Historier

I stødet

 

Min første skoledag var en fiasko, og skylden lå entydigt hos min far og Jesus. Det ved jeg nu. Siden min fødsel i 1947 havde jeg undgået de helt store nedture altså bortset fra selve fødslen, og bortset fra dengang, jeg som tre-årig stak af hjemmefra på min tre-hjulede cykel sammen med Per Vejmand, var der mig bekendt ikke sket de store ting.

Efter min mors sædvanlige formaninger om at opføre mig ordentligt forlod jeg hjemmet med min nye skoletaske og hentede naboens Poul Erik. Hans mor puttede en enorm madpakke ned i hans taske, og på vej ud af køkkenet sagde han henkastet: Kan du bogstaverne?

Jeg rystede på hovedet. Skulle man da det? Er du tosset, sagde han. Vi har øvet hele ugen, min mor og mig. Ellers kan man sgu ikke følge med.

Det er jo en skole, sagde han.

Man måtte ikke bande, men det var Poul Erik ligeglad med.

Jeg traskede efter ham og forsøgte at følge med. Himlen i vest havde skyer, og nogle af dem var sorte, og en lignede en ørken uden oaser. Jeg havde ikke mad med, for vi skulle kun være der tre timer, og så skulle vi hurtigt hjem til mine bedsteforældre, sagde min mor, der ikke havde tid til at gå med derhen, hvilket jeg var meget glad for. Somme tider var ens mor ikke den, man var mest stolt af at slæbe rundt på.

Ganske rigtigt. Henne i landsbyskolen langt ude i ørkenen med kun ét klasseværelse skrev læreren noget på tavlen. Vi nye sad på første række bag borde med blækhus og en skrå pult, der kunne lukkes op til et rum nedenunder. Det duftede af sæbe og var helt tomt.

Hvad er det, spurgte læreren. Et i, svarede Poul Erik. Det var sandelig godt, sagde læreren, der var en gammel mand på 35 år. Hvor er du dygtig. Vi kiggede alle hen på Poul Erik, og jeg sagde højt og stolt, at han var min ven.

Læreren rømmede sig, stillede sig lige ud for mig og så ud over skolens 16 elever, hvor jeg kun kendte nogle af de nye:Nu skal I alle være velkommen! Der manglede en knap i hans bukser. Han havde nogle store hænder, som han foldede til noget, der lignede en skovl, lukkede øjnene og fremsagde fadervor.

Man skal turde sige ja til Jesus, sagde han, for Jesus siger også ja til jer. Det vidste vi godt fra søndagsskolen. Ham Jesus. Nede bagved sad nogle forældre, blandt dem Kesse og Bosses mødre, der smilede, hver gang vi vendte os om. De var malet i ansigterne, havde fint tøj på og højhælede sko og nylonstrømper. Sådan kendte jeg dem slet ikke.

De skældte tit ud og slog deres børn.

En dag var Kesses mor blevet meget gal, fordi han stod midt på græsplænen og viste sin tissemand frem. Vi lavede cirkus, og han spillede hvid dreng med negerpik og havde derfor smurt den ind i brun skocreme. Hun trak bukserne af ham, løftede ham op og gav ham en endefuld. Vi andre stod respektfuldt i god afstand og påhørte i tavshed klaskene og Kesses smertensskrig.

Måske var det forkert at foreslå det med skocremen, men Kesse var ikke god til selv at finde på, og for os andre var han den oplagte kandidat til netop den rolle.

Preben mente ikke at have set og hørt så mange klask før. Min far kan godt slå hårdere, men han løfter mig ikke op fra gulvet og tager heller ikke mine bukser ned, sagde han hviskende.

Hvad, sagde jeg. Kesse skreg sindssygt højt. Man kan ikke stikke af, når de løfter en, mente Per Vejmand. Det har jeg prøvet. Men så fik jeg endnu flere tæsk bagefter, og min far slår hårdt.

Det gør min far også, forsvarede jeg familiens ære.

Min far slår hårdest, sagde Carl Erik.

Vi diskuterede lavt og sagligt og gyste, da Egon påstod, at han slet ikke fik klø derhjemme. Hvad får du så, spurgte vi undrende og flyttede modvilligt blikket fra Kesses hvide røv og den brune skosværte mellem lårene.

Jeg kommer ned i koksrummet, sagde Egon. Koksrummet? Ja, der bagerst i kælderen. Der er ikke vindue, sagde han hviskende, og jeg siger også til min mor, at jeg er bange. Hun låser mig inde alligevel og svarer bare: Det skal du ikke være. Jesus er med dig.

Det er det, jeg er bange for. Jeg kan ikke se Jesus. Jeg ryster over hele kroppen og står længst muligt henne mod døren. Tænk, hvis Jesus pludselig springer frem bag koksbunkerne og brøler mit navn. Det var så uhyggeligt, at de små hår rejste sig i nakken ved tanken. Der opstod en pause, hvor vi næsten glemte stakkels Kesse. Så genoptog vi diskussionen om hårdtslående fædre, men fandt ikke vinderen. Omsider blev Kesses mor færdig og smed den hylende Kesse fra sig, vendte sig om mod os og råbte: Gå hjem med jer, eller skal I også ha?

 

Klassen lugtede af lak og fernis her på den allerførste dag i skoleåret. Gulvet var brunt, væggene lysebrune, bordene mørkebrune og loftet hvidt. De store vinduer vendte ud mod haven, hvor lærerens blomster prangede, og hvor især æble- og blommetræerne stod med tunge grene fyldte med dejlig forbudte kopatter, som vi tidligere havde stjålet. Ude i gården var flaget hejst, og klassen var pyntet op med en vase med blomster på katederet. På tavlen stod der: Velkommen til et nyt skoleår 1954!

og nedenunder: Velkommen til de nye elever i 1. klasse! Vi nye skrev vore navne på skilte, der skulle stå på vore pulte. Da en af de store drenge gik forbi min plads, rev han mit skilt ned på gulvet og grinede.

Du tør ikke gøre det samme ved mig, truede han. Sandt. Jeg var slap, uden muskler, ikke synderlig høj eller på nogen måde stærk og derfor ikke interesseret i at slås. Jeg kunne udmærket nøjes med de bank, jeg fik af min far og behøvede ikke flere. I frikvarteret efter den første time stod vi lidt i et hjørne. Et par af de store drenge kom hen: I tør ikke gå ind på pigernes lokum.

Vi så på hinanden. Jeg turde ikke, og det gjorde Preben heller ikke.

Poul Erik sad i et hjørne i cykelskuret og var gået i gang med sin kæmpemadpakke. Han svedte og gned sine fugtige hænder og sagde flere gange til mig, at han måske ikke fik spist det hele. Så tog de store drenge fat i mig og slæbte mig ind på pigernes lokum. Jeg gjorde modstand på skrømt. Det skulle ikke hedde sig. Sådan, sagde de, nu tør du!

Så kom læreren og sagde, at det måtte de ikke. Det lovede de at lade være med. De fik alle en på hovedet. Pigerne fnisede ad mig, og jeg slæbte mig ind til næste time. Kesses og Bosses mødre var gået hjem.

Læreren trak et danmarkskort ned. Jeg opdagede, at jeg skulle tisse.

Jeg forsøgte i lang tid at ignorere det stadigt stigende pres og hørte ikke meget af lærerens snak om Gudenåen.

Da han fortalte, at Skjern Å var den vandrigeste å i Danmark, slap der er par skvæt ud i bukserne.

Jeg stak hånden ned mellem lårene og pressede endnu mere sammen. Jeg kunne godt lugte tisset. Nu hørte jeg slet ikke, hvad læreren sagde, men ventede kun på, at mine sidekammerater ville opdage det. Min hånd var våd.

Da vi endelig fik frikvarter, stormede jeg ud på lokummet og tissede en halv Gudenå. Bukserne tørrede jeg med noget wc-papir. Det sugede ikke så godt, det brune nummer nul nul, men jeg håbede på, at det våde ikke kunne ses på dem. Da jeg trådte ud fra toiletbygningen, stod en af de store og pegede på mig: Ha, ha, han har sgu tisset ned ad sig selv! Jeg fandt en solrig plet lidt væk fra alle andre og prøvede at ligne én, der ikke stod der for at tørre bukser.

Da denne min allerførste skoledag omsider, endelig, langt om længe var forbi, gik jeg hjemad med Poul Erik, der gumlede på sin sidste rugbrødsmad. Han krøllede madpapiret sammen og smed det i grøften og bøvsede.

Bag os kom tre af de store drenge drønende.

Åh, der har vi ham den lille pis-unge, sagde de. Øv, bøv, blebarn.

Jeg prøvede at lade som ingenting; min far havde lært mig altid at vende den anden kind til, inden han ramte den med stor præcision. Det er til din fordel, plejede han at sige, for nu er du lige rød på begge kinder. Det vil hærde dig. Du skal turde noget mere, Finn. Hvorfor er du altid så bange for alting? Det er jeg da heller ikke, turde jeg godt protestere. Jo, du er, sagde han vredt, og så turde jeg ikke sige mere. Ingen af jer to tør tisse på det hegn dernede, sagde en af de store og pegede på en mark ned ad en sidevej.

Poul Erik rystede langsomt på hovedet.

Mit hoved føltes varmere end resten af kroppen. Nu kunne det snart være nok, det begyndte at koge oppe i min hjerne. Var skolen slet ikke noget for mig; ville mit liv blive et helvede med nederlag på nederlag? Skulle jeg herefter altid skuffe de store drenge, når de spurgte, om jeg turde det eller det? Skulle jeg skuffe min far? Og hvad med Jesus?

Nej! Derfor satte jeg min skoletaske fra mig og sagde med helt rolig stemme: Det tør jeg da godt.

Jeg begyndte at gå ned mod marken. Jeg var for første gang denne dag i centrum. Jeg turde noget, andre ikke turde. Jeg kunne mærke, hvordan hovedet blev køligere, jeg skred af sted. Jeg vidste nu, hvad jeg ville. Mine arme gik frem og tilbage, vinden og solen var lige imod, men det føltes behageligt. Jeg standsede ud for hegnet. Det summede, lidt ligesom en bisværm.

Jeg stillede mig med spredte ben tæt ved tråden. De andre holdt vejret. Jeg fornemmede øjeblikket som betydningsfuldt. Det gav mig styrke. Jeg var ikke fri for at nyde det.

Det varede dog lidt, inden en stråle rejste sig. Den hævede sig mere og mere og ramte pludselig tråden.Jeg skreg så højt, at Poul Erik stak af. De store drenge grinede og slog sig på lårene og pegede på mig, mens jeg hoppede rundt og råbte. Det gjorde så ondt, så ondt. De store cyklede derfra, og længe efter kunne jeg høre deres stemmer og et enkelt ord: dum. Jeg krummede mig sammen i græsset, mens jeg holdt mine hænder mellem benene og jamrede. Længe lå jeg der, indtil jeg kom i tanker om, at jeg havde fået at vide af far, at jeg skulle skynde mig hjem efter skole, fordi vi skulle besøge bedstefar og bedstemor. Jeg haltede tilbage, samlede min taske op og satte fart på. Sagde jeg ikke, du skulle gå lige hjem fra skole, sagde min far. Jeg fik en lussing, og så kørte vi.

 

Moderne børneopdragelse hos frisøren

 

Jeg sad i en frisørsalon og ventede på min kone. En mand kom ind med en cirka tre-årig dreng, og drengen fik plads i den ledige frisørstol. Den venlig frisøse spurgte faderen, hvordan drengen skulle klippes, men faderen svarede nærmest undvigende:

– Det er altså første gang!

Da frisøsen tog saksen op, skreg knægten.

– Åh, sagde faderen med sin mest indsukrede stemme:

– Du skal bare klippes, lille skat. Det gør ikke ondt!

Drengen faldt til ro, frisøsen redte hans forholdsvis lange hår, og jeg kastede mig igen over Alt for damernes interessante artikel om overgangsalderen. Jeg har altid betragtet det ord med en god portion sund skepsis.

Så skreg knægten igen. Jeg nåede at se, at frisøsen havde saksen i hånden.

– Seeee, sagde faderen og rejste sig. Fra sin taske tog han en kæmpestor dåse vingummier.

– Hvis den flinke dame må klippe dig, må du spise alle de vingummier, du kan, smiskede han for sin egen søn og satte den på skødet af ham.

Mens drengen hældte vingummier ind i munden i en fart og mængde som med en gummiged, skyndte frisøsen sig at forberede klipningen.

Men det hjalp ikke. Da frisøsen satte saksen til håret, skreg drengen op, så jeg tabte Alt for damerne, samtidig med at han virrede med sit kokrøde hovede, og adskillige halvttyggede vingummier forlod munden i en syndflod af spyt godt blandet med opløsningen fra slikket lige ned på det fine, hvide frisørklæde.

Faderen tiggede og bad drengen om at finde sig i sin skæbne og lade håret blive klippet, men drengen var stædig, vred og vendte sig, hoppede op og ned og var helt ude af sig selv. Med venstre hånd holdt han dog krampagtigt fast i slikdåsen.

Til sidst undskyldte manden, tog sin dreng ved hånden og forlod frisørsalonen.

Frisøsen så på mig, skuldrene hang på hende, og jeg smilede til hende, mens vi begge rystede på hovedet.

 

 

Fordomme får ferietjek 3

 

I vores sommerferie i København tager vi havnebussen til Nyhavn for at lege turister. Overalt bliver der talt svensk, for der er mange svenskere i København.

For dog at føle danskeren lidt på pulsen, bliver vi enige om næste dag at køre til Holger Danskes hjemby, Helsingør. Hvor ellers kan det danske være mere fremtrædende?

Vores humør får dog et gok i nøden allerede, før vi finder en p-plads. Skiltene er alle på svensk. Vi stiller das Auto mellem en Volvo og en gammel Saab og slentrer med bange anelser op i byen.

Alle cafeer og restauranter er denne eftermiddag fyldt op med svenskere, der sidder med halvfyldte øl- eller vinglas. Når de har drukket passende mængder, vakler de videre med deres trolley, der er stærkt belæsset med flasker. Tæt ved færgen indtræder det uundgåelige. Den svenske urinblære er ikke - som den danske - trænet i at udvide sig - og give signal.

Det forlyder, at fulde svenskere somme tider eskorteres til færgen af politiet.

Vi får dagen efter kendskab til tre megafulde svenskere, der hænger nede på kunstmuseet Arken. De er hængt nøgne op i fødderne; man har fotograferet dem, og alt, der kan hænge, hænger nedad. Derefter har man hængt billedet op på væggen - på hovedet. Så nu vender de rigtigt, mens alt peger opad.

Det burde hænge i Helsingør til skræk og advarsel.

 

Fordomme får ferietjek 2

 

Vi sidder med vores indkøbte sandvitser og medbragte nedkølede Chardonnay på en bænk på Christianshavn ud til kanalen i 28 graders varme og nyder livet. Åh, i det vejr er en flaske vin til deling næsten for lidt til to fortidspensionister.

I nærheden er to unge mennesker i gang med parkeringsautomaten. De bøvler noget, for den vil ikke tage mod betaling. Hun er lige ved at stikke smøgen ind i ringen i næsen af arrigskab. Hun har ikke forstået, at ring i næsen er ut her i hovedstaden på linje med grøn hanekam, afrofrisure og cykelhjelm.

Hun foreslår, at de ringer til det på automaten opgivne nummer for at brokke sig.

Sig, vi er jyder, instruerer hun ham. Han fumler med sin telefon. Hans mobilselskab virker ikke her ovre. Fucking TeleÅrhusmobilos, råber han. Hun råber med.

De råber højere og højere. Det forstyrrer vores frokost, men inden jeg får mig rejst for at pande dem en hilsen fra jysk dragonregiment, kommer en dame til.

Jeg bor her, og jeg ved godt, hvad der er jeres problem, siger hun på uforfalsket christianshavnsk.

Nå? Pigen smider skoddet fra sig og maser det med sine ret umoderne århussko.

De ser skeptiske ud.

Det gør jeg også og lytter forventningsfuldt.

Der er fri parkering om søndagen! Det er derfor, I ikke kan betale. Se nu her, sådan. Så kan I parkere lige til klokken 9 i morgen tidlig.

Mange tak, svarer jyderne, mange tak, mens den venlige beboer fjerner sig.

Igen en overraskende gestus fra en indfødt københavner, der hverken kommenterede ringen eller de jyske sko. Mit fordomshus truer med at ligge i ruiner, inden vi er færdige med København.

 

Fordomme får ferietjek 1

 

Jeg står i en Netto i København og har besluttet mig for at købe lidt vin, nu jeg alligevel går forbi. Jeg har præcis 140 kroner med i kontanter, men intet betalingskort, og jeg, der er en stor vinkender, vælger omhyggeligt to flasker.

Kassemanden siger 144 kroner. Hvad, svarer jeg forfærdet.

Her står en fortidspensionist med 140 kroner, hverken mere eller mindre, og så kan han ikke få det, han vil have. Fordi han har læst forkert. De to flasker rødvin er nedsat fra kroner 200.

Så står jeg der. Køen bag vokser og vokser, skamrødmen breder sig oven i mine af solen i forvejen brændte røde kinder. Øh, æh …

Ved du hvad, siger damen bag os. Jeg skal sgu nok betale de fire kroner, det skal du ikke tænke på!

Nej, det kan jeg da ikke tage imod, det ligner tiggeri eller det, der er værre, og jeg …

Så, hold nu op, sådan en pensionist kan også sidde hårdt i det. Sådan. Nu har jeg betalt de fire kroner!

Tusind tak, siger jeg grådkvalt og forlader forretningen. Nu med både røde kinder og røde ører og rødvin.

Her troede jeg, at københavnere er sådan nogen moderne nogen, der har nok i sig selv, og så viser det sig, at de er de rene jyder!

 

 

Speciallægereception

 

Der var hverken aviser eller ugeblade at kigge i, og det ældre ægtepar, der sad og ventede, havde derfor ikke andet at foretage sig end at stirre og lytte og ændre siddestilling.

- Ja? lød kontordamens hæse, næsten metalliske stemme indledt med et lille suk. Alle disse afbrydelser.

- Jeg vil gerne bestille en tid, sagde jeg. - I har jo hverken hjemmeside eller mail til bestilling, og telefonen er altid optaget, så derfor står jeg her.

 

Nu blev der helt stille i venteværelset.

Svaret var et spørgsmål:

- Må jeg låne dit sygesikringskort?

En fuchssvans havde erstattet hendes stemmebånd.

Jeg stak hånden i inderlommen, mens jeg nikkede venligt til ægteparret, hvor især konen fulgte godt med.

Og ventede lidt. Rodede lidt rundt i lommen. Publikum var spændt. Så trak jeg hånden en smule frem - og standsede. Jeg kunne næsten fornemme sukket. Så hev jeg kortet frem:

- Da-daaa!

Konen fniste.

- Det skal være det gule, ikke det blå. Det er til udlandet, savede kontordamen i mig og ødelagde totalt min ellers så gode performance.

- Undskyld, svarede jeg stærkt samvittighedstynget over denne monumentale socialgruppe-5-brøler. Ud af øjenkrogen så jeg konen holde sig for munden, mens hun så op på ægtemanden.

- Men lad gå denne gang.

 

Kontordamen bladede i sin kalender.

- Onsdag klokken 8, foreslog fru Metallica. Ordet foreslog er min egen fortolkning.

Savens tænder var erstattet af en rundsav.

Der opstod en lille pause. Ægteparret sad med tilbageholdt åndedræt for at høre mit svar. Jeg drejede hovedet og så, hvordan konens øjne var stift rettet mod mine læber. Jørgen Ryg krattede lidt i den blanke skranke med en finger.

- Nu er jeg jo pensionist, så …

Konen fniste højt.

- Nå, ja, I sover jo længe, jamen så … lad mig se … hvad så klokken 13.15?

- Ja, øh, da er der jo eftermiddagsluren …

Nu grinede konen, ganske vist dæmpet, men alligevel.

Kontordamen så mere og mere stram ud og klingen blev større. Jørgen Ryg forvandledes til græsk finansminister med dette kompromis:

- Hvad med 15.30?

- Vi lukker klokken 15.

- Ja, med så kort en arbejdstid skal det da blive svært …

Nu bredte der sig ligefrem en munter stemning hos ægteparret, hvor nu mandens ansigt revnede i bredden.

Savklingen savede det endelige og indiskuterbare tidspunkt ud:

- 14.30!

- Jeg tror, jeg …

- Så siger vi det. Husk det gule sygesikringskort næste gang! Næste!

 

 

 

12 cm fra paradis

 

Vi købte engang en fritidsejendom med 5000 m2 naturgrund. Stod der i annoncen. Jeg så for mig, hvordan jeg som nybyggerne i Canada erobrede landet, dyrkede det, fandt meningen med livet. Men sælgeren havde gjort meget ud af haven og sået en vældig flot græsplæne på 4.000 m2, hvilket ødelagde billedet en smule af den uspolerede prærie. Huset og den trekantede grund lå dog så djævelsk smukt med skoven til den ene side, kornmarker til den anden og et flot dalstrøg til den tredje, at vi købte det.

Jeg skulle også have mig en havetraktor. Hvordan ellers slå alt det græs, forklarede jeg mit livs lys og økonomidirektør og overvejede i mit stille sind, om jeg nu kunne kalde mig proprietær eller gårdejer.

Jeg så på flere modeller, og de kunne købes for 10.000 kroner og opefter. Selvfølgelig var det ikke nok for mig at eje en maskine med navnet Sava. Jeg ville have en Honda til 23.000 kroner! Forfængelighed har sin pris. Til gengæld var jeg vokset en hel del, da jeg hjemkørte traktoren. Det lykkedes mig som andre rigtige gårdmænd at danne en kø af bilister, der ikke kunne overhale.

Sent samme aften slog gårdejeren græsset. Det tog en times tid. Resultatet var så fint. Stolt kunne ham med drømmen om tre skorstene parkere traktoren i garagen. Bilen måtte pænt stå udenfor.

Her kunne historien være afsluttet.

Men paradiset fik en slange, og så ved vi jo godt, hvordan det går.

En morgenstund med sol og pipfugle og hele moletjavsen slog jeg vinduet op for endnu en gang at beundre mine besiddelser - og så tre muldvarpeskud i min fine plæne. Tre! Jeg blev afsindigt rasende og for ud og bankede skuddene sønder og sammen med min spade. Så havde jeg ligesom sendt et signal, der ikke kunne misforstås af den der muldvarpesatan. Spaden havde jeg slebet, så æggen var syleskarp.

Den var totalt ligeglad. Dagen efter var der 12. Sandsynligvis havde den fået sammenbragt familie, og oven på jorden boede der blot en klovn, man ikke kunne tage alvorligt.

Jeg købte omgående tre ret dyre, men i følge reklameteksten umådeligt effektive muldvarpefælder, satte dem i skuddene med en spand over og ventede. Næste dag så jeg efter dem. Intet var sket. Hørte jeg en hånende latter dernedefra?

Så tilkaldte jeg en giftekspert, som gassede gangene iført gasmaske og beskyttelsestøj.

- Nu er du snart fri for dem, sagde han, mens jeg betalte ham en krig.

En uge efter var der friske muldvarpeskud overalt, og denne gang var jeg ret sikker på, jeg hørte noget grine nede under græsset. Det lød som gaspåvirkede fulderikker på melodien: Vi går aldrig hjem ...

Hen under middag sad en forhenværende gårdmand, nu detroniseret til en daglejer, opgivende med sin spade på terrassen og drak en meget nødvendig øl og var nedtrykt ad helvede til. Det her, tænkte jeg, det her bliver min død. Ikke mere, ikke mindre. Det er et statustab af den anden verden.

Pludselig så jeg græsset ganske få meter fra terrassen bevæge sig opad, og noget jord blive kastet op. Aha, tænkte jeg, slap den kolde øl, opgav enhver tanke om den store gårdmand og forvandlede mig til indianer. Jeg tog et solidt Hjortedræber-greb i spaden. Nybyggerne i Canada. En ny portion jord blev kastet op, og så rejste jeg mig og sneg mig uendeligt langsomt hen mod skuddet uden så meget som at knække et græsstrå for ikke at alarmere udyret nedenunder, mens min puls hamrede derudad. Da Den gule Ulv var en meter fra arnestedet, kom en ny portion jord op. Så angreb indianeren! Jeg løftede spaden og stødte den med et højt frygtindgydende ugh! ned lige under muldvarpeskuddet og hev indholdet op i luften.

En levende muldvarp fløj op baskende med sine gravekløer! Den faldt ned på græsset et stykke derfra, og den prøvede straks at krabbe sig tilbage til hullet, men den blodtørstige rødhud løftede spaden og smak muldvarpen et par flade under udstødelsen af høje skrig. Den bevægede sig fortsat, og så fór der en ægte Sioux-rødhud i mig. Jeg løftede atter spaden og huggede dens skarpe æg lige ned oven i muldvarpen og skalperede den i to med min muldvarpeæggedeler. Sådan!

Aldrig før har jeg følt mig så lettet og stolt. Jeg gik ind til mit livs lys med den forreste del af muldvarpen højt hævet med to fingre og sagde med en lettere overgearet stemme:

- Hvad siger du så? Wounded Knee er indtaget! General Custer er død! Vi har sejret! Halleluja!

- Få den væk, skreg hun.

Jeg begravede halvdelen af den oversavede muldvarp i det ene af muldvarpeskuddene og den anden i naboskuddet som en slags advarsel: Er I flere, der har fået den geniale idé at grave i min have?

 

En måned senere holdt vi weekend i huset. Haven var oversået af muldvarpeskud. Jeg talte flere end 200.

Kort tid efter solgte vi huset og grunden og traktoren og spaden og købte en lejlighed på fjerde sal med egen veranda med en stol og et lille bord med plads til en øl.

Jeg gider sgu ikke være landmand på deltid og gå og bruge al min tid på havearbejde.

 

 

Den gamle perfekte mand

 

I går skete der noget afgørende. Det kræver en historie først:

Ikea var engang vores foretrukne indkøbssted i den lettere møbelgenre. Vi studerede de nye kataloger med interesse og så på Ivar, Fjunte og Oscar, en stol hed Carina og havde skæve tynde ben forneden og tykkere længere oppe og øverst et vældigt bredt sæde.

En dag i 2012 drog vi glade af sted og indkøbte et skab, der vist hed Mikkel, og fik udleveret en tung og flad pakke.

Hjemme meddelte jeg min beundrende livsledsagerske, at det her skulle far nok tage sig af.

Så tror I nok, at nu går det ad helvede til? At nu vil jeg fortælle jer, hvor dum jeg er til at samle et skab fra Ikea?

Nej. Det vil jeg ikke. Jeg lagde nemlig brugsanvisningen på gulvet og spredte Mikkel ud over et større areal og gik så ellers frem bogstav for bogstav, tal for tal. Teoretisk var alt, som det skulle være. Jeg betragtede opgaven som en svær sudoku, men ikke uløselig. En matematikopgave. Løs a og gå videre til b. Løs b og tag fat i c. Min svensk-danske ordbog var slået op for alle tilfældes skyld. Mine frontallapper var i allerhøjeste beredskabsmodus. Jeg har måske før haft visse problemer med Mikkel, men ham her? Han skulle bare ned med nakken.

 

Tre timer senere stod der vitterlig et skab, færdigsamlet og parat til at tage i brug. Hun tjekkede det grundigt og erklærede mig for vinder af Ikeaskabspensionistsamlergrandprixet for 2012.

Og jeg var glad og tilfreds og lugtede en smule af sved. Samlede tilfreds - overmåde tilfreds - brugsanvisningen op fra gulvet for at gå i bad. Men hov, hvad var det? En skrue rullede af brugsanvisningen. En skrue? Koldsveden fik mig til at ryste på hænderne, jeg mærkede pandebåndet snære ubehageligt (og jeg havde slet ikke pandebånd på), mens jeg minutiøst gennemgik skabet for at finde det hul, der ikke havde en skrue i sig. Jeg kunne ikke finde det.

 

Hun gik nedenunder og fløjtede og var stolt over sin dygtige samlermand. Her sad jeg og sank længere og længere ned i depressionen, lukkede mig mere og mere ind i skabet. En skrue, mand.

Men så sprang jeg ud - på badeværelset og smed skruen langt ud ad vinduet og over i naboens have efter hans irriterende kat og gik i bad.

 

Skabet står der endnu her to år efter. I går fandt jeg helt tilfældigt et hul, hvor der manglede en skrue.

Naboen skal på ferie i næste uge. Og så ...

 

 

Pinlige ældre Mænd på Hotel

 

Det var et godt hotel, vi havde fundet. Betjeningen var i top og maden fremragende. Amaronen var på tilbud samme aften og kostede kun 300 kroner, og værelset var nyrenoveret med pragtfuld bruser med diverse håndtag til at regulere vandstrømmen og - styrken. Vi var der desværre ikke længe nok til at lære alle fiduserne at kende. Men på grund af min livserfaring lykkedes det mig at ændre temperaturen fra iskold til skoldhed og badede lynhurtigt derimellem.

Ved afrejsen roste jeg stedet og betjeningen, fremhævede min generations sparsommelighed, nøjsomhed og ærlighed, og betalte kontant den lille ekstra regning for vin og andre behagelige udgifter og rundede i øvrigt beløbet op til nærmeste hele 100 kroner.

Så langt, så godt.

 

Hvad opdager jeg så, da jeg kommer hjem?

Der mangler 100 kroner i min pung.

Jeg har simpelthen styr på kontanterne. Det er ikke så tit, at jeg har kontanter, så derfor ved jeg godt, når jeg har dem, at jeg skal passe på dem.

Jeg ringede til hotellet og sagde:

- Har I evt. fundet en hundredkroneseddel på værelset?

Det havde de selvfølgelig ikke. Og herfra begyndte min opfattelse af hotellet langsomt at ændre sig til det mere negative.

- Men jeg betalte kontant med en tusse, og jeg tror, jeg har fået en seddel for lidt retur. Det må I da kunne se i kassen??

Nej, den stemte, så der var intet i vejen.

 

Så satte jeg mig til tastaturet. Intet skulle være uprøvet. Og lad mig for god ordens skyld erklære, at det var sgu ikke for den skallede 100-kroneseddel. Helt ærligt. Men at de helt tydeligt forsøgte at snyde mig, en gammel pensionist, at lade som om 100 kroner er en bagatel, at vrøvle det hen med tom snik-snak, det pissede mig af. Jeg forfattede en vred mail til hoteldirektøren. En meget vred mail, hvori jeg absolut ikke lagde fingrene imellem. I kender det. De skal sgu ikke tage røven på os gamle, der er vokset op med ærlighed, sanddruhed, ordentlighed, vel?

Jeg trykkede på send-knappen og lænede mig tilfreds tilbage.

Under tilbageaktionen knitrede det unormalt fra baglommen. Min højre hånd fór ned i lommen og fremdrog en - hundredekroneseddel!

Hvordan den var havnet der, ved jeg ganske enkelt ikke. Men selv i min lettere ophidsede tilstand kunne jeg vanskeligt forestille mig, at receptionisten, det yndige pigebarn, skulle have sneget sig rundt om skranken for at plante den i min baglomme.

 

Jeg måtte brødebetynget og lettere ansigtsblussende begive mig ud i en ny mail, hvori jeg trak alt det tilbage, som jeg havde fremsat af beskyldninger mod hotellet, dets moral, dets slibrige og mistænkelige personager af formentlig delvis østeuropæisk afstamning og - sige undskyld.

Inden jeg sendte den, gennemgik jeg den for stave-, slå- og kommafejl af gammel vane, og skulle lige til at trykke send, da en mail tikkede ind.

 

Det var fra hoteldirektøren, der på hele hotellets vegne sagde undskyld! De ville gøre alt for at slette denne for dem ubehagelige sag med et plaster-på-såret-tilbud:

De tilbød mig og min hustru et nyt ophold kvit og frit. Ved ankomsten en kølig flaske champagne af fineste mærke efterfulgt af en gourmetmiddag naturligvis med den dyreste vinmenu og med overnatning i hotellets suite, og jeg kunne selv vælge tidspunktet.

 

Det kalder jeg god service!

 

 

 

Forlaget Ordfatter står bag bogen HJERNESVINDLER.

I 2018 udkommer 2. bind i Klaus Lyn-serien.