Forside

Klik på billedet og køb e-bogen hos Saxo.

Eller køb bogen hos boghandler eller direkte her fra hjemmesiden, klik KONTAKT, så får du fri levering og min hilsen med signatur.

 

Politikrimi

Ny pris:

Kr. 150,- som p-bog (Klik her)

Kr. 65,- som E-bog (Klik her)

Politiassistent Klaus Lyn er en 41-årig, djærv og alligevel særdeles sammensat person. Han er noget tilbageholdende, men samtidig stædig. Han finder sig i meget, men kan også eksplodere nogle gange. Han føler selv, han er svag og til tider uduelig.

Han er ekstra i defensiven for øjeblikket. Ægteskabet med Kirsten er gået i vasken - efter 18 år.

Det går ikke for godt med kollegerne.

Han synes ikke selv, han er vellidt på stationen. Det er nu heller ikke alle kolleger, han holder lige meget af. Især er hans forhold til chefen, Knud Mathiesen, noget problematisk. Han ved simpelthen ikke, hvor han har ham.

Hans daglige makker, Kjeldsen, er en spradebasse, synes han. Og så undrer det ham, at han kan have råd til at køre rundt i en Ferrari. Den ydre handling er et uhyggeligt dobbeltmord, som politiassistent Klaus Lyn overværer på nærmeste hold som tilskuer til et ellers flot og enestående optog fra Dybbøl over Chr. X. bro langs Løkken, Jernbanegade og Perlegade ned til rådhuset i Sønderborg.

Så … dobbeltmordet kommer som et lyn fra en klar himmel og giver ham vitaminer og appelsiner i turbanen til at fremme hans ønske om forfremmelse til vicepolitikommissærposten.

Denne indre handling afspejler hans kamp for anerkendelse.

Han er til tider ensom og længes efter en kvinde. Det er ikke så sjovt, når der er plads til to tandbørster i kruset, og der faktisk kun står en.

En kvindelig kollega tiltrækker ham og tager noget af hans tid, mens han tumler med opklaringen.

Men hun har en hemmelig mission, der overrasker ham.

 

Kapitel 1, 2, 3 søndag

samt kapitel 2 mandag

Kommentarerne til Lynets ageren er beregnet på at vække nysgerrigheden hos jer læsere. Jeg siger det lige ud. Det at købe og læse en bog rummer en vis risiko for at vælge forkert.

Bogen kan være helt anderledes, end man forventer; den kan både være bedre og værre og kan glæde og skuffe.

Den har været længe undervejs. Ideen kom i foråret 2013, 50-året for drabet på Kennedy. Da jeg samtidig var i Sønderborg og så den pragtfulde bro, fik jeg ideen til et modbydeligt drab, endda dobbeltdrab, som er dobbelt så godt.

Jeg har flyttet handlingen et par år frem.

Læsernes meninger om Lynet:

 

Tak for Lyn fra Klar Himmel. Den var skyld i at jeg overskred min sengetid, jeg måtte lige se hvordan bogen endte.

Det er et spændende og godt udtænkt plot.

Jesper

 

Så fik jeg læst Lyn.....

Hold da op. Den er godt nok spændende og holder én fast fra først til sidst, og så er der de små og store overraskelser der vel skal være i en politi roman. Den virker meget gennem bearbejdet og gennemtænkt.

Ser frem til næste bind i serien.

JJ, Turistguide, læreruddannet

 

Mistanken falder snart på den ene, snart på den anden, læseren har ikke en chance for at regne intrigen ud før afsløringen. Snedigt.

JO

 

Spændende, velskrevet og svær at lægge fra sig.

MS, Tekniker

 

Uhadada, mord og pinsler og korruption og så i Sønderborg.

Jeg blev lige nødt til at læse den færdig, så jeg kunne få opklaret hvem, hvad osv. Det må være en kvalitet.

I.P.

 

Nu har jeg læst ”Lyn fra klar himmel” og her er min mening:

Et spændende udgangspunkt, så snart det går op for én, at den handler om fremtiden.

I starten tænkte jeg: ”Åh, nej – skal jeg nu læse 200 sider om en eller anden kedelig fremgang i en efterforskning”, men så skal jeg da lige love for at historien udviklede sig så meget, at jeg ikke kunne lægge bogen til side. Den er både spændende, overraskende og velskrevet og ikke mindst, er den ond og grum.

Det jeg også synes godt om ved denne bog er, at den har en morale til sidst, nemlig: ”Hvad vi mennesker dog vil udsætte andre for, for egen vindings skyld.”

Det var så mine ord, med min smag og baggrund. – Jeg skal gerne anbefale den.

JS

 

Anmeldelse af ”lyn fra klar himmel”:

Jeg er ikke den store tilhænger af krimier. Alligevel har jeg læst ”Lyn fra klar himmel” med stor fornøjelse. Bogen fænger straks fra begyndelsen og den fastholder et godt tempo og en spænding lige til det sidste. Persongalleriet er overskueligt og ligeledes handlingen, der visse steder er ret dramatisk og voldsomt. I handlingen skånes hverken helte eller skurke, hvilket gør indholdet mere realistisk. En sjov detalje er, at Finn Wilkens lader Lyn rette sproglige fejl hos sine kollegaer. Selv om bogen slutter med en opklaring af mordene, oplever jeg, at der er lagt op til en efterfølger.

Kurt H. N

 

Den del af bogen, der foregår til sidst, ville jeg ikke have lyst til at se på film, de billeder jeg selv kan danne mig, er uhyggelige nok.

BS-J

 

Vi har en god og meget sammenhængende konstruktion. En politiroman med lokal kolorit. Det lokale er helt klart vigtigt, og det der skal bære fortællingen igennem som noget der adskiller sig fra de andre på markedet og identificerer forfatteren.

Historien og plottet hænger sammen, fordi mellemregningerne lægges frem for læseren, og hele plotopbygningen foldes op omkring seriøst politiarbejde (med provinsielt ævl og kævl som akkompagnement).

HO, bibliotekar

 

Spændende E bog at læse på en rejsedag fra Silkeborg til Gdansk.

Plottet holdt mig fanget og fik mig til at tage iPad frem, når muligheden bød sig under rejsen.

Fornemmer stærkt de karakterafvigende træk og synes, at typen er godt beskrevet.

Motiv, hævn og jalousi, beskyttelse af sig selv og korruption, kriminalitet m.m. er flot gennemført i bogen.

Tak for god læsning.

Bente

 

Kommentarer og anmeldelser

----------------------

01 SØNDAG

En skytte gør klar

Langsomt lynede han tasken op og tog de enkelte dele frem.

Samlede dem omhyggeligt, indtil Saueren var klar. Lukkede det ene øje og så ind i kikkertsigtet med det andet. Trak prøvende sin rystende pegefinger tilbage, så den lukkede sig om aftrækkeren, mens han støttede riflen i vindueskarmen.

Slap dog af, mand, tænkte han og slog aftrækssikringen fra. Solen bagte og generede ham, men han skubbede blot kasketskyggen længere ned og tørrede igen hænderne i bukserne.

Han lænede sig ud over karmen og så misundeligt på flere familier langt nede, der havde gang i soft-icen.

Han åbnede vinduet lidt mere, og larmen fra de mange tilskuere blev tydeligere. Musikken fra Jernbaneorkestret blandede sig med mågeskrig og dytten af biler i det fjerne. Fint nok; jo mere larm, jo bedre. Han lukkede venstre øje og satte igen det højre for kikkerten. Det sorte kryds pegede på et punkt lige midt på vejbanen foran broen. Han klemte så hårdt på skæftet, at riflen rystede.

Nu ventede han blot på den åbne cabriolet …

Han var gået strækningen igennem flere gange, og med sit kompas konstaterede han kun en mikrolille afvigelse fra øst-vestretningen. Altså ingen korrigering til siderne.

Han stirrede længe gennem kikkerten. Afsøgte områderne.

Kongeparret skulle sidde i den forreste, der var grøn, og statsministeren og borgmesteren i den bagved, der skulle være blå.

Han slap riflen, tørrede sig hurtigt i bukserne og knyttede hånden.

Bilerne var ikke dukket op ovre på den anden side endnu. Selvfølgelig var de forsinket.

Han var ligeglad, for han var klar. Om det tog fem minutter mere eller mindre, var fløjtende ligegyldigt.

Han var sulten på flere planer, tænkte han med et skævt smil, og spiste den sidste efterhånden halvklamme leverpostejmad.

 

02 SØNDAG

Lyn får en telefonopringning

 

Mobilen vibrerede. Lyn tog et par dybe indåndinger, famlede i lommen og fik den hevet op. Et kort blik på displayet fik ham til at sukke, inden han swipede den og sagde højt:

– Klaus Lyn, to-stjernet politiassistent! Til tjeneste!

– Hæ, hæ, Lyn, æh, ja, her midt i den travleste time i Sønderborgs historie og på din fridag, ja, jeg ved godt, du havde vagt helt til klokken 6 i morges og måske ikke fået sovet så meget igen, men du ville jo ned til optoget, og jeg har lige set, at, hold da op, der er godt nok larm i baggrunden.

– Nå, søvn betyder mindre, når tjenesten kalder. Desuden var det svært at falde i søvn i den varme, og ja, jeg står midt i mængden. Hvad så?

 

Lyn lavede en grimasse ud i luften, altså ham Knud, og fortsatte med den anden hånd på øret:

– Hvad har De lige set, hr. politiinspektør Knud Mathiesen. Åh, du er svær at høre …

– Hvad? Er du fuld? Jeg vil bare fortælle dig, at …

– Gu er jeg ej fuld. Står bare ret, når jeg taler med chefen. Hvad har du lige set, Knud, kortegen er netop kørt over broen og nærmer sig; og her står jeg som en tønde sild, og nu kan det ikke vare længe, før ...

– Ja, nemlig. Er alt i orden?

– Intet er i orden. Statsministerens Lincoln er vist gået i stå … nej, vent lidt … nu kører de igen … jeg har da sjældent set så mange mennesker …

 

Lyn dæmpede stemmen lidt. Knud havde jo ikke problemer med at høre ham:

– Hvad ville du?

– Det er om sagen i Nordborg, jeg synes ikke rigtigt, der sker noget med dig og din efterforskning, du kan jo lade Kjeldsen hjælpe dig …

– Nu kommer de snart helt tæt her forbi, sagde ham, der stod lige ved siden af, og pegede ned mod broen. Flere hævede sig på tæerne for at kunne se.

Lyn så uvilkårligt i samme retning, mens han lyttede til mobilen. Åh, kunne Knud ikke have valgt et andet tidspunkt? Gå dog på bodega, Knud, og få dig en whisky. Tør og lige ned i det rustne halshul.

Altid forfulgte han ham. Så med det ene, så med det andet. Havde han måske ikke fri lige nu?

En eller anden stillede sig ind foran ham. Lyn tog fat i manden og skubbede ham blidt og venligt på armen. Han reagerede overhovedet ikke.

– Hey … du gik lige ind foran mig …

 

Ingen reaktion fra manden.

Lyn masede sig lidt længere til venstre og fik igen en smule udsyn:

– Hallo?

Larmen fra publikum steg og steg.

– ... Vent lige, Knud ... det er svært at høre dig ...

– Jeg vil bare sige, at bilforhandleren muligvis har fusket med endnu flere biler ... også Sundeved … du … gribe chancen … netop i dag, søndag, … ikke hjemme …

– Jeg tror, de kommer nu. Hæng lige på, Knud …

– Du bliver nødt til at gøre noget seriøst ved det, Lyn. Du vil jo gerne være VPK. Det er derfor, jeg ringer … Din chance …

 

Lyn strakte hals og så ned mod broen tværs hen over de utallige tilskuere, mens han tørrede sig i ansigtet med sit lommetørklæde. Hvor var kongeparrets bil blevet af? Var de allerede passeret, mens ham foran spærrede udsigten?

Lyn sukkede lidt. Jeg gider dig ikke, Knud. Ring nu af. Forsvind. Lad mig i fred. Ja, jeg vil gerne forfremmes. Det har jeg faktisk arbejdet på i 10 år.

Et bølgende menneskehav, der kunne fylde adskillige fodboldbaner. Så mange mennesker havde der ikke været i Sønderborg så langt tilbage, han kunne huske. Hvad?

– Så I dronning Mary, var der en, der råbte.

– Jeg så Fidde, brølede en ungdommelig stemme begejstret.

– Hvad sagde du, Knud?

– Jeg sagde, at din chance for at blive forfremmet til vicepolitikommissær er noget tynd, hvis du ikke snart giver os noget. Det kunne være Nordborg, der flyttede pilen over på dig. Lige nu peger den ikke på dig. Du har været sært passiv, synes jeg.

 

Lyns læber blev overordentligt smalle. Mens han stirrede ud mellem de mange mennesker og søgte at få et glimt af kongeparret, de måtte jo være på Jernbanegade noget langt foran statsministeren, holdt han mobilen op i strakt arm.

En fuldstændig intetsigende demonstration, det vidste han godt. Men på en eller anden måde gav det en lille tilfredsstillelse at vise chefen, hvad han synes om ham.

Passiv? Han havde knoklet, havde han. Sørget for godt fællesskab på stationen, hvor Knud havde svigtet sin opgave. Lyn havde taget sig af dem, der havde brug for det, mens Knud ikke havde set det.

Hvem skulle ellers? Tage havde nok i sit, Kjeldsen drønede rundt i sin Ferrari, Ejnar, - tja. Nederst i hierarkiet befandt Sanne sig. Hun havde det ikke let. Hvad havde Knud gjort ved det?

 

03 SØNDAG

Skytten måler afstanden

 

Optoget holdt stille i krydset lige efter den 331 meter lange bro. Han lagde riflen på bordet og åbnede vinduet helt op og kastede et blik ned. Menneskemængden var overvældende.

Folk stod pakket sammen på hver side af vejen. Han trak sig ind igen, tog kasketten af et øjeblik og viftede den flere gange foran ansigtet. Så atter på uret.

– Nå, mumlede han for sig selv. – Kan man ikke passe klokken?

 

Han lukkede det ene øje og så ind i kikkertsigtet med det andet. Den lodrette streg var længere end den vandrette. Så skruede han lyddæmperen på og slog aftrækssikringen fra.

 

Kongeparret sad i den forreste bil, det var der ingen tvivl om.

Han trak prøvende pegefingeren tilbage, så den lukkede sig om aftrækkeren, mens han støttede riflen med sine hænder, mens den i forvejen hvilede i støttestativet. Udgangsmundingen var på højde med vinduet, og han trak løbet lidt længere ind i rummet. Men bordet og stolen var i vejen, han kunne ikke komme højt nok op. Knæene hvilede på stolesædet, mens albuerne støttede på bordet. Støttebenet stillede han ind til vinduets ramme, så det var stabilt uden rystelser.

 

Han kneb venstre øje i og sigtede.

Han rynkede lidt på næsen over den gummilugt, der var i handskerne. Føj.

Larmen fra menneskemængden steg og steg. Han spejdede ud gennem vinduet og kunne se dem vente i lyskrydset.

Nede foran på p-pladsen drejede TV-manden på sit kamera og nød garanteret udsigten fra tårnet. I dag var der ingen biler på den store plads, men til gengæld nogle mænd i sorte uniformer med basuner, trompeter og trommer.

Han stirrede rundt på de andre bygninger, der omkransede Løkken.

– Ikke dårligt derfra, mumlede han, – men her er bedre!

 

Menneskelarmen blev tydeligere. Lydene blandede sig med mågeskrig og dytten af biler i det fjerne. Nedenfor var alt afspærret.

Han lukkede venstre øje og satte igen højre i kikkertsigtet. Det sorte kryds pegede konkret på et punkt lige midt på vejbanen. Han sad på stolen, mens han sigtede.

– Kom så nærmere, kom så nærmere, hvislede han ud mellem tænderne. Han var lige ved at tabe sin smartphone og fik den hurtigt på plads i lommen igen.

 

På kirkepladsen begyndte de at spille "Dronning Marys Honnørmarch" og folk piftede og fløjtede med, mens bilerne omsider satte sig i bevægelse igen.

– Så er det nu, udbrød han og sigtede direkte på målet.

 

 

 

02 MANDAG

Joakim har en Sauer

 

Joakims højre ben gik op og ned i en rytmisk bevægelse for at få gang i blodomløbet. Det var ikke ligefrem sjovt at ligge her i flere timer.

Han så på de forfaldne mure. En tom vinduesramme. Kom der håndværkere i dag? Lige nu var det hans fristed. Men der var åbenbart pause i arbejdet med at bryde huset ned.

Åh, far. Burde han alligevel have fortalt ham om det her? Nej, al-drig. Han ville ikke have forstået det.

 

Han havde holdt øje med tiden denne morgen. Det var i orden at pjække i dag. Selv om det stak lidt i maven. Pjække. Hvornår havde han pjækket sidst? Aldrig. Hå. De savnede ham ikke på no-gen måde.

Forstanderen måtte være på sit kontor. Klokken var 10.40. Tredje time var begyndt. Det var nu eller aldrig.

Men Joakim var blevet forsinket. Det havde givet et sæt i ham, da en cykel kom flyvende gennem luften og med et ordentligt rabal-der ramte træpladerne, og han havde skjult sig hurtigt igen. I far-ten havde han set glimtet af en lille mand, der hastigt var for-svundet ind på skolen. Der havde ligesom været noget bekendt over ham.

 

Han rejste sig et kvarters tid senere, og med et solidt greb i tasken sneg han sig langs hegnet, fandt hullet ind til Lindholm og åbnede hoveddøren til skolen. Der var ingen i gangen, ganske som han havde forudset.

Han pakkede Saueren ud, forvissede sig om, at der var projektiler i den, følte på dem, han havde i lommen og var klar.

Han skruede lyddæmperen på.

Et øjeblik standsede han og trak vejret dybt. Han så op og ned ad gangen, hævede riflen og sænkede den igen.

Der var en ro og fred alle steder. Han stillede sig uden for for-standerens kontor.

Joakim stod et øjeblik. Så. Med riflen på armen, skudklar, hamre-de han døren op og stormede ind.

– Hvad i alverd …

 

Joakim tog ladegreb og sigtede lige på forstanderen, der havde rejst sig. Hun så vildt bange ud i øjnene. Det havde han det fint med.

– Nu skal du høre godt efter. For en gangs skyld.

 

Forstanderen sank ned på stolen igen. Hun stirrede på Joakim og åbnede munden flere gange.

– Du skal ordne noget for mig. Du har altid været imod mig. Jeg ved, du hader mig. Jeg er bare en simpel bondeknøs fra landet og passer ikke ind her, synes du. Det værste, der er sket, var dengang du lo ad mig. Da jeg skulle fortælle om vores slægtsgård, og den skulle eksproeres …

– Eks-pro-pri-eres, Joakim.

 

Forstanderen rystede på hovedet:

– Du er bindegal, Joakim. Jeg har sagt det så tit. Læg nu den der fra dig, jeg har da aldrig …

 

Bindegal? Han hævede stemmen:

– Hører du ikke, hvad jeg siger? Jeg vil have, at du ringer til dem, der bestemmer over den der skide motorvej og får dem til at æn-dre den, så den ikke går gennem vores gård. Ellers …

 

Forstanderen rejste sig op, gik omkring sit bord og hen mod ham.

– Stands, råbte Joakim, men forgæves. Hun troede ikke på ham!

Forstanderen fortsatte hen mod ham og strakte hånden ud efter riflen:

– Giv mig den så, Joakim, og hold op med det pjat …

 

Joakim flyttede riflen en smule forbi forstanderen og sigtede mod vinduet, der sad øverst på væggen.

Braget var trods lyddæmperen ret højt; nok på grund af det lille lokale. Vinduet splintredes i millioner af stykker.