Historier

I stødet

 

Min første skoledag var en fiasko, og skylden lå entydigt hos min far og Jesus. Det ved jeg nu. Siden min fødsel i 1947 havde jeg undgået de helt store nedture altså bortset fra selve fødslen, og bortset fra dengang, jeg som tre-årig stak af hjemmefra på min tre-hjulede cykel sammen med Per Vejmand, var der mig bekendt ikke sket de store ting.

Efter min mors sædvanlige formaninger om at opføre mig ordentligt forlod jeg hjemmet med min nye skoletaske og hentede naboens Poul Erik. Hans mor puttede en enorm madpakke ned i hans taske, og på vej ud af køkkenet sagde han henkastet: Kan du bogstaverne?

Jeg rystede på hovedet. Skulle man da det? Er du tosset, sagde han. Vi har øvet hele ugen, min mor og mig. Ellers kan man sgu ikke følge med.

Det er jo en skole, sagde han.

Man måtte ikke bande, men det var Poul Erik ligeglad med.

Jeg traskede efter ham og forsøgte at følge med. Himlen i vest havde skyer, og nogle af dem var sorte, og en lignede en ørken uden oaser. Jeg havde ikke mad med, for vi skulle kun være der tre timer, og så skulle vi hurtigt hjem til mine bedsteforældre, sagde min mor, der ikke havde tid til at gå med derhen, hvilket jeg var meget glad for. Somme tider var ens mor ikke den, man var mest stolt af at slæbe rundt på.

Ganske rigtigt. Henne i landsbyskolen langt ude i ørkenen med kun ét klasseværelse skrev læreren noget på tavlen. Vi nye sad på første række bag borde med blækhus og en skrå pult, der kunne lukkes op til et rum nedenunder. Det duftede af sæbe og var helt tomt.

Hvad er det, spurgte læreren. Et i, svarede Poul Erik. Det var sandelig godt, sagde læreren, der var en gammel mand på 35 år. Hvor er du dygtig. Vi kiggede alle hen på Poul Erik, og jeg sagde højt og stolt, at han var min ven.

Læreren rømmede sig, stillede sig lige ud for mig og så ud over skolens 16 elever, hvor jeg kun kendte nogle af de nye:Nu skal I alle være velkommen! Der manglede en knap i hans bukser. Han havde nogle store hænder, som han foldede til noget, der lignede en skovl, lukkede øjnene og fremsagde fadervor.

Man skal turde sige ja til Jesus, sagde han, for Jesus siger også ja til jer. Det vidste vi godt fra søndagsskolen. Ham Jesus. Nede bagved sad nogle forældre, blandt dem Kesse og Bosses mødre, der smilede, hver gang vi vendte os om. De var malet i ansigterne, havde fint tøj på og højhælede sko og nylonstrømper. Sådan kendte jeg dem slet ikke.

De skældte tit ud og slog deres børn.

En dag var Kesses mor blevet meget gal, fordi han stod midt på græsplænen og viste sin tissemand frem. Vi lavede cirkus, og han spillede hvid dreng med negerpik og havde derfor smurt den ind i brun skocreme. Hun trak bukserne af ham, løftede ham op og gav ham en endefuld. Vi andre stod respektfuldt i god afstand og påhørte i tavshed klaskene og Kesses smertensskrig.

Måske var det forkert at foreslå det med skocremen, men Kesse var ikke god til selv at finde på, og for os andre var han den oplagte kandidat til netop den rolle.

Preben mente ikke at have set og hørt så mange klask før. Min far kan godt slå hårdere, men han løfter mig ikke op fra gulvet og tager heller ikke mine bukser ned, sagde han hviskende.

Hvad, sagde jeg. Kesse skreg sindssygt højt. Man kan ikke stikke af, når de løfter en, mente Per Vejmand. Det har jeg prøvet. Men så fik jeg endnu flere tæsk bagefter, og min far slår hårdt.

Det gør min far også, forsvarede jeg familiens ære.

Min far slår hårdest, sagde Carl Erik.

Vi diskuterede lavt og sagligt og gyste, da Egon påstod, at han slet ikke fik klø derhjemme. Hvad får du så, spurgte vi undrende og flyttede modvilligt blikket fra Kesses hvide røv og den brune skosværte mellem lårene.

Jeg kommer ned i koksrummet, sagde Egon. Koksrummet? Ja, der bagerst i kælderen. Der er ikke vindue, sagde han hviskende, og jeg siger også til min mor, at jeg er bange. Hun låser mig inde alligevel og svarer bare: Det skal du ikke være. Jesus er med dig.

Det er det, jeg er bange for. Jeg kan ikke se Jesus. Jeg ryster over hele kroppen og står længst muligt henne mod døren. Tænk, hvis Jesus pludselig springer frem bag koksbunkerne og brøler mit navn. Det var så uhyggeligt, at de små hår rejste sig i nakken ved tanken. Der opstod en pause, hvor vi næsten glemte stakkels Kesse. Så genoptog vi diskussionen om hårdtslående fædre, men fandt ikke vinderen. Omsider blev Kesses mor færdig og smed den hylende Kesse fra sig, vendte sig om mod os og råbte: Gå hjem med jer, eller skal I også ha?

 

Klassen lugtede af lak og fernis her på den allerførste dag i skoleåret. Gulvet var brunt, væggene lysebrune, bordene mørkebrune og loftet hvidt. De store vinduer vendte ud mod haven, hvor lærerens blomster prangede, og hvor især æble- og blommetræerne stod med tunge grene fyldte med dejlig forbudte kopatter, som vi tidligere havde stjålet. Ude i gården var flaget hejst, og klassen var pyntet op med en vase med blomster på katederet. På tavlen stod der: Velkommen til et nyt skoleår 1954!

og nedenunder: Velkommen til de nye elever i 1. klasse! Vi nye skrev vore navne på skilte, der skulle stå på vore pulte. Da en af de store drenge gik forbi min plads, rev han mit skilt ned på gulvet og grinede.

Du tør ikke gøre det samme ved mig, truede han. Sandt. Jeg var slap, uden muskler, ikke synderlig høj eller på nogen måde stærk og derfor ikke interesseret i at slås. Jeg kunne udmærket nøjes med de bank, jeg fik af min far og behøvede ikke flere. I frikvarteret efter den første time stod vi lidt i et hjørne. Et par af de store drenge kom hen: I tør ikke gå ind på pigernes lokum.

Vi så på hinanden. Jeg turde ikke, og det gjorde Preben heller ikke.

Poul Erik sad i et hjørne i cykelskuret og var gået i gang med sin kæmpemadpakke. Han svedte og gned sine fugtige hænder og sagde flere gange til mig, at han måske ikke fik spist det hele. Så tog de store drenge fat i mig og slæbte mig ind på pigernes lokum. Jeg gjorde modstand på skrømt. Det skulle ikke hedde sig. Sådan, sagde de, nu tør du!

Så kom læreren og sagde, at det måtte de ikke. Det lovede de at lade være med. De fik alle en på hovedet. Pigerne fnisede ad mig, og jeg slæbte mig ind til næste time. Kesses og Bosses mødre var gået hjem.

Læreren trak et danmarkskort ned. Jeg opdagede, at jeg skulle tisse.

Jeg forsøgte i lang tid at ignorere det stadigt stigende pres og hørte ikke meget af lærerens snak om Gudenåen.

Da han fortalte, at Skjern Å var den vandrigeste å i Danmark, slap der er par skvæt ud i bukserne.

Jeg stak hånden ned mellem lårene og pressede endnu mere sammen. Jeg kunne godt lugte tisset. Nu hørte jeg slet ikke, hvad læreren sagde, men ventede kun på, at mine sidekammerater ville opdage det. Min hånd var våd.

Da vi endelig fik frikvarter, stormede jeg ud på lokummet og tissede en halv Gudenå. Bukserne tørrede jeg med noget wc-papir. Det sugede ikke så godt, det brune nummer nul nul, men jeg håbede på, at det våde ikke kunne ses på dem. Da jeg trådte ud fra toiletbygningen, stod en af de store og pegede på mig: Ha, ha, han har sgu tisset ned ad sig selv! Jeg fandt en solrig plet lidt væk fra alle andre og prøvede at ligne én, der ikke stod der for at tørre bukser.

Da denne min allerførste skoledag omsider, endelig, langt om længe var forbi, gik jeg hjemad med Poul Erik, der gumlede på sin sidste rugbrødsmad. Han krøllede madpapiret sammen og smed det i grøften og bøvsede.

Bag os kom tre af de store drenge drønende.

Åh, der har vi ham den lille pis-unge, sagde de. Øv, bøv, blebarn.

Jeg prøvede at lade som ingenting; min far havde lært mig altid at vende den anden kind til, inden han ramte den med stor præcision. Det er til din fordel, plejede han at sige, for nu er du lige rød på begge kinder. Det vil hærde dig. Du skal turde noget mere, Finn. Hvorfor er du altid så bange for alting? Det er jeg da heller ikke, turde jeg godt protestere. Jo, du er, sagde han vredt, og så turde jeg ikke sige mere. Ingen af jer to tør tisse på det hegn dernede, sagde en af de store og pegede på en mark ned ad en sidevej.

Poul Erik rystede langsomt på hovedet.

Mit hoved føltes varmere end resten af kroppen. Nu kunne det snart være nok, det begyndte at koge oppe i min hjerne. Var skolen slet ikke noget for mig; ville mit liv blive et helvede med nederlag på nederlag? Skulle jeg herefter altid skuffe de store drenge, når de spurgte, om jeg turde det eller det? Skulle jeg skuffe min far? Og hvad med Jesus?

Nej! Derfor satte jeg min skoletaske fra mig og sagde med helt rolig stemme: Det tør jeg da godt.

Jeg begyndte at gå ned mod marken. Jeg var for første gang denne dag i centrum. Jeg turde noget, andre ikke turde. Jeg kunne mærke, hvordan hovedet blev køligere, jeg skred af sted. Jeg vidste nu, hvad jeg ville. Mine arme gik frem og tilbage, vinden og solen var lige imod, men det føltes behageligt. Jeg standsede ud for hegnet. Det summede, lidt ligesom en bisværm.

Jeg stillede mig med spredte ben tæt ved tråden. De andre holdt vejret. Jeg fornemmede øjeblikket som betydningsfuldt. Det gav mig styrke. Jeg var ikke fri for at nyde det.

Det varede dog lidt, inden en stråle rejste sig. Den hævede sig mere og mere og ramte pludselig tråden.Jeg skreg så højt, at Poul Erik stak af. De store drenge grinede og slog sig på lårene og pegede på mig, mens jeg hoppede rundt og råbte. Det gjorde så ondt, så ondt. De store cyklede derfra, og længe efter kunne jeg høre deres stemmer og et enkelt ord: dum. Jeg krummede mig sammen i græsset, mens jeg holdt mine hænder mellem benene og jamrede. Længe lå jeg der, indtil jeg kom i tanker om, at jeg havde fået at vide af far, at jeg skulle skynde mig hjem efter skole, fordi vi skulle besøge bedstefar og bedstemor. Jeg haltede tilbage, samlede min taske op og satte fart på. Sagde jeg ikke, du skulle gå lige hjem fra skole, sagde min far. Jeg fik en lussing, og så kørte vi.

 

Moderne børneopdragelse hos frisøren

 

Jeg sad i en frisørsalon og ventede på min kone. En mand kom ind med en cirka tre-årig dreng, og drengen fik plads i den ledige frisørstol. Den venlig frisøse spurgte faderen, hvordan drengen skulle klippes, men faderen svarede nærmest undvigende:

– Det er altså første gang!

Da frisøsen tog saksen op, skreg knægten.

– Åh, sagde faderen med sin mest indsukrede stemme:

– Du skal bare klippes, lille skat. Det gør ikke ondt!

Drengen faldt til ro, frisøsen redte hans forholdsvis lange hår, og jeg kastede mig igen over Alt for damernes interessante artikel om overgangsalderen. Jeg har altid betragtet det ord med en god portion sund skepsis.

Så skreg knægten igen. Jeg nåede at se, at frisøsen havde saksen i hånden.

– Seeee, sagde faderen og rejste sig. Fra sin taske tog han en kæmpestor dåse vingummier.

– Hvis den flinke dame må klippe dig, må du spise alle de vingummier, du kan, smiskede han for sin egen søn og satte den på skødet af ham.

Mens drengen hældte vingummier ind i munden i en fart og mængde som med en gummiged, skyndte frisøsen sig at forberede klipningen.

Men det hjalp ikke. Da frisøsen satte saksen til håret, skreg drengen op, så jeg tabte Alt for damerne, samtidig med at han virrede med sit kokrøde hovede, og adskillige halvttyggede vingummier forlod munden i en syndflod af spyt godt blandet med opløsningen fra slikket lige ned på det fine, hvide frisørklæde.

Faderen tiggede og bad drengen om at finde sig i sin skæbne og lade håret blive klippet, men drengen var stædig, vred og vendte sig, hoppede op og ned og var helt ude af sig selv. Med venstre hånd holdt han dog krampagtigt fast i slikdåsen.

Til sidst undskyldte manden, tog sin dreng ved hånden og forlod frisørsalonen.

Frisøsen så på mig, skuldrene hang på hende, og jeg smilede til hende, mens vi begge rystede på hovedet.

 

Om at føle sig gammel

 

– Den er noget langsom i dag, sagde kassedamen, mens vi ventede på Visakortforbindelsen.

– Det er nok en mandagsforbindelse, sagde jeg.

– Det er jo tirsdag i dag, sagde hun og så lærerindeagtigt på mig.

Hende bag mig i køen blandede sig med en beroligende fnisen:

– Sådan kan jeg også have det somme tider.

– Også jeg, sagde hende, der stod en tak længere bagved, – jeg kan godt forveksle fredag med lørdag!

Så tog manden fra et andet århundrede sine varer og stavrede ud til bilen.

 

Mandfolk og fodbold

 

Jeg har sat mig for at undersøge, hvordan det kan være, at voksne mænd, som det jo for det meste er, råber og skriger og skælder ud og er bedrevidende ud over alle grænser, når de ser fodbold?

Og så finder jeg mig selv sidde og råbe og skrige ned til den totalt uduelige linjevogter, der dømmer indkast til det HELT forkerte hold. Jeg ser mig selv rejse mig halvt og nærmest true ad ham med en knytnæve. Jeg er 100% enige med dem, der sidder omkring mig: Han må være blevet blind.

Jeg klapper begejstret, da Thisted FCs ukuelige drenge scorer til 1-0, hæver armene i vejret og er helt vild i kulden.

Forinden har jeg deltaget i den interne Klub 500s oktoberfest, der såmænd bare består af isben og Tican pølser grillet på mesterlig vis af Hemmer, der har været ansat 50 år på Tican. Den første fadøl fra Thisted Bryghus er gratis, og jeg prøver forgæves at overbevise manden bag fadølsanlægget, at jeg dårligt kan nå at smage den halve liter, så derfor må nummer to selvfølgelig også være gratis.

Klub 500 har omkring 150 medlemmer, og den hedder nok sådan, fordi klubben håber på at komme op på 500 medlemmer, når TFC rykker op i Superligaen. Først skal vi dog lige rykke op i 1. division.

 

Vi sidder i et hyggeligt lokale på klubben, og der er tre timer til kampen mod Århus Fremad.

Ole Vagn Christensen, forhenværende socialdemokratisk folketingsmedlem, holder en flammende tale om at holde sammen, og langsomt går det op for mig, at det ikke er tomme ord. Her drejer det sig om Thisted Fodbold Club, hverken mere eller mindre. Hvis du ikke er for, er du imod. Jeg er for. Giver gerne ekstra 20 kroner til deres slunkne kasse; hatten går rundt, og hver mand spytter i kassen. Hvilken institution er det nu, der også har sådan en, der går rundt, når man samles?

Vi er fortrinsvis ældre herrer, fulde af viden, erfaring, livsindsigt og - fodboldklogskab.

Henning Krog er 76 år og fortæller, at han bor med udsigt over Lynderup Fjord og er medlem af Klub 500. Den blev dannet, da TFC blev hamret ned i 2. division for nogle år siden.

- Jeg skal helst overvære alle hjemmekampe. Ellers spiller jeg præmiewhist. Min kone kommer først, når kampen begynder. Det her er for mænd.

- Jeg tror, Thisted vinder, siger han.

Udenfor sidder tre ældre herrer.

- Vi vinder 3-1, siger den ene med overbevisning. De andre nikker. Det kan der ikke være meget tvivl om.

På et tidspunkt kommer Bo træner og informerer medlemmerne om spillernes tilstand. Bagefter går han nok ned i omklædningsrummet og informerer spillerne om Klub 500medlemmernes tilstand.

- I må gerne spørge, opfordrer han. Man skulle ellers tro, han vidste bedre.

Der kommer mange spørgsmål, der vidner om stor indsigt i spillet i al almindelighed og i Thisteds 2. divisonshold i særdeleshed.

- Der bliver broderet for meget i modstanderens straffe, mener en.

- Hvorfor lader du dem ikke skyde noget mere på mål? spørger en anden.

En tredje indfører: - Og ham Agger … Hvorfor skal han altid skyde nede bagved? Er han ikke i angrebet?

Træneren svarer venligt og tålmodigt. Han er vant til kloge mennesker, det ser man tydeligt. Han er god til at svare, så han bliver nok snart politiker.

- Det er en meget vigtig kamp i dag, siger han. - Vinder vi, skal vi kun vinde en til for at gå i slutspil om adgangen til 1. division.

- Vi vinder 3-1, siger ham fra før, og de andre ser beundrende på ham. Umiddelbart er det svært at se, hvor han ved det fra.

Vi finder gode pladser på tribunen og overværer kampen. Der er ikke mange hooligans i dag på Lerpytter. Medmindre man anser råbende, skrigende, ophidsede pensionister for sådan nogle. Men vi skriger trods alt på en særdeles civiliceret og afdæmpet måde. Jeg så da heller ingen, der var oppe at slås.

Dommerens afgørelser går somme tider Thisted imod, og så er vi der. Vinker ham ned under græstæppet og ryster på hovedet. Så megen uforstand. Så lidt elementær viden. Kalde sig dommer. Vorheeeeeeerrrrrebevares.

Thisted vinder 3-1 over Århus Fremad.

Det er herligt at være med i Klub 500 og føle, at vi står sammen. Vi gamle mænd bidrager i virkeligheden med vores ihærdige indsats til TFCs sejr. Vi får her endelig lov til at leve vores følelser ud i samvær, sammenhold og en stærk fornemmelse af at være en del af noget større.

Det giver en god mavefornemmelse.

 

Fordomme får ferietjek 3

 

I vores sommerferie i København tager vi havnebussen til Nyhavn for at lege turister. Overalt bliver der talt svensk, for der er mange svenskere i København.

For dog at føle danskeren lidt på pulsen, bliver vi enige om næste dag at køre til Holger Danskes hjemby, Helsingør. Hvor ellers kan det danske være mere fremtrædende?

Vores humør får dog et gok i nøden allerede, før vi finder en p-plads. Skiltene er alle på svensk. Vi stiller das Auto mellem en Volvo og en gammel Saab og slentrer med bange anelser op i byen.

Alle cafeer og restauranter er denne eftermiddag fyldt op med svenskere, der sidder med halvfyldte øl- eller vinglas. Når de har drukket passende mængder, vakler de videre med deres trolley, der er stærkt belæsset med flasker. Tæt ved færgen indtræder det uundgåelige. Den svenske urinblære er ikke - som den danske - trænet i at udvide sig - og give signal.

Det forlyder, at fulde svenskere somme tider eskorteres til færgen af politiet.

Vi får dagen efter kendskab til tre megafulde svenskere, der hænger nede på kunstmuseet Arken. De er hængt nøgne op i fødderne; man har fotograferet dem, og alt, der kan hænge, hænger nedad. Derefter har man hængt billedet op på væggen - på hovedet. Så nu vender de rigtigt, mens alt peger opad.

Det burde hænge i Helsingør til skræk og advarsel.

 

Fordomme får ferietjek 2

 

Vi sidder med vores indkøbte sandvitser og medbragte nedkølede Chardonnay på en bænk på Christianshavn ud til kanalen i 28 graders varme og nyder livet. Åh, i det vejr er en flaske vin til deling næsten for lidt til to fortidspensionister.

I nærheden er to unge mennesker i gang med parkeringsautomaten. De bøvler noget, for den vil ikke tage mod betaling. Hun er lige ved at stikke smøgen ind i ringen i næsen af arrigskab. Hun har ikke forstået, at ring i næsen er ut her i hovedstaden på linje med grøn hanekam, afrofrisure og cykelhjelm.

Hun foreslår, at de ringer til det på automaten opgivne nummer for at brokke sig.

Sig, vi er jyder, instruerer hun ham. Han fumler med sin telefon. Hans mobilselskab virker ikke her ovre. Fucking TeleÅrhusmobilos, råber han. Hun råber med.

De råber højere og højere. Det forstyrrer vores frokost, men inden jeg får mig rejst for at pande dem en hilsen fra jysk dragonregiment, kommer en dame til.

Jeg bor her, og jeg ved godt, hvad der er jeres problem, siger hun på uforfalsket christianshavnsk.

Nå? Pigen smider skoddet fra sig og maser det med sine ret umoderne århussko.

De ser skeptiske ud.

Det gør jeg også og lytter forventningsfuldt.

Der er fri parkering om søndagen! Det er derfor, I ikke kan betale. Se nu her, sådan. Så kan I parkere lige til klokken 9 i morgen tidlig.

Mange tak, svarer jyderne, mange tak, mens den venlige beboer fjerner sig.

Igen en overraskende gestus fra en indfødt københavner, der hverken kommenterede ringen eller de jyske sko. Mit fordomshus truer med at ligge i ruiner, inden vi er færdige med København.

 

Fordomme får ferietjek 1

 

Jeg står i en Netto i København og har besluttet mig for at købe lidt vin, nu jeg alligevel går forbi. Jeg har præcis 140 kroner med i kontanter, men intet betalingskort, og jeg, der er en stor vinkender, vælger omhyggeligt to flasker.

Kassemanden siger 144 kroner. Hvad, svarer jeg forfærdet.

Her står en fortidspensionist med 140 kroner, hverken mere eller mindre, og så kan han ikke få det, han vil have. Fordi han har læst forkert. De to flasker rødvin er nedsat fra kroner 200.

Så står jeg der. Køen bag vokser og vokser, skamrødmen breder sig oven i mine af solen i forvejen brændte røde kinder. Øh, æh …

Ved du hvad, siger damen bag os. Jeg skal sgu nok betale de fire kroner, det skal du ikke tænke på!

Nej, det kan jeg da ikke tage imod, det ligner tiggeri eller det, der er værre, og jeg …

Så, hold nu op, sådan en pensionist kan også sidde hårdt i det. Sådan. Nu har jeg betalt de fire kroner!

Tusind tak, siger jeg grådkvalt og forlader forretningen. Nu med både røde kinder og røde ører og rødvin.

Her troede jeg, at københavnere er sådan nogen moderne nogen, der har nok i sig selv, og så viser det sig, at de er de rene jyder!

 

Til nytårskoncert i Hanstholm

 

Spændt satte vi os til rette sammen med 398 andre forventningsfulde gæster, mens orkestret varmede op. Den flinke herre ved min side mente, at han ikke kunne se noget for ham foran, men det gjorde ikke noget.

– Bare jeg kan høre musikken; det er trods alt det vigtigste, påstod min nabo.

De begyndte med at spille ouverturen til Nabucco af Verdi.

Publikum var helt stille. De første toner var så smukke, at vi næsten holdt op med at trække vejret.

Så ringede en mobil.

Det var naboens. Åh, det var flovt, tænkte jeg. Åh, det er synd for ham. Åh, så panikker man og forsøger febrilsk at slukke den.

Men det gjorde han ikke.

– Ja, hej, sagde han halvhøjt. Folk begyndte at vende sig om mod ham.

– Nej, det gør ikke noget, sagde han så, igen halvhøjt for at overdøve musikken. – Jeg er til nytårskoncert. Hør bare …

Han løftede sin mobil med fronten mod orkestret og holdt den der et stykke tid. Verdi gik rent ind på mobilen, mens folk rundt omkring ham tyssede på ham og vendte det hvide ud af øjnene. Det lod ikke til at påvirke ham synderlig. Måske kunne han ikke se det hvide, for der var halvmørkt der, hvor vi sad.

– Nå, hvad laver du så i dag, spurgte han for at få gang i samtalen. Ham i røret var formentlig gået sukkerkold over den dejlige musik.

– Tys, var der flere, der prøvede.

– Du kan da ikke tillade dig at sidder her og snakke i mobil, var der en ældre, vrissen herre, der ret højt mente.

– Ja, men hvad sagde hun så til det, fortsatte min nabo totalt uanfægtet.

¬– Ja, men hold da kæft, sagde han videre. – Det kan hun da ikke mene?

Men det kunne hun.

Endelig blev han færdig.

– Det var bare min nevø, sagde han til mig og klappede sin mobil sammen. – Vrøvl med konen, du ved.

 

Jeg vidste faktisk ikke, at hans nevø havde vrøvl med konen og lod som ingenting.

Lige før pausen rejste han sig og begyndte at mase ud mod gangen, og som en service fortalte han mig højlydt midt i Orientalsk Festmarch af Carl Nielsen, at han lige ville på toilet før alle andre. – Så er der mere plads!

Vi blev nødt til at rejse os, så han kunne marchere forbi.

Da musikken var færdig, strøg jeg også ud på toilettet. Det lykkedes mig at overhale en ældre herre med langt skæg og stok, der havde fået samme ide.

På herretoilettet var jeg lige ved at støde sammen med min nabo, der kom ud i det samme. Indenfor lugtede det kraftigt af cigaretrøg.

 

Men ellers gik koncerten over al forventning.

Konferencieren fortalte mange sjove vittigheder fra Vendsyssel, selv om vi jo var i Thy, og han sagde her i Vestjylland, selv om det også kan diskuteres.

Orkestret bestod både af ældre og unge mennesker. De ældre var cirka tre gange så gamle som de yngste, men hvor var de dygtige alle sammen.

Og som den kvindelige solist kunne synge! Hun næsten pressede vandet ud af vores øjne. Jeg så da mindst en gang, at min mobilnabo havde lommetørklædet fremme.

Konferencieren afslørede, længe før publikum havde tænkt på det, at der kom to ekstranumre, hvis vi klappede ivrigt og begejstret. Det skulle ikke komme an på det, så vi klappede ret voldsomt.

Og formanden for fiskerinoteringen, tror jeg nok, han var, stod til sidst under koncerten oppe foran og dirigerede med os, så vi vidste, hvornår vi skulle rejse os op, når vi klappede. Det var, ligesom om han var lidt nervøs for, om vi thyboere mon også kendte til det der. Han var faktisk næsten lige så dygtig som dirigenten, der vistnok hed Sauna og kom fra Thisted FDF, selv om hun var kvinde.

 

Formanden vinkede os op en hel del gange bare med en hånd; han fornemmede nok, at han havde os i sin hule hånd.

Da vi for fjerde gang rejste os for at klappe voldsomt, brølede min nabo:

– Vi har kun godt af motion i vores alder.

Man oplever meget til sådan en god koncert. Vi glæder os allerede til næste år.

 

Speciallægereception

 

Der var hverken aviser eller ugeblade at kigge i, og det ældre ægtepar, der sad og ventede, havde derfor ikke andet at foretage sig end at stirre og lytte og ændre siddestilling.

- Ja? lød kontordamens hæse, næsten metalliske stemme indledt med et lille suk. Alle disse afbrydelser.

- Jeg vil gerne bestille en tid, sagde jeg. - I har jo hverken hjemmeside eller mail til bestilling, og telefonen er altid optaget, så derfor står jeg her.

 

Nu blev der helt stille i venteværelset.

Svaret var et spørgsmål:

- Må jeg låne dit sygesikringskort?

En fuchssvans havde erstattet hendes stemmebånd.

Jeg stak hånden i inderlommen, mens jeg nikkede venligt til ægteparret, hvor især konen fulgte godt med.

Og ventede lidt. Rodede lidt rundt i lommen. Publikum var spændt. Så trak jeg hånden en smule frem - og standsede. Jeg kunne næsten fornemme sukket. Så hev jeg kortet frem:

- Da-daaa!

Konen fniste.

- Det skal være det gule, ikke det blå. Det er til udlandet, savede kontordamen i mig og ødelagde totalt min ellers så gode performance.

- Undskyld, svarede jeg stærkt samvittighedstynget over denne monumentale socialgruppe-5-brøler. Ud af øjenkrogen så jeg konen holde sig for munden, mens hun så op på ægtemanden.

- Men lad gå denne gang.

 

Kontordamen bladede i sin kalender.

- Onsdag klokken 8, foreslog fru Metallica. Ordet foreslog er min egen fortolkning.

Savens tænder var erstattet af en rundsav.

Der opstod en lille pause. Ægteparret sad med tilbageholdt åndedræt for at høre mit svar. Jeg drejede hovedet og så, hvordan konens øjne var stift rettet mod mine læber. Jørgen Ryg krattede lidt i den blanke skranke med en finger.

- Nu er jeg jo pensionist, så …

Konen fniste højt.

- Nå, ja, I sover jo længe, jamen så … lad mig se … hvad så klokken 13.15?

- Ja, øh, da er der jo eftermiddagsluren …

Nu grinede konen, ganske vist dæmpet, men alligevel.

Kontordamen så mere og mere stram ud og klingen blev større. Jørgen Ryg forvandledes til græsk finansminister med dette kompromis:

- Hvad med 15.30?

- Vi lukker klokken 15.

- Ja, med så kort en arbejdstid skal det da blive svært …

Nu bredte der sig ligefrem en munter stemning hos ægteparret, hvor nu mandens ansigt revnede i bredden.

Savklingen savede det endelige og indiskuterbare tidspunkt ud:

- 14.30!

- Jeg tror, jeg …

- Så siger vi det. Husk det gule sygesikringskort næste gang! Næste!

 

At møde en indfødt

 

To midaldrende kvinder fra Århus er på en spændende antropologitur til Thy. Her skal efter sigende bo oprindelige, primitive mennesker nedstammende direkte fra jernalderen, og som stadig taler det originale sprog. På stranden i Vorupør møder de - af alle - min kære hustru og mig. Min kone bærer en bluse, købt i Føtex for 12 år siden for 150 kroner.

Den ene stiler målrettet over mod os, peger på hende og siger:

- Må jeg købe din bluse?

- Hvad, siger mit livs lys, temmelig uforstående. Jeg sænker vinglasset og åbner munden en uklædelig anelse.

- Må jeg købe din bluse? Jeg har da aldrig set sådan en før, vedblev damen ihærdigt.

- Øh, hvad?

- Ja, jeg synes, den ser så spændende ud! Må jeg lige se dig i nakken efter mærket?

 

Hun stiller sig tæt og bøjer sig ind over kvinden i mit liv og studerer indgående mærket i nakken. Min kone hælder derfor hovedet en smule forover, men passer på sit vinglas.

- Nå, det siger mig ikke umiddelbart noget, konstaterer damen. - Men, - vil du sælge den?

- Så vil jeg jo fryse, hvis jeg …

- Jeg kan mobile pay dig, og så kan du sende den efterfølgende?

- Nej, tak, det … det tror jeg ikke, jeg vil.

 

Jeg synes alligevel, det er synd for damen, så jeg tilbyder hende min gamle trøje, der minimum er lige så oprindelig og elegant som min kones, men måske nok endnu ældre og formentlig fundet på et loppemarked.

Men hun ryster på hovedet. Jeg lokker:

- 2.000 kroner, og jeg smider den med det samme.

- Kom nu, Olga, siger hendes veninde. - Jeg gider ikke vente længere.

- 1.600 kroner, tilbyder jeg. - Den er skide original.

- Det var ellers en skam, siger Olga med blikket stift rettet mod min kones bluse. - Nå. Det er der så ikke noget at gøre ved. Øv.

De går, men hun vender sig flere gange og kigger på blusen.

- 1.200, råber jeg efter dem. - Sidste bud!

 

Julegaver i gamle dage eller hvordan det er at have en skide irriterende lillesøster

 

For mange år siden husker jeg tiden op til juleaften som noget, vi i dag ville kalde det mest nervepirrende og stressende, man kan udsætte børn for. Med feber i øjnene stirrede vi på julekalenderen, for dagene var så langsomme, og den 24. lå så langt ude i fremtiden.

Mon man fik de julegaver, man ønskede sig så brændende? Mon ens forældre nu også tog sig sammen og fik alt købt? Brugte den nødvendige tid på det? Hvad havde de råd til?

Som i dag var der også dengang områder, hvor forældrene slappede lidt for tidligt af. Nu havde de jo taget ganske seriøst på min opdragelse, kunne jeg sige helt uden at overdrive; hvad lignede det så at lade stå til med den næste? Som om det hele ville gå af sig selv? Det gør det ikke, kunne jeg dengang slå fast.

 

Min søster Hanne var fire år den jul i 1956, da vore forældre besluttede sig for, at hun skulle have et dukkehus. Jeg var fem år ældre og syntes til at begynde med ingenting; det var dog sjovt, at far nu skulle lave det i dyb hemmelighed. Som oprindelig udlært snedker var det let for ham, og han var stolt over det, han kunne frembringe, og dette dukkehus skulle ikke bare være et almindeligt et. Nej, det skulle naturligvis være en hel villa i tre etager med stuer, køkken, badeværelse, entre, bryggers og hele molevitten.

Allerede der syntes jeg, det kammede noget over. Med stigende nervøsitet så jeg de kommende dage, hvor lang tid han var nede i værkstedet i kælderen for at arbejde på det skide dukkehus.

Af og til gik jeg utålmodigt derned, når Hanne så det; Hanne måtte selvfølgelig ikke komme med, det var altid noget.

- Nej, Hanne, du skal blive heroppe i stuen.

Vræl.

For en gangs skyld kunne jeg godt lide det vræl.

 

- Er du ikke snart færdig, spurgte jeg far, for der er vel så meget andet, du skal?

Jeg tænkte jo på, at der måske også var andre i familien, der skulle have julegaver eller sådan noget.

Men nej, han var slet ikke færdig endnu; rummene skulle limes sammen, døre og vinduer skulle sættes i, der skulle lægges tag på den fine villa, og der skulle tapetseres tagpander og mursten på bygningen, der efterhånden fyldte hele værkstedet. Alle rummene skulle møbleres, og disse møbler lavede han minsandten også. For ikke at tale om de små dukker, der skulle bo i paladset.

Somme tider sad vi og ventede med aftensmaden.

- Kan vi ikke bare spise, spurgte jeg.

- Nej, nu må vi vente, til far kommer op, sagde mor.

Mine suk overdøvede Pressens Radioavis og reportagerne fra Ungarn.

 

Hanne stod nogle gange i døren til kælderen og havde blanke øjne.

- Jeg kunne godt tænke mig at ...

- Nej, Hanne, det må du ikke. Det ved du godt. Gå så ind med dig.

 

Det sagde jeg med glæde og smil og en sær tilfredshed over, at jeg for en gangs skyld havde såvel min mor som min far med. Vi stod sammen mod dette uønskede skud på familien. Havde jeg måske bedt om at få en lillesøster?

 

Jeg sov ret dårligt den december, selv om nissen var der hver morgen med en lille ting i min hjemmesko i vinduet. Jeg havde allerede som lille opgivet at finde ud af, hvordan den nisse kom ind og var egentlig også lidt ligeglad. Bare der var gevinst om morgenen! Altid pakket ind i smørrebrødspapir. Som det i mors køkkenskuffe.

 

Omsider blev det juleaften, og far måtte have hjælp af farfar for at bære Hannes megakolonorme julegave op i stuen. Hele monstrummet var pakket ind i en masse papir, og den stakkels Hanne sad der med store øjne og vidste vel knap, hvad det hele gik ud på, mens en anden ældre og mere erfaren skulede. Skulle der virkelig ofres så meget på den møgtøs, der altid rodede i ens sager og aldrig fik skylden, når hun selv var ude om det? Finn, du er jo den ældste, sagde de. Nå, så bare man er yngre, så har man altid ret? Så må man gerne rode i storebroderens ting med små snavsede labber og hugge en yndlingsfarveblyant eller gemme sig under ens seng eller smide fodbolden væk?

Jeg kunne nemlig ikke finde den på et tidspunkt. Jeg ledte og ledte. Den lå nede i køkkenhaven i noget rosenkål. Naturligvis påstod mor, at jeg selv havde skudt den derned. Det var selvfølgelig ikke Hanne, nej, nej. Jeg var sikker på, at hun var sprunget ud af barnevognen bare for at kunne smide min bold væk.

 

Hun fik naturligvis lov at pakke den første pakke op. Klart nok! Som yngste familiemedlem. Og sødeste! Nej, hvor er hun fin. Dikkedik. Mig var der ingen, der dikkede. Gå ud og leg, sagde de, inden de kastede sig frådende og gramsende over Hanne, der altid lå der og så uskyldig ud.

 

En fin dukke fra farfar og farmor. Jeg så op i loftet. Som om en hel villa ikke var nok!

Så måtte jeg pakke min første gave op. Det var en blød pakke. Jeg havde ønsket mig en filmsfremviser med håndsving og nogle film, men jeg indså, at det var der ikke råd til, når nu Hanne skulle have det der slot.

Jeg slog papiret til side: Et sæt undertøj fra selvsamme farfar og farmor.

 

Mine øjne var smalle, min mund en streg, mit talecenter lukket.

 

Hanne gik i gang med at flå papiret af gigantjulegaven; hun kunne næsten ikke nå op. Hun var helt ellevild, klappede i sine små, fede hænder og hoppede og dansede og blev ved med sit irriterende neeeej, nøøøj, nåååå!

Til sidst blev det for meget af det gode. Der må være grænser for, hvad en storebror skal finde sig i. Julegavepapir og dukkehuskrydsfinér. Farfars lighter lå på bordet.

 

Jeg tøvede et øjeblik, men så rejste jeg mig og gik udenfor. Aftenen var alligevel fuldstændig ødelagt. Måske skulle jeg løbe hjemmefra. I den frostklare aften begyndte jeg at ryste af kulde.

Jeg kunne også vente til i morgen. Det havde de rigtig godt af. Ja.

 

- Finn!

Far stod i døren. Nå. Og hvad så?

- Kom nu ind, Finn. Du har ikke pakket det hele ud endnu ...

Det kunne også være det samme. Måske var der sokker i den næste pakke? Eller et sæt undertøj igen. Det er altid dejligt at få undertøj.

Der var næsten ikke plads i stuen på grund af Hannes kæmpeslot. Selvfølgelig havde hun spredt alle fars hjemmelavede dukkemøbler ud over det hele, julepapiret lå og flød og dækkede min undertøjsgave, og selv var hun helt oppe at køre. Jeg kom til at sætte mig på en dukkestol, der gik i tre stykker.

- Her, sagde jeg. - Det holder ikke til en skid.

- Finn! sagde mor.

 

Far kom ind med en stor, tung julegave.

- Værsgo, Finn.

Jeg blev helt væk for mig selv og flåede papiret af. En filmfremviser! Mørkerød. I metal. Med drejehåndtag! Og to film! En med Mickey Mouse og en cowboyfilm med John Wayne - i farver.

Mig ud i køkkenet, hvor der var mørkt, op på bordet med fremviseren, filmen i og så køre højre hånd rundt og rundt! Det betød ikke noget, at trærullen i håndtaget ikke kunne dreje med rundt; af en eller anden grund sad den totalt fast. Til gengæld larmede fremviseren, så det gjorde ondt i ørerne.

Da jeg havde set 22 sekundersfilmen med Mickey Mouse 18 gange, heraf 11 gange i slow og 4 gange i fast, foreslog far, at jeg også så cowboyfilmen. John Wayne red af sted mod solnedgangen og svingede en lasso over hovedet; den tog 25 sekunder, og så var den film færdig. Lassoen blev svunget fem gange, så mente jeg nok, hvordan den film endte efter at have set den 42 gange.

Alt i alt blev det en god jul. Trods alt.

 

I år, 62 år senere, lykkedes det mig endelig at få en aftale med min kone. Vi stopper med at give hinanden julegaver.

Forventningens nydelse er alligevel stærkt overdrevet.

12 cm fra paradis

 

Vi købte engang en fritidsejendom med 5000 m2 naturgrund. Stod der i annoncen. Jeg så for mig, hvordan jeg som nybyggerne i Canada erobrede landet, dyrkede det, fandt meningen med livet. Men sælgeren havde gjort meget ud af haven og sået en vældig flot græsplæne på 4.000 m2, hvilket ødelagde billedet en smule af den uspolerede prærie. Huset og den trekantede grund lå dog så djævelsk smukt med skoven til den ene side, kornmarker til den anden og et flot dalstrøg til den tredje, at vi købte det.

Jeg skulle også have mig en havetraktor. Hvordan ellers slå alt det græs, forklarede jeg mit livs lys og økonomidirektør og overvejede i mit stille sind, om jeg nu kunne kalde mig proprietær eller gårdejer.

Jeg så på flere modeller, og de kunne købes for 10.000 kroner og opefter. Selvfølgelig var det ikke nok for mig at eje en maskine med navnet Sava. Jeg ville have en Honda til 23.000 kroner! Forfængelighed har sin pris. Til gengæld var jeg vokset en hel del, da jeg hjemkørte traktoren. Det lykkedes mig som andre rigtige gårdmænd at danne en kø af bilister, der ikke kunne overhale.

Sent samme aften slog gårdejeren græsset. Det tog en times tid. Resultatet var så fint. Stolt kunne ham med drømmen om tre skorstene parkere traktoren i garagen. Bilen måtte pænt stå udenfor.

Her kunne historien være afsluttet.

Men paradiset fik en slange, og så ved vi jo godt, hvordan det går.

En morgenstund med sol og pipfugle og hele moletjavsen slog jeg vinduet op for endnu en gang at beundre mine besiddelser - og så tre muldvarpeskud i min fine plæne. Tre! Jeg blev afsindigt rasende og for ud og bankede skuddene sønder og sammen med min spade. Så havde jeg ligesom sendt et signal, der ikke kunne misforstås af den der muldvarpesatan. Spaden havde jeg slebet, så æggen var syleskarp.

Den var totalt ligeglad. Dagen efter var der 12. Sandsynligvis havde den fået sammenbragt familie, og oven på jorden boede der blot en klovn, man ikke kunne tage alvorligt.

Jeg købte omgående tre ret dyre, men i følge reklameteksten umådeligt effektive muldvarpefælder, satte dem i skuddene med en spand over og ventede. Næste dag så jeg efter dem. Intet var sket. Hørte jeg en hånende latter dernedefra?

Så tilkaldte jeg en giftekspert, som gassede gangene iført gasmaske og beskyttelsestøj.

- Nu er du snart fri for dem, sagde han, mens jeg betalte ham en krig.

En uge efter var der friske muldvarpeskud overalt, og denne gang var jeg ret sikker på, jeg hørte noget grine nede under græsset. Det lød som gaspåvirkede fulderikker på melodien: Vi går aldrig hjem ...

Hen under middag sad en forhenværende gårdmand, nu detroniseret til en daglejer, opgivende med sin spade på terrassen og drak en meget nødvendig øl og var nedtrykt ad helvede til. Det her, tænkte jeg, det her bliver min død. Ikke mere, ikke mindre. Det er et statustab af den anden verden.

Pludselig så jeg græsset ganske få meter fra terrassen bevæge sig opad, og noget jord blive kastet op. Aha, tænkte jeg, slap den kolde øl, opgav enhver tanke om den store gårdmand og forvandlede mig til indianer. Jeg tog et solidt Hjortedræber-greb i spaden. Nybyggerne i Canada. En ny portion jord blev kastet op, og så rejste jeg mig og sneg mig uendeligt langsomt hen mod skuddet uden så meget som at knække et græsstrå for ikke at alarmere udyret nedenunder, mens min puls hamrede derudad. Da Den gule Ulv var en meter fra arnestedet, kom en ny portion jord op. Så angreb indianeren! Jeg løftede spaden og stødte den med et højt frygtindgydende ugh! ned lige under muldvarpeskuddet og hev indholdet op i luften.

En levende muldvarp fløj op baskende med sine gravekløer! Den faldt ned på græsset et stykke derfra, og den prøvede straks at krabbe sig tilbage til hullet, men den blodtørstige rødhud løftede spaden og smak muldvarpen et par flade under udstødelsen af høje skrig. Den bevægede sig fortsat, og så fór der en ægte Sioux-rødhud i mig. Jeg løftede atter spaden og huggede dens skarpe æg lige ned oven i muldvarpen og skalperede den i to med min muldvarpeæggedeler. Sådan!

Aldrig før har jeg følt mig så lettet og stolt. Jeg gik ind til mit livs lys med den forreste del af muldvarpen højt hævet med to fingre og sagde med en lettere overgearet stemme:

- Hvad siger du så? Wounded Knee er indtaget! General Custer er død! Vi har sejret! Halleluja!

- Få den væk, skreg hun.

Jeg begravede halvdelen af den oversavede muldvarp i det ene af muldvarpeskuddene og den anden i naboskuddet som en slags advarsel: Er I flere, der har fået den geniale idé at grave i min have?

 

En måned senere holdt vi weekend i huset. Haven var oversået af muldvarpeskud. Jeg talte flere end 200.

Kort tid efter solgte vi huset og grunden og traktoren og spaden og købte en lejlighed på fjerde sal med egen veranda med en stol og et lille bord med plads til en øl.

Jeg gider sgu ikke være landmand på deltid og gå og bruge al min tid på havearbejde.

 

 

Den gamle perfekte mand

 

I går skete der noget afgørende. Det kræver en historie først:

Ikea var engang vores foretrukne indkøbssted i den lettere møbelgenre. Vi studerede de nye kataloger med interesse og så på Ivar, Fjunte og Oscar, en stol hed Carina og havde skæve tynde ben forneden og tykkere længere oppe og øverst et vældigt bredt sæde.

En dag i 2012 drog vi glade af sted og indkøbte et skab, der vist hed Mikkel, og fik udleveret en tung og flad pakke.

Hjemme meddelte jeg min beundrende livsledsagerske, at det her skulle far nok tage sig af.

Så tror I nok, at nu går det ad helvede til? At nu vil jeg fortælle jer, hvor dum jeg er til at samle et skab fra Ikea?

Nej. Det vil jeg ikke. Jeg lagde nemlig brugsanvisningen på gulvet og spredte Mikkel ud over et større areal og gik så ellers frem bogstav for bogstav, tal for tal. Teoretisk var alt, som det skulle være. Jeg betragtede opgaven som en svær sudoku, men ikke uløselig. En matematikopgave. Løs a og gå videre til b. Løs b og tag fat i c. Min svensk-danske ordbog var slået op for alle tilfældes skyld. Mine frontallapper var i allerhøjeste beredskabsmodus. Jeg har måske før haft visse problemer med Mikkel, men ham her? Han skulle bare ned med nakken.

 

Tre timer senere stod der vitterlig et skab, færdigsamlet og parat til at tage i brug. Hun tjekkede det grundigt og erklærede mig for vinder af Ikeaskabspensionistsamlergrandprixet for 2012.

Og jeg var glad og tilfreds og lugtede en smule af sved. Samlede tilfreds - overmåde tilfreds - brugsanvisningen op fra gulvet for at gå i bad. Men hov, hvad var det? En skrue rullede af brugsanvisningen. En skrue? Koldsveden fik mig til at ryste på hænderne, jeg mærkede pandebåndet snære ubehageligt (og jeg havde slet ikke pandebånd på), mens jeg minutiøst gennemgik skabet for at finde det hul, der ikke havde en skrue i sig. Jeg kunne ikke finde det.

 

Hun gik nedenunder og fløjtede og var stolt over sin dygtige samlermand. Her sad jeg og sank længere og længere ned i depressionen, lukkede mig mere og mere ind i skabet. En skrue, mand.

Men så sprang jeg ud - på badeværelset og smed skruen langt ud ad vinduet og over i naboens have efter hans irriterende kat og gik i bad.

 

Skabet står der endnu her to år efter. I går fandt jeg helt tilfældigt et hul, hvor der manglede en skrue.

Naboen skal på ferie i næste uge. Og så ...

 

 

Pinlige ældre Mænd på Hotel

 

Det var et godt hotel, vi havde fundet. Betjeningen var i top og maden fremragende. Amaronen var på tilbud samme aften og kostede kun 300 kroner, og værelset var nyrenoveret med pragtfuld bruser med diverse håndtag til at regulere vandstrømmen og - styrken. Vi var der desværre ikke længe nok til at lære alle fiduserne at kende. Men på grund af min livserfaring lykkedes det mig at ændre temperaturen fra iskold til skoldhed og badede lynhurtigt derimellem.

Ved afrejsen roste jeg stedet og betjeningen, fremhævede min generations sparsommelighed, nøjsomhed og ærlighed, og betalte kontant den lille ekstra regning for vin og andre behagelige udgifter og rundede i øvrigt beløbet op til nærmeste hele 100 kroner.

Så langt, så godt.

 

Hvad opdager jeg så, da jeg kommer hjem?

Der mangler 100 kroner i min pung.

Jeg har simpelthen styr på kontanterne. Det er ikke så tit, at jeg har kontanter, så derfor ved jeg godt, når jeg har dem, at jeg skal passe på dem.

Jeg ringede til hotellet og sagde:

- Har I evt. fundet en hundredkroneseddel på værelset?

Det havde de selvfølgelig ikke. Og herfra begyndte min opfattelse af hotellet langsomt at ændre sig til det mere negative.

- Men jeg betalte kontant med en tusse, og jeg tror, jeg har fået en seddel for lidt retur. Det må I da kunne se i kassen??

Nej, den stemte, så der var intet i vejen.

 

Så satte jeg mig til tastaturet. Intet skulle være uprøvet. Og lad mig for god ordens skyld erklære, at det var sgu ikke for den skallede 100-kroneseddel. Helt ærligt. Men at de helt tydeligt forsøgte at snyde mig, en gammel pensionist, at lade som om 100 kroner er en bagatel, at vrøvle det hen med tom snik-snak, det pissede mig af. Jeg forfattede en vred mail til hoteldirektøren. En meget vred mail, hvori jeg absolut ikke lagde fingrene imellem. I kender det. De skal sgu ikke tage røven på os gamle, der er vokset op med ærlighed, sanddruhed, ordentlighed, vel?

Jeg trykkede på send-knappen og lænede mig tilfreds tilbage.

Under tilbageaktionen knitrede det unormalt fra baglommen. Min højre hånd fór ned i lommen og fremdrog en - hundredekroneseddel!

Hvordan den var havnet der, ved jeg ganske enkelt ikke. Men selv i min lettere ophidsede tilstand kunne jeg vanskeligt forestille mig, at receptionisten, det yndige pigebarn, skulle have sneget sig rundt om skranken for at plante den i min baglomme.

 

Jeg måtte brødebetynget og lettere ansigtsblussende begive mig ud i en ny mail, hvori jeg trak alt det tilbage, som jeg havde fremsat af beskyldninger mod hotellet, dets moral, dets slibrige og mistænkelige personager af formentlig delvis østeuropæisk afstamning og - sige undskyld.

Inden jeg sendte den, gennemgik jeg den for stave-, slå- og kommafejl af gammel vane, og skulle lige til at trykke send, da en mail tikkede ind.

 

Det var fra hoteldirektøren, der på hele hotellets vegne sagde undskyld! De ville gøre alt for at slette denne for dem ubehagelige sag med et plaster-på-såret-tilbud:

De tilbød mig og min hustru et nyt ophold kvit og frit. Ved ankomsten en kølig flaske champagne af fineste mærke efterfulgt af en gourmetmiddag naturligvis med den dyreste vinmenu og med overnatning i hotellets suite, og jeg kunne selv vælge tidspunktet.

 

Det kalder jeg god service!

 

 

Fordomme om håndværkere

 

Min kommune har været så venlig at udstede 100 gratis energi-tjek, så jeg bestilte straks et sådant til vort sommerhus, hvor min kone og jeg i dag sad og ventede på tjekket.

Jeg har altid følt mig underlegen, når en rigtig håndværker stod i min stue. De ved og kan så aldeles meget mere end jeg, så det er helt forskrækkeligt. De har aldrig 10 tommelfingre; de saver ikke skævt og slet ikke ind i tomlerne; deres skruemaskine går aldrig i stå midt i forløbet; de har altid det rigtige værktøj til det rigtige formål; når så håndværkeren oven i købet er blevet tømrermester, er den helt gal.

Sådan en håndværker har altid masser af hår på hovedet. Han kan spytte 10 meter langt og drikke en bajer på 30 sekunder, og derfor hænger kvinderne altid på ham som fluer på sukkeret, for så er der nok noget andet, han også kan.

Jeg tror ikke, jeg kan spytte andet end floskler ud, og når jeg har taget tre slurke af en øl, føler jeg mig svimmel og er parat til at blive kørt til udpumpning. Håndværkere har også håndled så brede og tykke som stålpælene under Lillebæltsbroen, mens mine håndled er svagere og tyndere end naboens 10-årige piges. Alt i alt blomstrer mit mindreværd aldrig tydeligere end i selskab med en håndværker.

Det eneste, jeg faktisk ved, er hvilken ende, det er smartest at holde hammeren i, når man skal forsøge at slå til et søm.

 

Bilen standsede udenfor bag højen, og ´jeg rømmede mig for at virke mandigere, når jeg nu skulle hilse på ham.

Vantro så jeg en ung pige, knap en halvanden meters penge høj og nærmest fornærmende tynd komme trippende i meget små sko og smilende hilste på os, mens jeg holdt maven inde så længe som muligt.

 

Oh, fordommene faldt hurtigere end AGFs nederlag. Jeg holdt stigen med mine muskelsvulmende arme, mens pigebarnet klatrede op for at se isoleringen på loftet. Hun sagde, at jeg da vist holdt mit hus rigtig pænt; man kunne godt se, at her boede en mand med forstand på vedligehold og havde hænderne skruet rigtigt sammen!

Hun ville ikke have øl, hadede det nærmest, og hendes håndled var usandsynligt tændstiktynde, og hun sagde, hun altid følte sig underlegen over for lærere.

 

Da hun kørte, gik jeg ud og spyttede langspyt helt over i skoven og satte mig på terrassen og råbte til konen: Gi mig en kold bajer!

 

 

Finn Wilkens og Forlaget Ordfatter Copyright @

All Rights Reserved.

Forlaget Ordfatter står bag bogen HJERNESVINDLER. I 2018 udkommer 2. bind i Klaus Lyn-serien.