærmer os en rundkørsel, sænker vi farten. Standser helt op og ser os godt for. Først til venstre, så til højre, selv om der egentlig ikke burde komme nogen fra højre.

Når jeg nu alligevel venter, kan jeg lige så godt nappe en Megajol mere og holde munden frisk, så jeg ikke støder folk fra mig.

 

Gamle vaner er ikke sådan at komme af med. Så kigger vi igen til venstre, om der da ikke snart kommer en. Nå, det ser der ikke ud til. Så kan man godt køre frem lige så forsigtigt. Og så er det bare med at slå blinkeren til, når man skal ud igen. Endelig ikke før. Det er forvirrende, hvis folk slår blinkeren til længe før, de skal dreje. Så er det bedre at gøre det, mens man drejer. Der er ingen i tvivl om noget som helst. Hvad fik min genbo ud af at blinke for tidligt? En bøde! Hvorfor? Fordi hans trailer kun kunne blinke til højre, og han skulle altså til venstre. Så det der blinkepåbud er noget overdrevet.

 

Vi er flere ældre, der har det på den måde. Vi tager den med ro, og det er ikke altid, at de unge snøbler har tid til det. Så overhaler de med hornet i bund og en finger ud af vinduet.

Farvel, bedstefar, hører man dem råbe. Jeg skal altså hjem inden jul.

Jo, tak. Du kan komme i kachotten, kan du. Og holde jul der sammen med narkobaroner og lommetyve.

 

 

 

 

 

 

 

Fra 67 til 17 på 7 sekunder

Den 14-årige Ludvig bor alene med sin mor, der er afhængig af alkohol. Han føler selv, det går ad helvede til. Han er en svækling uden muskler; han har kun én ven; han bliver mobbet i skolen, og købmandens datter er helt uopnåelig.

Problemerne med moderen tager det meste af hans energi og tid. Det hele ser noget håbløst ud.

syg i hodet

 

hvem er syg i hodet?

 

Klik på billedet for at købe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lektørudtalelse fra bibliotekerne:

"… Historien i denne socialrealistiske ungdomsbog er velskrevet og velfortalt i en dialogrig tekst med korte kapitler. Bogens temaer er alkoholisme med deraf følgende omsorgssvigt og mobning. Vi får en fin og indsigtsfuld skildring af Ludvig, der klarer meget, og som i løbet af bogen udvikler sig både fysisk og psykisk. Bogen anviser ikke traditionelle løsninger på problemerne, men slutter alligevel med, at der er håb for Ludvig og Hans fremtid …"

 

30-10-2015 (Bog, paperback)

Fra første side bliver man draget ind i historien og får sympati for Ludvig. Alle de problemer, han har, gør, at man føler med ham. Finn Wilkens forstår at vise Ludvigs situation med meget enkle midler.

"Syg i hodet" er nem at læse. På forsiden står der "Roman for læsere mellem 13 og 93. Er du over 93, kan du få dispensation." Og jeg er enig i, at den kan læses af alle. Måske især hvis man kan lide at læse socialrealisme. Midt i alt det triste, er det godt, at der også er humor og ironi i bogen, det tilfører bogen lidt lethed.

Anita51

 

 

Jeg har lige lagt Ludvig fra mig, den er rigtig god.

Man kommer til at holde af den dreng og hans livsvilje.

Jeg kan så godt lide den knappe skrivestil, ikke så meget udenomssnak bortset fra de steder, hvor han fantaserer og drømmer, det er hans måde, den lille Ludde.

Den er letlæst og derfor bestemt også egnet til skolebrug.

Den vil jeg gerne anbefale, tror mine børnebørn skal låne den.

IR, socialrådgiver

Anmeldelse af Syg i Hodet – Finn Wilkens.20-11-2016

 

Syg i Hodet er en barsk og realistisk roman om en 14-årig dreng der hedder Ludvig. Ludvigs mor drikker meget, og drengen bliver drillet i skolen på grund af sin mors drikkeri. Han har sine egne drømme. Han drømmer om: at få store muskler; en sød pige som han kender; og om at få en ny far. Ludvig er ikke helt alene. Han har et par venner, og der er nogle voksne som gerne vil hjælpe ham og hans mor. Morens drikkeri overskygger familielivet. Ludvig vil gerne hjælpe sin mor med at stoppe alkoholmisbruget. Men, derved påtager han sig voksenrollen i familien.

 

Romanen er skrevet i et flydende og letlæst sprog. Som læser føler jeg stor sympati for Ludvig, og hans kamp for at få et nogenlunde normalt og godt liv. Jeg sad ude på kanten af stolen og tænkte: ”Bare det nu går godt for Ludvig og hans mor”. Romanen kan læses af børn og unge fra 13-års alderen og opefter. Voksne kan også med stor fordel læse bogen.

SW

 

01

 

Vi sidder pænt ved bordene, der er stillet op til gruppearbejde. Vi ser artige ud. Når der er forældremøde, gælder det om at opføre sig pænt. Selv Møf ser sådan ud.

Døren går op, og et par damer kommer ind. Sådan helt almindelige mødre. Jeg tror, den ene er Meks mor.

Efter dem kommer en fin dame med pels og højhælede sko.

Hun står et øjeblik i døråbningen. Der bliver helt stille.

- Hej mor, siger Mathilde og vinker.

 

Damen smiler og vinker tilbage. Hun klaprer på gulvet ka-klank ka-klank og sætter sig hen til sin datter. Vi er nogle stykker, der har drejet hovedet den vej.

Hun slår pelsen til side. Den røde bluse, der er besat med noget glimmer og en nederdel, er ret stram. Benene sætter hun sådan parallelt og på skrå inde under stolen. Det ser pænt ud, og hænderne lægger hun i skødet. Om halsen hænger en hvid perlekæde. Foran sidder et skinnende smykke. Jeg tænker på, at hun nok aldrig gør en forkert bevægelse. Hun sidder som en skuespillerinde.

 

Hun gik lige forbi Møf, der nu sidder sjovt og snuser.

- Hold kæft. Kunne du lugte det? Hendes parfume, hvisker han og smiler.

 

Jeg nikker. Klassen lugter ellers af sokker, ubestemmelige madpakker og sure opstød. Lige nu er den omdannet til frisørsalon. Med alt i hårvand og duftevand og vellugtende cremer til ansigt og hænder. Bare fordi Mathildes mor kom.

Mek smiler også:

- Sådan skulle det eddermame lugte hver dag!

 

Døren går igen op, og mor kommer ind. Hendes frakke er knappet skævt. Hun er ved at vælte en stol, der ellers stod et godt stykke fra døren.

- Hov, sa, for helv …

 

Jeg holder vejret.

- God dag, kommer det fra hende. Hun kigger rundt og får øje på mig og kommer herover.

 

Jeg bliver rød i hovedet og knuger mit penalhus. En blyant knækker.

- Er det din mor, spørger Møf, selv om han udmærket ved det.

 

Jeg svarer ikke, men lader, som om jeg skal finde noget nede i min taske.

Nu håber jeg bare, at der er helt stille ved vores bord.

 

- Så kommer der vist ikke flere …

 

Susanne og Miriam byder velkommen og fortæller. Vi har mange muligheder for at komme videre i systemet. Susanne smiler: Jo bedre karakterer vi får herfra, jo bedre vil vi klare os senere.

Mens hun snakker, lyder der af og til en rømmen fra mor. Jeg kender den rømmen kun alt for godt.

- Så det gælder om at hænge i, afslutter hun.

- Det gør Ludvig altså også, siger mor. - Han hjælper osse de andre.

 

Mor, for fanden. For fanden. For fanden. Nu griner hun dumt. Der er helt og fuldkomment stille i klassen. Jeg ser bare ned i bordpladen og er kokrød i ansigtet.

- Nå, det vidste - aschhh - I ikke, jeg jeg sysses ikke, I siger noget?

- Vi mener, det er godt, når man hjælper hinanden, siger Miriam.

 

Mor fortsætter. Nej, nej.

- Åh, jeg skal vist …

 

Hun rejser sig op, står og svajer en anelse. Alles øjne er på hende. Hun vakler noget usikkert op mod døren. Hun får fat i dørhåndtaget og vil presse døren udad. Den skal for fanden denne vej, indad. Det går op for hende, og hun er lige ved at få den i hovedet. Endelig lykkes det hende at komme ud, men - efterlader døren på vid gab.

 

Åh, snak nu, Susanne. Sig noget. Mads rejser sig og smækker døren i. Vi sidder i det lydtætte rum. Ingen siger noget.

 

Der kommer dog gang i snakken igen, men ingen siger noget til mig. Ingen ser på mig. Jeg er blevet usynlig.

Der er en underlig stemning. Jeg kan mærke det.

 

Da jeg kommer hjem lidt senere, sover hun. Hun snorker. Jeg knytter hånden og går ind til mig selv. Det varer længe, inden jeg sover.

 

 

 

 

 

 

 

 

Had og Hævn

Klik på billedet for at købe.

I besættelsens sidste tid i foråret 1945 stiger danskernes had mod tyskerne, og situationen spidser til med sabotage, henrettelser af frihedskæmpere og schalburgtage og clearingmord og et tilfældigt drab på fire læger i Odense. Den danske Lægeforening føler sig forståeligt nok ikke ansvarlig for behandlingen af de tusindvis af tyske flygtninge, der strømmer til landet.

I en flygtningelejr befinder sig den 11-årige Danuta, hvis lillebror og mor nægtes lægehjælp og dør. I de følgende år vokser hadet i hende mod den pågældende læge, så hun træffer en afgørende beslutning.

Danuta vil have hævn.

Hun udarbejder en plan. Lægen skal lide lige så meget. Og på samme måde.

Nemlig ved at miste dem, han holder af. Her 22 år efter.

 

Danutas Hævn

Anmeldelser og omtale af "Danutas Hævn"

 

Søren W:

 

Danutas Hævn begynder med en flugtscene. En tysk familie er på flugt fra de fremrykkende russiske tropper, i de sidste måneder af 2. Verdenskrig. Flugten foregår om vinteren, og de flygtende udmattes af kulde, og af strabadserne på landevejen. Vi følger flugten, set gennem hovedpersonen Danutas øjne. Hun er 11 år, og hun kender ikke sin polske far. Hun følges med sin mor, og hendes nærmeste familie.

Fortællingen om den lille families flugt, og beskrivelsen af den udmattende og farefulde rejse, gjorde et stort indtryk på denne læser. Måske fordi det hele er meget realistisk beskrevet: den grusomme og meningsløse slutfase af 2. Verdenskrig, og de civile flygtninges barske skæbne.

Danuta kommer til Danmark i foråret 1945, og hun bliver anbragt i en lejr, sammen med sin familie, og mange andre tyske flygtninge. Senere i bogen, følger vi Danutas opvækst og ungdom i Tyskland. Da Danuta er blevet voksen, og uddannet som skolelærer, rejser hun tilbage til Danmark.

Bogen er skrevet i et godt sprog, med tydelige billeder, og interessante scener. Bogens styrke, er især fremstillingen af den unge kvindes plagede og urolige sind, på baggrund af hendes dybt traumatiserende oplevelser, under krigen.

Jeg havde svært ved at genrebestemme bogen. Romanen indeholder både: historiske fakta, tidsbilleder fra Danmark i 1960’erne, et psykologisk portræt, uhygge, spænding, drama, realisme, kærlighed, og et krimi-plot.

Jeg vil gerne anbefale bogen til andre læsere, på grund af den gode, og meget realistiske, beskrivelse af de tyske flygtninges skæbne under 2. Verdenskrig, og det interessante psykologiske portræt af den martrede kvinde Danuta. Bogens plot er godt lavet.

 

 

Helga (dansksindet sydslesviger):

Bogen fanger mig med det samme, da jeg kunne genkende historien. Den ligner meget det, som min mor gang på gang har fortalt om hendes flugt fra Stolp i Pommern. Jeg bliver i romanens forløb nærmest chokeret over, at hævnen kunne fylde så meget i Danutas liv. Dette til trods al forståelse for hendes skæbne. Men hævn er i mine øjne ikke andet end det, der var sket Danutas familie.

 

Jeg blev meget chokeret over at læse, at læger i Danmark handlede imod deres egen hippokratiske ed. Det gik ud over børn, unge og deres mødre, som intet havde med krigen at gøre. Både Danutas skæbne og lægernes handling har beskæftiget mig meget.

 

Det viser bare, hvad en krig kan gøre ved mennesker og der var Danmark nok ikke bedere end resten af verdenen. Derfor er det vigtigt, at historien bliver fortalt uden at placere skyld ved den ene eller den anden. Kun når man kender til historien, kan man være med til at præge fremtiden.

 

Du fik fortalt handlingen og det historiske forløb på en god og spændende måde. Det gjorde hele romanen til en bog med rigtig meget indhold til eftertanke.

 

"... Jeg læste Danutas hævn færdig i går aftes. Det er meget længe siden, jeg har læst en bog på kun to aftener ..."

ME, lærer

"... Psykologisk spændingsroman om en følelsesmæssigt skadet kvinde. Generelt er bogen lettilgængelig med mange korte kapitler og tydelig typografi, men plottet står ikke helt skarpt i sidste halvdel ..."

CC, bibliotekslektør

Anm.: For en gangs skyld må der indskydes en kommentar. Det er netop meningen, at plottet skal stå uskarpt. Så CC har desværre ikke helt fanget ideen.

"... bogen er spændende og svær at lægge fra sig ... folkehad der vokser frem af begivenheder udenfor det enkelte individs indflydelse, men som rammer hårdt mod uskyldige mennesker. En klar parallel til de problemer vi står midt i idag, tænker jeg ..."

ES, professor

"... Den en vældig spændende, meget mere end man kan forstå ud fra handlings-referatet og hen mod slutningen også rørende. Hun er spaltet, men heles. Jeg skulle til julefrokost midt i bogen og var lige på nippet til at melde afbud, for jeg skulle lige læse mere. Alt sammen i et smukt, klassisk sprog, der bærer indholdet uden at gøre sig bemærket ..."

JO, cand. phil.

Fra Thisted Dagblad, Villy Dall:

"... Lad os straks slå fast, at den ikke er for børn ..."

"... romanen diskuterer kollektiv skyld over for personligt ansvar, og da Danuta for første gang i sit liv bliver forelsket, kommer tvivlen (om hævn) også frem. Eller gør den? ..."

"... Er lige blevet færdig med at læse, kunne ikke lægge den fra mig, da jeg først fik begyndt.

Forfatteren gør det utrolig godt. Det fremgår klart, at Danuta er mærket af de rædselsfulde oplevelser i sin tidlige pubertet, men selv i hendes sorteste vanvidsøjeblikke, mister hun aldrig sin feminine side. Afsnittene hvor hun bevidst spiller på sin sensuelle udstråling, klares også med bravour. Hendes følelsesmæssige handicap og hævnlyst tager heller ikke den kvindelige side fra hende.

Jeg var nærmest grædefærdig og helt grå indeni, da jeg havde læst den sidste side i bogen ..."

B S-J, Lærer

 

Bagsidetekst:

I besættelsens sidste tid i foråret 1945 stiger danskernes had mod tyskerne, og situationen spidser til med sabotage, henrettelser af frihedskæmpere og schalburgtage og clearingmord og et tilfældigt drab på fire læger i Odense. Den danske Lægeforening føler sig forståeligt nok ikke ansvarlig for behandlingen af de tusindvis af tyske flygtninge, der strømmer til landet.

 

I en flygtningelejr befinder sig den 11-årige Danuta, hvis lillebror og mor nægtes lægehjælp og dør. I de følgende år vokser hadet i hende mod den pågældende læge, så hun træffer en afgørende beslutning.

 

Danuta vil have hævn.

Hun udarbejder en plan. Lægen skal lide lige så meget. Og på samme måde.

Nemlig ved at miste dem, han holder af. Her 22 år efter.

 

Vi flygter fra russerne til Danmark.

Februar 1945

 

Jeg fryser. Selv om jeg har masser af tøj på og en hue om hovedet og luffer på hænderne, fryser jeg. Jeg holder min mor i hånden, mens vi trasker af sted på vejen, der er fuld af is og sne.

Vi går bagerst i en lang flok af mennesker.

Jeg vender mig om mod Oma og Opa, der også går med hinanden i hånden. Vanterne er tykke og stive af frosten og ligner en stor tøjklump. Mine bedsteforældre har altid været gamle, men nu virker de ekstra gamle og går også langsomt. De har besvær med at følge med.

Opa standser og bøjer det ene ben. Der er et hul i den ene træsko. Jeg kan se den røde hud indenunder. Han ryster på hovedet.

 

Pludselig hører vi i det fjerne lyden af flyvemaskiner.

- Pas på, flyvere…

- Ned i grøften. Hurtigt.

Vi skynder os ned i grøften bag et vejtræ, og Opa hiver mor og min lillebror med sig.

- Dæk jer. Pas på.

Vi skriger alle sammen, mens larmen fra flyvemaskinen kommer nærmere og nærmere. Jeg holder mig for ørerne og lukker øjnene. Så er det, som om jeg slet ikke er her.

Jeg kan alligevel høre det der ra-ta-ta fra maskingeværet deroppefra. Vi kender det. Mor siger, at russerne skyder på alt, der bevæger sig. Derfor ligger vi helt stille.

Støjen fra flyet forsvinder, og vi rejser os og kæmper med at komme tilbage til vejen op af den sneglatte grøft.

 

Oma ligger stadig på maven halvvejs nede i grøften.

- Han er væk igen, Gretchen. Du kan godt rejse dig.

Opa rører hende let på skulderen. Men Oma rejser sig ikke.

Opa kaster sig ned over hende og vender hende og ser blodplet-ten.

- Neeeej, skriger han.

 

Jeg bliver bange, når Opa skriger sådan. Det plejer han ikke. De andre i kolonnen går bare langsomt videre igen.

Vi står tilbage og lægger ikke mærke til kulden, sneen og den hårde blæst.

- Gretchen, græder Opa. Mor græder også og tørrer øjnene hele tiden, mens de bliver ved med at røre Oma.

- Nu har jeg ikke mere at leve for, hulker Opa.

- Du har stadig os, hvisker mor.

Jeg stiller mig helt tæt ind til mor og holder om hende.

Opa tager begge hænder op for ansigtet og bøjer sig forover.

- Åh, min elskede, det her er blot et mareridt. Om lidt vågner jeg sikkert.

 

Opa hulker nu højt, hvad jeg aldrig har hørt eller set ham gøre før, og jeg begynder at græde. Jeg forstår, at Oma er død. Hun ligger og stirrer på os, men ser ingenting.

Opa lukker hendes øjne og ser sig om.

Mine tårer vælter frem. Skal jeg virkelig aldrig mere se og høre Oma? Hun var så god at snakke med, og jeg tænker slet ikke på de gange, hvor hun har skældt mig ud for at gå i jordbærrene eller drille hønsene.

Jeg synker sammen i grøftekanten og stryger Omas hår. Jeg har set døde før, for på vores lange vej har der tit ligget nogen i vejkanten, der var døde. Måske frosset ihjel. Det mente mor i hvert fald.

Men her ligger Oma og siger ingenting, ser ingenting, hører ingenting og skal aldrig mere sige noget til os, til mig. Det er noget helt andet, og jeg græder meget højt nu.

Mor trækker mig op til sig og siger:

- Sååå, såå.

Hun slipper mig og bøjer sig ned og tager fat i Omas ene arm.

- Skal vi? spørger hun Opa og nikker ned mod grøften. Hun begynder at trække min døde Oma ned i grøften, og jeg forstår det ikke helt.

- Neeejj, neej, råber jeg, mens jeg springer op og holder fast i mors ærme. - Det må I ikke.

 

Opa tager sin gamle, rynkede hånd op til min kind og ser på mig:

- Jo, lille Danuta, vi bliver nødt til at begrave hende.

Jeg forstår det ikke, men når Opa siger sådan, passer det.

 

Han og mor skraber den smule løs jord, de kan finde under sneen over Oma. Jeg bliver ved med at græde, for det er forkert at smide jord på hende. Selv over hendes ansigt selv om der lagt et lommetørklæde over.

Som om hun slet ikke ...

 

Mor og Opa står og kigger, da Oma er dækket helt til.

 

- Gå I tre bare, græder han igen. - Det er lige meget med mig. Jeg er kun en gammel mand, der skulle have været død for længe siden. Jeg har ikke mere noget at leve for.

- Nej, Opa. Jeg vil aldrig forlade min papa. Vi har brug for dig, papa.

Mor er lige ved at græde også, kan jeg se, og jeg tager Opa i hånden.

- Du skal med, Opa. Kom nu!

Han står længe, men til sidst børster han jord og sne af sig.

- Lad os gå, siger han og stryger bagsiden af hånden over ansigtet.

 

 

Kolonnen med alle de andre fra landsbyen er så langt foran, at vi ikke kan se den længere. Jeg holder stadig Opa i hånden og knuger den, så hårdt jeg kan. Jeg tror ikke, han lægger mærke til det. Jeg har så mange spørgsmål, men tør ikke stille dem. Ikke endnu. Hvor er Oma nu? Selv om jeg synes, at jeg lige har set hende dø, ved jeg ikke meget om det.

Hvad er det at være død, Opa, jeg kan alligevel ikke forstå det? Savner du hende ikke forfærdeligt?

Jeg er klar over, at jeg aldrig mere skal se Oma. Aldrig mere.

 

 

 

 

 

skabet

Hiv dig op ved håret!

 

Den 74-årige Peter Christian har lige mistet sin kone i en færdselsulykke og har ikke lyst til at leve mere.

Så skulle man tro, at dette er en sørgelig historie. Men det er det ikke. Med lune og tilpasningsdygtighed formår Peter Christian efterhånden at få bugt med de mørke tanker og komme i lag med de andre beboere på vejen.

Undervejs opdager han, at ikke alt er, som det foregiver at være.

 

 

Finn Wilkens og Forlaget Ordfatter Copyright @

All Rights Reserved.

Forlaget Ordfatter står bag bogen HJERNESVINDLER. I 2018 udkommer 2. bind i Klaus Lyn-serien.

Bagsidetekst:

Den 74-årige Peter Christian har lige mistet sin kone i en færdselsulykke og har ikke lyst til at leve mere.

Han siger passivt og opgivende pænt ja tak til at tage med på småture og til gadefest og almindelig chikane mod en nyetableret efterskole i gaden, men indser, at det ikke afhjælper sorgen og ensomheden.

Han bliver nødt til at være mere aktiv, mens det langsomt går op for ham, at der er et eller andet uldent ved den ulykke.

Hans kamp for at genvinde en normal og fri tilværelse falder parallelt sammen med sammenbruddet i DDR og murens fald.

 

Fra Bogvaegten.dk, Birte Strandby:

"... I roligt tempo får PC afsløret, hvem der sad bag rattet i ulykkesbilen, og hvem der forårsagede ulykken. Stilen i romanen er stilfærdig og jævnligt ledsaget af komik: Da de gamle herrer på Fælleslykkevej skal til fest på efterskolen, er de meget bekymrede over tilstedeværelsen af et par lærere, der er homoseksuelle. Det er derfor skuffende, at de to lærere kun danser med kvinderne, og der bliver hverken brug for vold eller den peberspray, der skulle have været i anvendelse, om en af lærerne havde budt PC eller hans nabo op til dans. ..."

 

HS, læser:

"... Det blev lysende klart hvorfor bogens titel ”skabet” er skrevet med lille ”s”.

Historien er god og har et budskab til eftertænksomhed til min generation, men også til den yngre.

Der er mange parcelhuskvarterer rundt i landet, der vil nikke genkendende til historien om ”fællesskab”,

holdninger, fordomme etc.

Jeg læste bogen med en følelse af ”hvad sker der nu”! Jeg blev holdt fast som læser.

Hvordan mon afsluttes Peter Christians sorg? ..."

 

HWO, bibliotekar:

"... ændringen fra en sjoskende, småforvirret, lidt naiv mand, som helst holder mund, til en mand der TØR være og tro på sig selv. Hans sorg og usikkerhed og ikke mindst selvforståelse får en helt anden glød i de nære møder med andre mennesker. Forholdet til Laila K styrker ham, han er omsorgsfuld over for unge Jonas og sine børnebørn og han tør sige fra over for de andre ved det sidste møde i vejforeningen. Og jo, der er klart et par dråber Hans Theodor i ham, med oprørstrangen og det retfærdighedssøgende lurende bag det stille, undselige væsen. En antihelt på godt og ondt, og sådan en kan danskerne godt li’. ..."

 

JB, læser:

"... Jeg er ikke meget for bøger med alvidende fortæller. Men jeg synes det virker fint her. Og jeg synes, forfatteren giver os et fint indblik i PC og i hykleriet omkring ham. Efterskoletingene fungerer fint, og LK er rigtig interessant at læse om. Der er meget mere godt i bogen, fx. udviklingen mellem PC og Jonas; den virker troværdig og viser, hvordan der kan ske en ændring af fordomme. Der er en tristhed over bogen, men den får forfatteren ændret til, at der også er en vej ud af tristheden ved at tage kampen op.

Og jeg morede mig meget over frontlæsseren/rendegraveren og de 925 kroner uden kvittering.

 

Det er en god bog ..." " ... "

 

"Finn Wilkens er utrolig god til at finde på plots, man ikke kan lægge fra sig, og de væves sammen, så man hele tiden bliver fastholdt. Det overordnede plot om færdselsulykken går langsomt op for en, og det er super godt udtænkt. Og analogien mellem frigørelsen i DDR og PCs frigørelse, er fin. Muren falder, også for LK.

" ... "

"... Forfatteren er en mester i plots. ..."

 

Lektørudtalelse, uddrag:

"... Generelt er bogen velskrevet og tankevækkende. Mange kapitler og god typografi. Fin og bittersød fortælling om alderdommen og om at søge lykken, før det er for sent ..."

 

IR:

"... Fik læst 56 sider af "skabet" på vej hjem i bussen. Indtil nu er det det bedste, jeg har læst af Finn Wilkens ..."

"... Jamen så er bogen slugt.

Og ca. 20 sider før slutningen sad jeg som på nåle. ”Hvordan vil irreligiøse Finn Wilkens rede sig ud af det her, happy ending, forsoning, eller?”

Og det blev da gjort elegant, lys i tunnelen, møde med dem der gik forud osv. Jo det kan bogen godt bære.

Og forfatteren er behagelig neddæmpet, mestrer mere antydningens kunst, end han plejer.

Måske er han bare god til at beskrive en ældre mands følelser, og så sad jeg tit og småsmilede, når jeg opdager efterskoledrengene, det med tyskerhadet, homofobien og krammekulturen og så er der mad i bogen. Jamen, jeg synes som sagt, den bog hænger sammen fra ende til anden. Jeg blev bare nødt til at lade støvsugeren stå, til den var læst færdig. Der bygges en spænding op på flere fronter, og de udløses også, det er en rigtig dejlig læseoplevelse.

Der er så mange gode dialoger, vendinger som morer, og der siver livsklogskab ud af siderne.

Jeg synes det med at banke søm i konens kjole er et genialt påfund.

Og så har forfatteren meget dejligt ladet parrene have navne, som gør, at man husker, hvem der er gift med hvem ..."

 

 

Læseprøve:

 

1

- Du tror, det hele drejer sig om dig, hvad?

Hendes stemmer skærer gennem stuen. Peter Christian er rød i hovedet og står med hænderne i siden:

- Mens du er englen i vort ægteskab, ikke sandt?

- Det kan ikke passe, at jeg dag efter dag skal lave mad, gøre rent, holde hus og hjem, mens du bare skal spille fandango og ligge på sofaen med den øl, du forventer, jeg henter til dig, eller besøge dine venner.

Det sidste bliver hvæset ud med fordrejet stemme, og hendes øjne er smalle og læberne sammenpressede.

- Vi har altid levet sådan, at jeg arbejdede og skaffede føden, mens du gik herhjemme og passede det.

 

Der er ikke noget med at kalde hende mormor, når de skændes, hvilket de har gjort en del gange på det sidste.

- Men du arbejder jo ikke længere…

- Derfor har jeg også overtaget en del. Jeg støvsugede i går, gjorde jeg ikke?

- Du støvsugede i går! Ha. Tror du, du kan slippe med en gang ugentlig pjat-støvsugning her op til jul?

- Pjatstøvsugning? Det er vel lige så godt som dit stegte flæsk med persillesovs, der ikke smager af en skid og aldrig har gjort det.

 

Det skulle han naturligvis ikke have sagt. Det var lige over grænsen. Et skænderi holder sig inden for bestemte rammer, som man bare overholder. Det ved begge. Derfor er det fuldstændig logisk, at hun tager sin frakke og hue, åbner yderdøren og forsvinder, mens døren smækker i så højt, at væggens puds truer med at falde ned indenfor og sneen af taget udenfor.

Peter Christian skæver til blodtryksmåleren, der vist ikke skal bruges lige nu, og han læner sig tilbage og trækker vejret dybt. Det forhøjede åndedræt er længe om at lægge sig, og han tænder for fjernsynet. Det stikker i højre side af maven.

Da pulsen omsider er faldet til ro, kigger han på klokken og undrer sig lidt over, hvorfor hun ikke er kommet tilbage endnu. Godt nok var hun sørme oppe at køre, da hun gik, men så meget burde det ikke betyde. Sådan ligefrem at blive væk i mere end en time er da at overdrive.

 

I det fjerne høres noget ambulancetuden. Han ser en nyhedsudsendelse om østtyskere, der søger sammen i kirkerne for på den måde at protestere over levevilkårene og indespærringen i et helt land. Peter Christian hylder frihed, og derfor er han på folkets side, men har svært ved at koncentrere sig. Han synes, at det er lidt ærgerligt, at de ikke ser det sammen. For mormor er helt på bølgelængde. Hvad kan det ikke ende med i den kommunistiske verden. Jo. Russerne kommer. Selvfølgelig. Sådan har det altid været. 1953, 1956, 1968. Peter Christian kan sin Øst-Europa¬historie.

 

Lige efter følger en udsendelse om gode alkoholvaner. Denne fredag den 16. december byder på brugbare tips til deltagerne i de julefrokoster, der hærger landet just denne dag, dermed forhøjet risiko for trafikulykker, der i forvejen har været heftig her i firserne og ikke mindst om tømmermænd og disses behandling.

 

Senere under den efterfølgende udsendelse banker det på yderdøren. Han rejser sig besværligt og lukker op. Udenfor står en politimand eller rettere to, men den bagerste, der står ude i sneen, er en ung dame, og selv om hun også er i uniform, kan hun da ikke være politimand med den hue rundt om hele ansigtet, så hun ligner en bankrøver. Koldt er det rigtignok. Det er faktisk kun de brede hofter under frakkebæltet, der afslører, at der er tale om en dame. Kvindelige politibetjente! Latterligt.

Han opfatter ikke de to betjente som nogen, der har specielt med ham at gøre.

Den forreste rigtige betjent spørger til hans navn, og da han nikker bekræftende, siger han:

- Det gør mig ondt, men din kone er blevet ramt af en bil og er død. Vi vil gerne køre dig til sygehuset.

Han hører ikke, hvad der ellers bliver sagt. Kraftløs bliver han bugseret ud i politibilen og kørt ind på hospitalet.

 

Nede i kælderen ligger hun. Fredfyldt. Vreden fra skænderiet, fra det ligegyldige skænderi om ingenting, er et tyndt tæppe, der er trukket til side for at afsløre et sort, uendeligt helvede.

 

Han får senere frakken, huen og det øvrige tøj med hjem, omhyggeligt foldet sammen og anbragt i et par brune papirsposer med hospitalets navn og logo udenpå med ordene: ”Service for dig”.

 

 

 

2

I ugen efter begravelsen sidder Peter Christian og kigger ud ad vinduet. Der kan komme nogen forbi, der har lyst til en sludder.

 

Han rejser sig og går ind i soveværelset og åbner det store træklædeskab. Det er tømt for tøj bortset fra kjolen. Den smukke mørkeblå selskabs- og dansekjole, som hun bar så flot. Han har spredt den ud og banket den fast til endevæggen i skabet med søm. Det ser i grunden godt ud, men der er ingen, der får lov at se det. Sømkassen og hammeren er anbragt oven på skabet, det er det nemmeste. Han tæller dagene siden den aften, og det passer med det antal søm, han har banket i. Nu tager han et, der skal gælde for denne dag. Han bestræber sig på, at ibankningen sker klokken tyve, for det var der, mormor døde. Det sker ikke altid, men det er lidt ligegyldigt. Meget er blevet ligegyldigt.

 

Sømmet i dag anbringer han helt forneden ud for hendes smalben. Det er lidt besværligt at knæle ned, og det stikker i maven, men det skal gøres ordentligt. Det er efterhånden lige så besværligt at få sokker på. Somme tider hjalp hun ham, og nu skal han klare det selv. Også det. Hammeren giver genlyd inde i skabet og i soveværelset. En slags dobbeltlyd. Den lægger han igen oven på skabet, klar til i morgen.

Tilbage i stuen tænder han for fjernsynet. De viser en genudsendelse med madopskrifter. Han hører hendes trin ude i køkkenet og holder vejret, selv om han godt ved, at det er intetheden, han hører.

Så slukker han fjernsynet. Traver lidt frem og tilbage. Han kan selvfølgelig også gå sig en tur op og ned ad Fælleslykkegade. Der kunne sidde nogen og sige: Hallo, der går Peter Christian, skulle vi ikke invitere ham indenfor til en kop kaffe? Men manden svarer formentlig nej, for helvede, jeg gider ikke det der lige nu. Jeg er træt. Man bliver sgu så ked af det, og nu har jeg lige fået mit humør op efter fyraften.

Egon har så travlt, så travlt. Det nytter heller ikke noget, arbejdet kommer trods alt i første række.

Han traver langsomt frem og tilbage. Ud i entreen. Spejlet hænger stadig lidt lavere af hensyn til hende. Han kunne godt hænge det en smule højere op. Hendes navn på navneskiltet ved døren burde måske væk. Han orker det ikke. Ved siden af spejlet hænger afrivningskalenderen. Fredag den 16. december 1988. Der standsede tiden.

Egon mente, at han skulle i gang igen, at den dato selvfølgelig var nagelfast, men at svigerfar måtte videre med sit liv og derfor også skifte dato. Men det vil Peter Christian ikke. Der er så uendelig meget, der er ligegyldigt.

Ser på klokken. Det er nu, at mormor ville have foreslået, at de skulle drikke aftenkaffe. Hun ville komme ind med bakken, og på bakken var der en overraskelse. Det kunne være en kage, hun havde købt eller bagt, en bolle med smør og stærk ost, et par kiks med hendes hjemmelavede brombærsyltetøj, eller hvis det kom helt op under loftet: En snaps til ham og en Grand Marnier til hende.

Men hendes syltetøj er spist, snapseflasken er tom, og med hjemmebageriet er det slut. Han går en runde ud i køkkenet. Tomme hylder, en smule mad i køleskabet, hvis låge piber. I bryggerset står kassen med bajerne, så der altid er noget at byde gæster på. Og det er ikke de billige fra Otto Duborg, men rigtige menneskeøl henne fra købmanden. Når han køber sådan en kasse, spørger han altid Henrik, om ikke en af lærlingene kan bringe den hen til ham, for den er ret tung. På samme tid kan Henrik forstå, at han her har en kunde, der ikke falder for de tyske supermarkeders lavpristilbud.

Han går tilbage til stuen og tænder for fjernsynet og synker ned i lænestolen og mærker igen på højre side af maven. Somme tider kan han slet ikke føle den lille smerte. Nu er der nyheder, men selv dem har han på fornemmelsen er genudsendelser. De samme indslag med de samme politikere, der siger det samme om den spændte stemning i DDR.

Han må være faldet i søvn, for da han vågner, er de i gang med en gammel film, han har set nogle gange før. De skriver aldrig, når det er en genudsendelse, hvilket i og for sig heller ikke er nødvendigt. Han har på fornemmelsen, at der kun er ansat tre i Danmarks Radio, og to af de tre bestiller ikke andet end at sætte gamle bånd på og vise dem. Den tredje er chef og sidder derfor på sit kontor og smider seernes vrede breve om alle genudsendelserne i papirkurven. At TV2 nu er begyndt, har været et frisk pust, men det er for tidligt at vurdere.

 

Det er, som om alle tror, at når man er gammel, sørger man ikke så meget, for man har jo levet mange år sammen. Ingen synes, at det er synd for ældre mennesker. I hvert fald slet ikke på samme måde som med yngre.

Han kan bare ikke bruge den tid, der er gået, de mange år, til noget som helst. Det er her og nu. En eller anden trykker på kontakten, og så er det liv slukket.

Det er mørkt udenfor. Han står længe bag gardinet i håb om, at noget vil ske. Himlen er fuld af mørke skyer, der driver af sted.

 

Mon mormor sidder deroppe nu og kigger ned til ham? Han er lige ved fjollet at vinke. Han går ind igen og går i seng med tung mave. Alene i dobbeltsengen. Aldrig mere skal han høre hendes dybe åndedrag. Aldrig mere vågne om natten og vide, at hun ligger der, og at de er to, der holder af hinanden. Han står op igen og finder med besvær pillerne frem og tager et par stykker. Lægen synes, han skulle have dem i den første, svære tid.

Men de bringer jo ikke mormor tilbage.

 

 

 

3

Midt under overhalingen af den grå Peugeot kommer Flemming med et udbrud, og da Peter Christian vender sig om mod ham, misser han synet af chaufføren.

- Så du hende? Spørger Flemming med store øjne.

- Hold da op. Så smuk med langt, lyst hår.

 

Peter Christian sidder ved siden af Flemming og ved godt, at han med sine 74 år ikke længere får smil fra unge damer og slet ikke her fire måneder efter konens død, hvor han stadig kan se noget traurig ud. Det er ikke noget, han gør med vilje, han kan bare ikke lade være.

Det gælder ikke Flemming, der kun er 28. Han er en flot fyr med sit sorte, bølgende hår og flotte tænder samt lille, tykke kyssemund. Men nogen Elvis er han nu ikke, selv om han vist gerne vil se sådan ud. Dertil er næsen lidt for stor, øjnene for tætsiddende og panden for lav. Men håret har den der spytkrølle, der var moderne engang for mange år siden, og som vistnok igen tiltrækker kvinder.

 

- Jeg er glad for, at du vil have mig gamle oldsag med på golfbanen. Det kunne da være sjovt at se, hvordan det foregår.

- Ja, der er efterhånden en hel del i din alder, der spiller. Det er faktisk noget af en gammelmandssport. Men det er da også, fordi du ikke skal blive ved med at sidde og kukkelure helt alene.

- Jeg troede, det kun var for rige mennesker.

- Nej, det er en myte.

 

Han ser på sit ur. Det er skrækkelig varmt. Hedt.

- Men vi er sent på den.

 

Peter Christian strammer læberne og vrænger ansigtet. Han har dog taget imod Flemmings tilbud om at komme med, fordi det er et afbræk i tristheden. Han har gættet, at Flemming synes, det er lidt synd for ham, men det varmer ham. Flemming er god nok.

 

Faktisk bedre end Egon om end yngre. Han kunne godt ønske sig en anden svigersøn, for alt i alt er skæbnen noget hård ved ham, hvis han bliver spurgt. Det er der nu ikke nogen, der gør.

 

Det lugter harskere end noget offentligt toilet! Tropesommer så tidligt på året gør sit til, at den sønderjyske odør er værre end slem.

Markerne på begge sider af vejen er fyldt med ajle og gylle. Fordampningen af ammoniakken er næsten ikke til at bære, og på trods af de lukkede friskluftventiler er kabinen fyldt med overgemt grisetis og 32 hæslige, stillestående grader.

- Tænk dig. Nu er det over fire måneder siden, hun døde, og jeg savner hende stadig.

Flemming kigger stift ud på vejen. Mon han hører det?

- Det er, som om noget af en selv er borte. Man lever kun halvt.

 

Flemming lader Audien strække ud igen. 120. 125. 130.

- Øsen er fannerme helt på toppen, men larmer værre end nogen teglværksovn.

- Ja, og føles tilsvarende, mener Peter Christian. Han ruller vinduet ned, men får det hurtigt op igen. Stanken fra markerne er ikke til at holde ud, så er det bedre med sved ud af alle porer. Han væder læberne og mærker den salte smag.

Tilfældigt kaster Flemming et blik i bakspejlet. Han brummer overrasket, at Peugeoten minsandten er lige i hælene på ham med den smukke blondine bag rattet. Hvad fanden? Kan hun virkelig køre så stærkt? Han tørrer sveden væk fra øjnene.

- En skam, vi snart skal dreje væk, hvad? Hende der kunne jeg da godt tænke mig at hilse nærmere på.

 

To kilometer længere fremme drejer Flemming væk fra markernes toiletlugte og fortsætter ad en snoet sidevej ned mod golfbanen.

Audien ryster og hvæser.

 

Peugeoten er bagude. Hvor fanden kommer den fra?

- Nå ja. Hun har selvfølgelig set mig under overhalingen, lagt mærke til mit mørke hår og er blevet uimodståeligt interesseret i at lære mig bedre at kende.

 

- Nu blinker blondinen minsandten med forlygterne. Hun vil i kontakt med mig.

 

Han bremser og kører ind på rastepladsen og holder. Køleren bliver ved at køre. Audien, det store dyr, pruster ud. Det gør Flemming også. Pulsen har overtaget den sekscylindrede motors banken.

Peter Christian er spændt på, hvad der kommer til at ske. Det er ikke så tit, at han får lov til at se på nærmeste hold, når unge mennesker mødes og sød musik opstår. En lille snært af misundelse gnaver i ham.

 

Peugeoten holder lige bagved. Flemming tørrer igen sved af panden og lader en hånd glide gennem håret og ser i spejlet, at hun stiger ud.

- Hold da kæft, hvilken kvinde!

Peter Christian vender sig om. Stram mørk nederdel, højhælede sko, en lyseblå, kortærmet skjorte, der bare er limet om en lækker overkrop med smukke forlygter, og så ansigtet og det lange, lyse hår! Flemming mumler og er helt væk i sidespejlets konkave gengivelse og spidser læberne prøvende.

Han skal lige til at åbne døren, da hun tapper på ruden. Han ruller det ned og smiler sit mest forførende smil op til gudinden i himlen. Peter Christian kan desværre ikke rigtigt se hende.

Hun vipper sit etui ned foran Flemming.

- God dag Hr.! Det er færdselspolitiet! Må jeg ha´ lov at se kørekortet?

 

 

4

Peter Christian kommer hjem efter den ret anstrengende tur på golfbanen. Allerede på fjerde hul indser han, at det ikke er noget for ham. Han falder ikke lige for golfsporten denne gang. Hvad der får voksne mænd til at rende rundt i naturen og slå til en lille, hvid bold, der tit bliver væk, forstår han stadig ikke.

Der må være nogle muligheder i den sport, det er han sandelig ikke blind for. Flemming prøver at overtale ham til at gøre et nyt forsøg en anden gang, siger, at det nok er varmen, men han undviger, udsætter, søger at tale om noget andet. Flemming gør det af et godt hjerte. Han synes ikke, at han bare skal sidde der i sit hus og kukkelure i al sin ensomhed.

- Du trænger sgu til at komme ud, Peter Christian.

- Jooo. Men forstår du, uanset hvor jeg bevæger mig hen, følger det jo med.

- Hvad? Nå, det med din kone?

 

Det var ellers noget af en dukkert, Flemming fik af den kvindelige politibetjent. Sjovt nok talte han ikke om hende mere, præcis fra det øjeblik han fik bøden bortset fra det ene:

- Hun lignede sgu en af dem, der kom den aften der med din kone.

- Du mener på Skolevej?

- Ja. Der kom ret hurtigt to betjente, og den ene kunne godt være hende der. Men hende gider jeg ikke snakke om mere.

- Nej, det forstår jeg godt.

 

Peter Christian sidder lidt. Kornmarkerne kører forbi dem nu i en lidt mere besindig fart. Flemming skal nok ikke nyde mere af damer i små, grå biler.

- Øh, den aften der, du ved med min kone, du kom åbenbart forbi der?

- Ja, Ida Marie og jeg havde været til julefrokost i Tønder og fulgtes ad hjemad med nogle venner. Det var taxaen foran, der kørte hende ned.

- Så du det?

- Nej, ikke direkte. Det var foran en bakketop, og taxaen var på den anden side. Jeg havde nok fået rigeligt at drikke.

- Det er rigtig nok. Det var en taxa, der påkørte hende. Nå. Du var der. Det vidste jeg ikke.

- Det er ikke noget, man går og snakker om. Vi ved alle, hvor svært det må være for dig, og så skal vi jo ikke trampe rundt i glasbutikken.

 

Peter Christian ved ikke, om han skal takke for denne hensyntagen, eller om han skal sige, at han trænger til at snakke med nogen om ulykken.

Der bliver ikke sagt mere, indtil de er hjemme. Peter Christian takker for turen, lukker bildøren forsigtigt i og går ind i huset.

 

 

Han ser lige posten igennem. Der er en avis og et par breve.

Det ene brev er fra Erik S. Lambertsen, som han skylder mange penge, en gæld han ikke er specielt glad for. Han ærgrer sig over, da huset skulle renoveres, at han lånte penge af ham i stedet for af banken, men renterne var altså lavere.

Han læser og læser og må starte forfra flere gange.

Essensen af brevet er jo bare, at når han ikke kan betale, må han aflevere huset. Det har han vidst hele tiden. Peter Christian ved godt, at han ikke har fået betalt sine afdrag og renter. Der har været så meget, og han har glemt det indimellem for at være ærlig.

 

Han har ikke pengene og ved ikke, hvad han skal gøre. Havde hun levet, var denne situation aldrig opstået. Meningsløsheden i hendes død vælder atter engang ind over ham. Hvorfor skulle de også havne i det skænderi? Han husker alt for tydeligt dørens smækken, da hun forlod huset for aldrig at vende tilbage.

Med pludselig klarsyn må han erkende, at hvis de ikke havde skændtes, ville hun have været i live i dag. Han må sætte sig og tage hænderne op om hovedet.

Han er blevet følsom over for uventede lyde ikke alene af smækkende døre, men også vinduer, der klapper i eller en bog, der falder på gulvet eller en kost, der vælter. At slå et søm i skabet er på en måde at vænne sig til høje lyde. De er mere acceptable, når man selv fremkalder dem.

 

Er der noget, Peter Christian holder for sig selv, er det skænderiet. Dette sidste skænderi, der betændt som en byld ligger ned over ham. Det sidste, han oplever med den kvinde, med hvem han har været gift så mange år, og som han har elsket så ufatteligt højt, er uenighed og et skænderi. Han kan ikke engang huske, hvad de var uenige om.

Peter Christian tager sin hammer og et søm fra æsken og åbner det store træklædeskab og placerer det omkring taljen på kjolen. Den lange, fine kjole, som hun så pragtfuld ud i. Med et hårdt slag får han banket sømmet i og ser de mange, der allerede sidder der. En for hver dag der er gået siden. Samtidig ømmer han sig over smerten fra det lille punkt i højre side af maven. Måske burde han få det undersøgt, har dog hidtil udskudt det. Det kan vel næsten ikke betale sig, når livet ikke har mere at byde på.

 

Han tænker tilbage på, at han godt hørte ambulancelyd i det fjerne, men forestillede sig aldrig, at det var noget, der angik ham. Den forfærdelige banken på døren senere, da politiet stod derude og meddelte, at hans kone var død. Dræbt af en taxa oppe på Skolevej, sagde de nærmest forretningsmæssigt, uden chance for chaufføren. I det øjeblik slukkede Gud for kontakten.

Der er bare noget, han ikke forstår. Mormor ville aldrig gå sådan, altså midt på vejen og heller ikke på Skolevej, der er bred og bakket. Han er sikker på, at hun har gået helt ude i rabatten. Hvordan kunne den taxa så dræbe hende? En skam, at Flemming ikke kunne fortælle lidt mere om det. Men er man hønefuld, kan man som regel intet huske.

Peter Christian laver sig en stærk kop kaffe og smører køleskabskoldt smør på et stykke franskbrød. Oven på lægger han et tykt lag puddersukker. Den brune karamelagtige smag dulmer lidt akkurat som i barndommen. Når mor havde bagt franskbrød, kunne de være heldige med sådan en sukkermad, dog med margarine.

Åh, farin.

 

 

 

 

5

Noget tid efter kan Peter Christian se, at de nye går ovre i lejligheden på bagsiden af det store kompleks, hvis forside rummer Mettes Grill. Fra sit køkkenvindue har han et glimrende overblik. De er ikke flyttet ind endnu, men Mette har hårdt brug for udlejningen og har nok fået en god ordning med dem, for de går selv og maler, så snart de har fri. Hun kan sikkert ikke overleve, hvis hun bare skulle leve af de par fyldebøtter, der hænger ud i hendes ellers ret hyggelige grill.

Han har ikke set så meget til de nye, ved bare at det er unge mennesker. Det sker ikke ret tit, at der flytter nye mennesker ind på gaden.

 

Så nu kommer den unge mand ud, stiger på sin motorcykel og kører, mens hun står i døren og vinker efter ham. Hun har sit lyse hår bundet op i en knude med et tørklæde om og er plettet af hvid maling.

Hun går frem og tilbage og rydder op. Så forsvinder hun et øjeblik og kommer ud med en flaske rødvin. Nå, nå. Hvad skal der nu ske? Hun står lidt og kigger sig om. Hun ser gravid ud.

Hun går over til Ruben og Ragna. Peter Christian får da lyst til at finde ud af, hvad det skal til for og rejser sig. Så meget sker der heller ikke på gaden, og Ruben og Ragna er vist ikke de store rødvinsdrikkere. Hvis hun vil give en lille en, vil han da gerne være med. Han bor jo sådan set også på gaden.

 

- Jeg går lige over til genboen, meddeler han sin svigersøn, der læser i hans avis.

Det siger smæld i hedebølgen, og han bliver stående lidt og nyder varmen med lukkede øjne. Det er lige før, det er for meget af det gode.

Den fremmede dame står i døren og siger et eller andet og peger på sin flaske.

Ragnas blik går fra omkring fødderne og opefter til maveregionen. Så nikker hun til Peter Christian, der også hilser på den unge dame, og vender sig ind mod stuen.

- Ruben, det er angiveligt den nye nabo, hvad sagde du, du hed?

- Sussi.

- Javel. Hun hedder Sussi, Ruben. Har vi en proptrækker?

 

Han ser alvorlig ud, som han kommer frem i døren i hvid undertrøje med en avis i hånden. Han nikker til Peter Christian og hilser på hende og ser hende an på samme måde som Ragna, dog kun på maven, der faktisk er lidt for stor og rund i det om end slet ikke så stor som Rubens egen.

- Nej! Forstår du, vi drikker ikke.

 

Peter Christian står lige bagved og nikker indforstået.

Ruben peger på Jesus, der hænger på væggen - en smule nedtrykt og helt tør i munden.

- Nå, nej, siger Sussi fåret. - Klart nok.

 

Under Jesus er et skilt slået op. Der står De rigtige Kristne.

 

Hun tager rødvinen om bag ryggen, hvorved den tynde bluse strammes foran. Rubens øjne kører langsomt, men ganske solidt i deres kuglelejer kan han tydeligt se. Sådan en rigtig kristen har måske også menneskelige træk?

- Men Peter Christian har garanteret én, siger Ragna og kigger på ham.

Garanteret fordi han er en forkert kristen. Sådan nogle drikker som svin.

Hun fortsætter dæmpet til Sussi, for at han ikke skal høre det. Men det, han vil høre, det hører han.

- Men sig ikke noget om motorcykler og blod, han hader fart og vold! Og en ting mere, men den kan jeg ikke huske.

- Uh, og vi som har en Suzuki GSXR-400 R.

- Du kan nok hele navnet, hvad?

- Jeg er jo vant til det med tal og bogstaver.

- Har du en proptrækker, Peter Christian? råber Ragna.

 

Hun peger på flasken.

- Jo tak, siger Peter Christian. - Kom endelig med! Jeg har besøg af min svigersøn og mine tre børnebørn.

 

Det sidste til ære for Sussi. Så er der både barnepiger og legekammerater inden for rækkevidde her på gaden. En lille sidegevinst er, at nu tror de ikke, at han sidder helt alene.

- Ja, jeg mistede jo min kone her kort før jul.

- Det var synd. Er du så kommet over det?

- Sådan noget kommer man aldrig over. Hvad skal du bruge rødvinen til?

 

Han undrer sig lidt over Sussi, der drikker rødvin sådan en hed dag.

- Jeg har malet flere timer, og så ville jeg bare have en pause, og jeg har hverken hvidvin eller øl, kun denne rødvin, og ingen proptrækker, og Leo er taget ud for at spille golf, så derfor …, forklarer Sussi ham.

 

Hun ser forlegen ud, og måske er der ikke køleskab i lejligheden, og så har de slet ikke tænkt på at købe drikkevarer.

Peter Christian synes med ét, at der er noget bekendt over hende.

- Ruben skriver i ugeavisen og har også en lille spalte, der hedder Skarphede-Nyt, oplyser Ragna.

- Ja, den har jeg set. Den hedder Toftlund Ugeavis, ikke? Den er god til at lægge på gulvet, når vi maler.

- Jo. Se, her nabo til os bor Flemming og Ida Marie. Han er noget af en pralhals, men de er jo så unge. Hun er vist ikke meget bedre.

 

Peter Christian er ikke overrasket. Flere gange har Flemming talt noget nedsættende om Ruben og Ragna, som han kalder religiøse galninge.

 

De nærmer sig hans hus ad den brede indkørsel og går ind i stuen. Egon og pigerne hilser.

- Er du med barn, spørger Egon. Sussi nikker.

 

Ja, tænkte man det ikke nok.

- Peter Christian hører dårligt, men du skal bare tale højt, siger Ragna meget lavt til Sussi.

 

Det hører han også til sin store tilfredshed. Alt i alt har han faktisk haft meget stort udbytte af, at de tror, han er døv.

Han går ud i køkkenet og kommer lidt efter tilbage med fire vinglas.

- Nej, Peter Christian, proptrækker! Proptrækker! Ragna råber ind i øret på ham.

- Ja, ja, du behøver ikke at råbe sådan, jeg er jo ikke helt døv.

 

 

Peter Christian har det svært med Ragna. Han forstår aldrig helt, hvad hun siger. Somme tider mumler hun og ser på ham, mens hun taler til en af de andre. Somme tider råber hun sådan, at han næsten får ondt i ørerne. Hvis mormor havde været sådan, så…

Og hertil kommer, at hun og Ruben er for meget af det gode, når talen er om religion. De er begge så skinhellige, det kan han fint blive enig med sin gode ven Aleksander om.

 

 

 

6

Trods hedebølgen eller måske netop derfor sidder hans tre børnebørn indenfor i stuens kølighed. Ved spisebordet spiller de terningspil, mens svigersønnen, Egon, nyder en kold øl. Selskabet står og kigger lidt på børnene.

- Kast nu, siger Astrid til Lea.

 

Lea kaster terningen over i væggen.

- Nej, griner Maja og samler den op.

- Du skal gøre sådan:

 

Maja triller terningen hen ad bordpladen. Lea nikker.

Maja giver hende terningen, mens Astrid står parat. Hun forventer, at Lea ikke helt forstår det der.

Lea ser med sine tre-årige øjne listigt op på Maja, trækker langsomt højre hånd tilbage over skulderen og fræser terningen over i bogreolen med Lademanns Leksikon og biblen og efterskoletrilogien, som svigersønnen har foræret ham i julegave. Bare fordi han selv engang har gået på efterskole.

De to piger griner, og Astrid samler terningen op.

- Lea, når man skal kaste med terning, gør man altså sådan her.

 

Astrid viser Lea, hvordan man griber den sag an, når man er fem år. Hun triller terningen ganske forsigtigt 10 centimeter og siger:

- Se! Det er slet ikke svært!

- Her, Lea, kast din terning.

 

Astrid holder hænderne op foran Lea, så hun stort set kun har muligheden for at gøre det rigtigt. Pling! Lea svinger armen og rammer Ruben lige i panden med terningen.

Egon undskylder, mens begge de store piger bukker under af grin.

- Ja, men Lea, du fatter jo ikke en brik af det hele.

 

Ruben tager sig til panden og ømmer sig. Peter Christian er ikke meget for at blande sig. Det må være Egons ansvar.

- Mig kun tre år! Forsvarer den lille pige sig med.

 

Da hun har sagt det, bliver hun ganske stor i hovedet. Hun letter lidt fra stolen, trykker den virkelig af, og en duft af kostald breder sig i stuen. Så sætter hun sig igen.

- Nej, Lea, for fanden. Har du nu skidt i bukserne igen?

 

Lea ser anklagende op på Maja.

- Mig ikke skidt, mig lave puba!

 

Maja er med sine 13 år en slags mor for de to piger og går på badeværelset med Lea, der tager ret brede skridt, mens Ruben vifter avisen frem og tilbage foran ansigtet. Det er måske meget godt, at han har taget den med.

Egon bliver bare siddende.

Sådan. Nu ved Sussi lidt om, hvad der venter hende som mor.

 

Peter Christian går ud i køkkenet og leder efter en proptrækker. Ærgerligt, den var her lige før. Han bøjer sig ned til skufferne og mærker igen et stik i maven. Ingen proptrækker. Hvad så med soveværelset? Han kunne godt finde på at lukke en flaske vin op, inden han skal sove. Somme tider er det nødvendigt.

Han åbner det store klædeskab og kommer i tanker om, at han også i dag skal slå et søm i. Han vælger at slå det i lige i midten af kjolen.

 

Han går ind igen og hæver beklagende skulderen. Vin er ikke det, han drikker mest, forsvarer han sig med, for han gider ikke sidde alene med en hel flaske. Så hellere en øl.

Sussi trækker sig baglæns ud af stuen.

- Jeg tror, jeg går hjem igen lige så stille… Leo må også snart være færdig med at spille golf.

 

Ragna vil ikke opgive og går foran og hiver Sussi med udenfor igen.

- Vi går ned til Laila Kathrine. Hun er lidt til en side. Hun er faktisk tysker, ved du. Om det er derfor, at hun kan være direkte skør, ved jeg ikke, men normalt har vi ikke meget med hende at gøre.

 

Mens hun siger det, kaster hun et noget unødvendigt blik efter Peter Christian. Han hører ganske udmærket.

- Det skal du nok vænne dig til! Hvornår flytter I ind?

 

Peter Christian har et godt øje til Laila Kathrine, ikke bare fordi hun er tre år yngre end ham og alene, men også fordi hun ser godt ud, og derfor har han for ikke så forfærdelig længe siden snakket med hende om ”Soldaterkammerater på øvelse” og fortalte, at han kommer til at tænke på sin soldatertid.

- Den kunne jeg godt tænke mig at se igen, mener han, mens han skæver til Laila Kathrine. Det er ikke en invitation; på den anden side kan det med lidt god velvilje opfattes sådan.

- Den går faktisk lige nu i Tønder Kino.

Hun svarer blot:

- DU SKRABER SOM EN HØNE OG DEN, DER AGER MED STUDE KOMMER OGSÅ FREM…

Dybt nedbøjet var han gået igen, mens han havde rystet på hovedet: Hun ku´ selv være en stud! Måske er det rigtigt, at hun blot er en kold tysker. Han har ikke modet til at gå mere til hende.

 

Men han var blevet ked af det. Da han kom hjem, ville han åbne en øl til trøst og fik fingeren en smule i klemme mellem ølåbner og flaske. Det var i og for sig ikke nogen stor ulykke, men alligevel gjorde det nas. Længe sad han i skumringen og pustede på fingeren og havde ondt og kom også til at græde lidt. Heldigvis opdagede han, at klokken nærmede sig 20, og han ville gerne se TV- programmet om det politiske spil på Christiansborg, selv om det var en genudsendelse. Lige før den startede, var der et indslag om trafikulykker, hvor fodgængere var involveret. Igen slog det ned i ham, at der var noget mystisk ved mormors død, uden at han helt kunne forklare det.

 

Han har dog ikke opgivet håbet om at erobre en plads i Lailas hjerte, men ved ikke, hvordan han skal gribe det an. Det bedste ville være, om hun selv viste, at hun var interesseret.

Han føler sig forfærdelig ensom og håber bare, at nogen vil gribe ind i hans liv og gøre det tåleligt.

Den med at flytte i ældrebolig er dog nok den sidste, synes han.

Laila Kathrine lukker op og ser noget stor ud i øjnene over dette selskab. Det kan Peter Christian godt forstå. Her står en fremmed dame med en flaske rødvin i heden, Peter Christian med fire glas og ægteparret Ruben og Ragna Rock, han iført hvid netundertrøje med Kristelig Dagblad under armen og et sår i panden under sit sorte hår.

Peter Christian kommer til at le ad ham:

- Du ligner en såret pingvin.

 

Ruben synes ikke, det er morsomt.

Laila Kathrine har heller ingen proptrækker, og selskabet er tæt på at opgive. Peter Christian går lidt foran, og ud for det næste hus står færingerne. Han hilser på dem, men de ser tværs igennem ham og over på Ragna.

Hun er naturligvis også mere interessant at være sammen med. Han er bare en gammel mand. En gammel, usynlig mand, der egentlig lige så godt kunne være død.